I vores udgivelse #52 Vekslinger/Växlingar, var vi meget glade for at kunne bringe Nanna Y. Lunds smukke bidrag ‘Den Akutte Omsorgs Økonimi.’ I opsætning processen skete der imidlertid en rigtig ærgerlig fejl og teksten endte med at blive printet uden sin sidste side – en fejl fra redaktionens side, som vi er flove over.
Distribuerede blade har fået et retteblad i, og vi bringer her Nannas smukke, fulde tekst, sådan som den altid skulle have stået:
DEN AKUTTE OMSORGS ØKONOMI (arbejdstitel)
eller: de usynlige hænder, der ikke holdes af markedet, ikke løftes, knuges, følges hjem
Dagene har ligget oveni hinanden som hvide cirkler, ensartede og tomme for indhold
Hun har sovet til langt op ad formiddagen, vågnet til en følelse af hjertet, der er ved at forlade brysthulen
I flere uger, ikke forladt sengen længe nok til at den når at blive kold
Som om sengen er en forlængelse af hende, af det hvide og tætte, hun ikke kan komme ud af
fordeler varmen fra hendes krop sig i dynen, i fjerene
Det der hele tiden formerer sig i hende, ødelægger
Havde dagenes navn ikke været angivet på etuiet, over hver enkelt pille, havde hun ikke holdt styr på
hvor i ugen, hun befandt sig
Hun har sygemeldt sig fra sit arbejde, sagt at hun, på ubestemt tid ikke kan møde op
Lader tiden flyde igennem hende som en varm, sur væske
Arbejdsgiveren der, med en lavmælt forsinket stemme siger at
”det skal hun ikke bekymre sig om”
Bekymringen, hun tænker må indebære: ikke at tænke på sine vagter, hun med sit fravær, efterlader i
systemet; de dybe, pludselige huller, hendes kollegaer må udfylde
Men bekymringen er der hele tiden;
bevidstheden om de timer, hun ikke samler, den løn hun ikke tjener, mens hun ligger her
At ”den ubestemte” sygemelding i virkeligheden er afgrænset af hendes økonomi,
hvor længe hendes opsparing rækker, og ikke hvor længe hun er syg
Hvor længe hun har råd til at være ”ude af stand”
som i; helt konkret at være faldet sammen om sig selv, at være depressiv i ordets egentlige forstand;
nedtrykt i jorden, sengen, i verden
At være ude af stand til at rejse sig; ikke at kunne klæde sig på; ikke at kunne lave mad; ikke at kunne tale;
heraf; ikke kunne bede om hjælp; ikke at kunne komme ud af døren; ikke at kunne arbejde; som i; ikke at
bytte sin tid for løn; ikke kunne tjene penge
ikke kunne; finansiere den tilstand, hun er i, som i; ikke kunne understøtte det mørke, hun der har fæstnet sig
i hende og ikke vil slippe
Hun troede, at sygdommen var det værste ved sygdommen, indtil det gik op for hende,
at det i virkeligheden var de udgifter, der fulgte
At det værste var skammen over at bære depressionen som et stjålent, tungt smykke
Rudekuverterne; huslejen, varme- og elregningen, mobilregning, fitness-abonnement,
girokortet til hendes forsikring; hun, for sent, indså ikke dækkede tilfælde af psykiske, men kun fysiske
sygdomstilfælde
Udgifterne, der slår ind over hende, mens hun ligger ned;
som dønningerne der bliver ved med at slå ind over den svømmende, lige som hun tror, bølgen har lagt sig
Den eftermiddag hun går gennem tågen, op mod skranken på apoteket og beder om sit recept,
kan hun ikke huske navnet på præparatet
Hun siger undskyld;
på grund af søvnen, hun ikke får, sien der hendes hukommelse,
på grund af navnene der har sluppet sit indhold og står tilbage som lyde
Apotekeren spørger hende, om hun vil have det originale præparat eller kopiproduktet
Han siger; ”indholdet er det samme, men navnene er forskellige, priserne er”
Han vender skærmen og viser hende et index, et lillafarvet excelark med en liste over latinske navne;
øverst er det dyreste præparat (1645 kr.) nederst er det billigste (38,50 kr.)
