Call for papers #53 – HIATUS


I KULTURO #53 ønsker vi at kaste lys over de rum, der eksisterer i
opbruddet mellem tilsyneladende sammenhængende begivenheder.
Udgør disse rum åbninger for tilblivelse, proces og gøren uden
nødvendigvis at skulle føre til et mål eller en destination? Må vi
ustandseligt videre i rækken af begivenheder, eller er det muligt at
indtage afbrydelsen – placere sig i opholdet? Vi ønsker med
temaet Hiatus at gøre usynlige rum synlige og sætte fokus på de
afgrunde, der eksisterer i sproget, kunsten og samfundet.

Hiatus er en sprække i en struktur eller et manglende led i en
begivenhedsrække. Når to vokaler støder sammen, er hiatus betegnelsen
for den naturlige standsning i talen: ude om, inde i, hiatus. I lingvistikken
lægges den ofte for had. Den skaber sproglig forvirring og
misforståelser, og i de fleste sprog gøres der aktivt bestræbelser på at
undgå den ved at fjerne en vokal eller tilføje en konsonant.

Med Hiatus vil vi kaste lys over de afbrydelser og rum, som insisterer på
en plads i verden. Hvilke ikke-kønnede rum kan man forestille sig? Hvilke
revolutionære sammenbrud kan der øjnes? Hvordan kan der skabes
plads for klassekampe, systemomvæltninger og normkritik? Skal
tomrum udfyldes? Eller kan der være noget i dette
intet? Hvis afbrydelsen da overhovedet skal betragtes som et ‘intet’?

Vi har i temaet ladet os inspirere af det, den tyske filosof Theodor
W. Adorno kalder ‘ikke-identitet’. Adorno ønsker at åbne identiteten op,
så den ikke bestemmes og fastlåses ud fra en forskel til noget andet. I
stedet rummer identitet det ubestemte, flertydige og ustabile, hvor
forskelligheder glider ind og ud mellem hinanden og accepteres som
dynamiske dele af det store hele. Adorno gør op med tanken om, at visse
rum anskues som enten-eller og åbner i stedet op for, at ustabile og
flertydige forhold kan erkendes på lige fod med de fastlåste og entydige.

Til dette temanummer vil KULTURO opfordre til ”at blive i besværet”,
som Donna Haraway kalder det – at opholde sig i opholdet og at blive i
det afbrudte og det afbrydende, ikke kun forstået som et problemfyldt
område, men også som et mulighedsrum. Vi opfodrer til at diskutere
afbrydelsens former og ikke-former, potentialer og udfordringer. Vi
efterspørger bidrag med f.eks. feministiske, naturvidenskabelige,
kunsthistoriske, antropologiske, filosofiske og queer perspektiver.

KULTURO ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer
derfor alle uanset baggrund til at indsende bidrag.

Send dit artikelbidrag (14.000-18.000 anslag som Word-fil) eller dit
kunstneriske eller litterære bidrag senest d. 08.02.2022
til post@kulturo.dk. Vi modtager også oversættelser samt mere
essayistiske og eksperimenterende former.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen