af Christian Hagen Thomasen
E. B. Itso har som kunster periferien som både genstandsfelt og selvvalgt vilkår. Han fik med sin partner Adams – uden selv at deltage, vel at mærke – medieopmærksomhed i DR2-talkshowet Den 11. time, da banegårdsforvalteren under en ombygning af Hovedbanegården fandt det hengemte rum, de havde indrettet til og benyttet som en enkel og interimistisk lejlighed ved S-togsspor 12.
I løbet af de sidste par år er han i højere grad dukket op til overfladen og er begyndt at udstille på anerkendte kunstinstitutioner og gallerier. I november 2013 åbnede E. B. Itso sin første soloudstilling på kunstgalleriet V1 i Kødbyen. Vi fandt frem til ham til ferniseringen og fik lov til at sende ham nogle spørgsmål per email. Det følgende er en renskrevet version af den korte korrespondance, der fulgte. Den endte med at blive meget sporadisk da E. B. Itso – på trods af en stadig synligere udstillingsvirksomhed – fortsat opholder sig i det skjulte. En manglende internetforbindelse og en truende nedrivning af hans nuværende bopæl er derfor også blandt omstændighederne for det følgende:
Hvilke projekter, som du har lyst til at fremhæve, har du lavet i de sidste par år?
‘Adams og jeg har sammen fortsat med at udforske storbyens glemte rum. [Vi indtog, red.] et andet rum på Hovedbanegården i 2008 for at tage pladsen tilbage. Temaet har fået en ny vinkel, da det allerede eksisterende, faste rum nu i stedet håndteres som rørligt. [Vi fandt et, red.] lille, overgivet skur på Hovedbanegårdens baneterræn. Det blev sat på en håndbygget vogn og indrettet i lighed med vores tidligere skjulte hjem. Vi rullede det væk fra København til nye omgivelser i 2009. Indtil videre er det ikke vendt tilbage og befinder sig et sted over Polarcirklen.
På egen hånd har jeg rejst mange gange med godstog og dokumenteret den slags stemninger, der er langs godstogssporene i USA. Projektets titel er Tracks, Trains and Travels. [Det forsat igangværende projekt blev startet i, red.] 2006, og indbefatter fotografi, silketryk og lydoptagelser.’
Tracks, Trains og Travels blev vist på udstillingen Coaxing Corners på Galleri Steinsland Berliner i Stockholm i oktober 2013. Boarded I & II, der installatorisk placerer krydsfinérplader taget fra byen i udstillingsrummet, er blevet vist på ARoS-udstillingen Understrøm i januar 2014:
‘I Boarded I & II udforsker jeg de forseglede bygningers æstetik. Formen på værket kommer fra den måde, tomme huse bliver beskyttet i praksis. Plywood-plader [monteret, red.] foran vinduer og døre forhindrer uvedkommende adgang og ødelæggelse. Forseglingens forsvinding er en aktiv handling, som stiller spørgsmål om ejerskabsforhold og holdbarheden af samfundet. Pladerne i udstillingsrummet virker som grafiske elementer og giver et spejlbillede af disse former, vi ser i storbyen hver dag, men sjældent fortolker.
Makulatur (Børsen) fra 2014 er et fundet objekt. Når finansavisen Børsen trykkes, renses offset-maskinens tromler jævnligt. Dermed opstår et lille oplag af avisen hver dag med det ferskenfarvede papir fuldstændigt sort, fyldt af trykpressens overskud af farve. Renseopgaven medfølger i maskineriet og hæftes ligesom de øvrige eksemplar. De mørke prognoser flyder sammen med de sorte avissider.’
Disse svar tydeliggør en dirren i E. B. Itsos virke. Han har både udstillet i institutionel og kommerciel sammenhæng hos Telefon til Chefen, på Charlottenborg, V1 galleri og Galleri Steinsland Berliner samt forsat sin ageren ’under radaren’, som når han indtager efterladte eller uopdagede rum i storbyen.
Hvordan opfatter du grænsen mellem din udstillings- og kunstpraksis og din væren?
‘Har altid per princip levet og gjort de samme ting og tænkt over byen på samme måde nu som tidligere. At anvende mig af det jeg finder i byen – ligesom min måde at orientere mig i den – er den samme som før. Uanset om jeg er i København eller besøger en fremmed by, trives jeg bedst i samme slags miljøer og med samme slags aktiviteter.
Har altid været tiltrukket af at rejse, og mine drivkræfter er lige så meget nysgerrighed som flugt fra virkeligheden. At definere det jeg gør som kunst, er derimod nyt for mig, og det er eventuelt en måde at værdsætte, det jeg gør i dag, men mine tanker og handlinger er i princippet de samme, som de altid har været.’
Det er også interessant, hvordan du placerer elementer fra samfundet i dine værker, der ellers repræsenterer det perifere, for eksempel de fundne objekter du benytter dig af. Og – modsat – at dine perifere handlinger i mange tilfælde vises i centrale, institutionelle omgivelser. Kan du sætte nogle ord på denne klare spænding mellem Udenfor og Indenfor i din praksis?
‘At udstille i ‘centrale, institutionelle omgivelser’ er relativt nyt for mig med hensyn til den slags værker, jeg har lavet på det seneste. Det vil altid være sådan, at ‘udenfor’ er i det, jeg gør. Den spændning, du skriver om, mellem eksempelvis et råt, fundet brugsmateriale med tydelige spor af anvendelse og slitage og den hvide kubes rene vægge, er en ny effekt for mig at laborere med. Jeg kommer jo udefra med en æstetik og med vurderinger, som dyrkes på gaden. Indenhus er for mig et temporært ophold.’
Udstillingspraksissen skal altså ikke nødvendigvis anskues separeret fra E. B. Itsos liv, men snarere som en materialisering af hans liv, indsat i en ny, billedkunstnerisk kontekst. Der synes uanset hvad at være en eksplicit stillingtagen til samfundsindretningen i E. B. Itsos værker, og jeg undres derfor over, om den ovenfor nævnte værdsættelse også skal forstås som et ønske om lydhørhed over for en agitation.
Ønsker du at vise os vejen til en ‘anden’ gemt og glemt verden?
‘De vurderinger jeg har, kan jeg sjældent skjule, i det jeg laver. De kommer til udtryk gennem valg af temaer, en vis æstetik og [i de spørgsmål jeg stiller, red.]. Jeg har aldrig været interesseret i at agere som vejviser og bogstavligt overtale nogen til at tænke som jeg, men der findes et behov for at sige min mening via kunsten eller via budskaber i det offentlige rum. Eftersom jeg hverken er verbal eller synes om at være synlig, er det en passende metode.’
Har du gjort dig nogle tanker om, hvad det temporære ophold på kunstinstitutionen gør ved opfattelsen af dig som kunstner og – ikke mindst – for opfattelsen af din måde at leve på: Er du bange for at blive domesticeret?
‘Med det ‘temporære ophold’ tænkte jeg ikke på mit eget ophold som udstillende kunstner på institutioner og gallerier, men at værket i sig selv temporært opholder sig indenfor, på trods af at det stammer fra og stadigvæk eksisterer i et ‘udenfor’. Hvordan min måde at leve på opfattes kan jeg slet ikke kontrollere, og det er jeg heller ikke interesseret i at gøre. Min erfaring er, at der er og altid har været forskellige fortolkninger af, hvad jeg går og laver.’
Har du nogle idéer om, hvad fremtiden byder?
‘Der er så meget at tænke på, men så lidt at fortælle.’
Bragt i KULTURO (#37), ‘I periferien’, 2014 © KULTURO, skribenten og kunstneren