KÆRE LÆSER
Med dette nummer af tidsskriftet KULTURO har vi ønsket at undersøge det rene; hvad forbinder vi med at være ren, at gøre rent, at leve rent? Mest af alt har vi nok undersøgt det for at få fortalt om alt det, der ikke er rent; det urene, det klamme, det udskældte, blodet, affaldet, alt lortet.
Vi finder renhedsidealer alle vegne, fra byplanlægningen til parfumeafdelingen. Vi stræber efter moralsk renhed, konceptuel renhed, drømmer om enkelthed og overskuelighed, at kunne beherske den kaotiske verden, der vokser sig større og større hver eneste dag. Vi bygger symmetriske Palladio-byer, skrubber os hudløse med sæbe og sætter friske blomster på bordene i vores stuer.
Udgivelsen undersøger, inspireret af filosof Alexis Shotwell i bogen Against Purity, idéen om, at moralsk renhed er en illusion. Hele verden, og menneskets eksistens i den, er på forhånd beskidt. Vi kan ikke leve uden at trække på komplekse strukturer, der bygger på og bidrager til lidelse – ulighed, udnyttelse, strukturel racisme, forurening og klimakrise. Shotwell skriver: “To be against purity is to be against the rhetorical or conceptual attempt to delineate and delimit the world into something separable, disentangled, and homogenous.” Virkeligheden er rodet, kaotisk, uren; og vores forsøg på at afgrænse den i ordnede kategorier er meningsløse.
Forestillinger om dyd og moral hænger sammen med billeder af renhed, og disse smitter af på vores forståelse af sex, krop og synd. Det rene, uberørte og dydige kommer således til at stå i modsætning til det beskidte, syndige og klamme. Kroppen er en slagmark for illusionen om renhed, og dens sekreter og lugte bliver noget, der skal kontrolleres eller bortvaskes. Beskidtheden synes at klæbe til andetgjorte og minoriserede kroppe. Hvad sker der, når illusionen om renhed udfordres, eller renhedsidealerne helt ignoreres, og hvad får vi ud af at udforske det i kunsten?
Betydningen af ren som tillægsord skvulper nærmest over. Det rene kan være noget meget synligt, kropsligt, noget, der er sket, eller som mangler. Ren er også et behov, noget usynligt, der bliver gjort for os alle gennem usynliggjort arbejde. Ren er noget, de fleste ikke føler, de kan leve op til. Ren kan ændre karakter fra en midlertidig tilstand, man kan bevæge sig ind og ud af, til noget, der virker permanent, som en essentiel egenskab – men som man skænkes eller nægtes af andre.
Bidragene rummer renhedsforståelser på langt flere måder, end vi i redaktionen havde forestillet os, at temaet kunne lægge op til. Hos Brontez Purnell i teksten “JOHNNY WOULD YOU LOVE ME IF MY DICK WERE BIGGER”, oversat af Victor Skov Jeppesen, formuleres og ekspliciteres lortedilemmaer ved analsex og mødet med andres kroppe. I sin dialog med en kunstig intelligens, “Rene former, former for renhed”, problematiserer Maja Bak Herrie dikotomien mellem sprogmodellens statistisk-matematiske renhed og en menneskelig dømmekraft, der er “tilsmudset” af usikkerheder, fordomme og subjektive erfaringer. Forholdet mellem repræsentation og virkelighed er også på spil i Aske Thibergs digitaliserede kopier af virkelige ting, der svæver i et underligt rum mellem hypervirkelighed og fiktion i bidraget “Dead Copies”. Freja Værnskjold Dzougov gransker i “Bæstet og blomsten” idéhistorisk kroppens basale, “vegetative” funktioner og forsøger at skrive mennesket væk fra kropsfornægtelsen og nærmere planterne, nærmere blomsterne. I en fotografisk dokumentation af installationsværket “Pissed Women” ser vi Jessica Ekström samle og bade i sin egen urin. Emil Elg undersøger i “Øvrige lyskilder” racistisk metaforik hos Inger Christensen ved at kigge på farvesymbolik og dikotomien mellem mørk og lys. Mørket og lyset er også til stede og tilsmudser hinanden i Lea Razovzskys “Dig the Inbetween”, oversat af Giovanna Alesandro, et både grafisk og tekstligt bidrag. Jo Mikkel Sjaastad Huse lader i “Dog Show” en hund fortælle os om kropsidealer. I “a piece for voice and cello” undersøger og visualiserer Liva Hage den subjektive oplevelse af den rene lyd. Ditte Holm Bro finder i “Støvets Søstre” en forbindelse mellem rengøring og fiktion og deri et slægtskab med historiens husmødre. Også slægtskabet undersøges i Camilla Pavlikovas fotoserie “Mens vi venter”. Og endelig skriver Celeste Borchorst Faurschou i “Symbiosium”, med fokus på forskellige fermenteringsprocesser, om helende forbindelser mellem mennesker og andet-end-menneskeligt materiale.
Med denne udgivelse præsenterer vi nogle kritiske vinkler på renheden gennem værker, der gør noget andet end rent. Renhedsidealerne, illusionen om, at nogle kroppe fra starten er ”renere” end andre, er ideologisk betinget og derfor defineret af magten. Vi ønsker at undersøge de renhedsidealer, vi både ligger under for og drager fordel af. Vi tror på, at bidragsyderne på hver deres måde undersøger, forklarer og diskuterer, hvad ren er, på måder, der både favner det kritiske og det nysgerrige. Og vi tror, at der opstår spændende kunst, når illusionen om renhed afdækkes i litteraturen og billedkunsten.
Rigtig god læselyst!
Redaktionen