Han peger på det dyreste og siger;
”dette er originalen, men kopierne indeholder det samme”
Hun spørger; hvorfor kopien så eksisterer
De to pakker, hun får lagt foran sig, er næsten ens;
pakkerne er begge smalle og lette, skriftens fond er den samme, fed og tæt, pappets lyserøde teint
Hun holder dem i hånden foran sig
som hendes mor, der kredser rundt i lyngen omkring sommerhuset, bukker sig mod buskene,
mærker på bladenes tykkelse
deres ruhed, deres behåring,
dufter; for at afgøre, om det er bynke eller malurt
Udseendet på planterne er næsten identisk, formen og duften, når man hælder kogende vand over, smager de
ens; men de optages forskelligt i kroppen, lindrer på hver sin måde
Hun ser på pakkerne; den billige og den dyre, forsøger at afgøre forskellen,
men hun har ingen idé om hvad hun skal lede efter
Hendes mor der dufter til saften, den grønne væske, der flyder på hendes fingre, siger;
”der er ingen tvivl”
og kaster stilken tilbage i krattet
Hun må acceptere, at hun intet ved om de stoffer, der skal flyde igennem hendes krop, hun må acceptere,
at hun ikke kender indholdet, virkningerne og bivirkninger,
afgøre hvad hun vil betale for det
Det tynde, porøse indlægsseddel, listen over præparatets indhold
Indholdet der vel også, i sidste ende, kommer af naturen?
Pillernes form der vil / ikke vil efterligne et frø?
At have lyst til at ringe til sin mor, bede om råd, men slippe telefonen i lommen, fordi man kommer i tanke
om, at hun er på arbejde?
Ikke at have råd, som to forskellige ressourcer, hun virkelig mangler
”De levende organismer på jorden der sammen danner en økonomisk enhed i lighed med en hustand eller en
familie, der bor tæt sammen”
Ikke at kende indholdet, af det medicin, hun skal tage, ikke at vide hvad de indebærer og derfor hvad det skal
koste
Hvorfor prisen er, som prisen er
”Fordi” svarer apotekeren
”Antidepressiv medicin er et produkt, der indgår i et frit marked som alt andet”
”Præparatets opskrift kan kopieres frit, som en bluse kan kopieres, og sælges med at andet navn i nakken”
At forstille sig de syvhundredetusinde andre i landet, der også behandles med psykofarmaka,
der også har står ved skranken som hende, foran indexer med uigenkendelige navne,
syge forbrugere som, med udmattede, ængstelige eller angstfulde sind,
gransker gennem deres økonomi, for at afgøre hvad de har råd til at betale for at blive ”raske”
Samhørigheden i at tanken om at alle går ind og køber den samme bluse
Tanken om, at alle sygdomsforløb der behandles med medicin,
begynder ved en økonomisk beslutning
Økonomi der stammer af oikios og betyder husholdning;
de syge sinds husholdning, de tunge hjerters finans
At afgøre om man har midler til at betale for det ægte præparat
Forestille sig pillernes indhold der spreder sig som pollen over markedet,
og opstår som nye produkter
Stå ved skranken i en afart af sig selv, hun ikke kan genkende, udtømt som et vandløb i heden,
og skulle købe
Før hun kan være syg, før hvilen og restitutionen, er hun først og fremmest én der skal kunne vælge,
afgøre, opveje og beslutte
Før hun er syg, er hun forbruger
Èn der forsøger at navigerer i kopiernes kopi
følelsernes kopi, følelsernes følelserne, angstens angst
Dagenes cirkler, sindets
Kortets flade, blå form
Den syge forbrugers sløve, distræte hånd
der ikke holder markedet
Markedet der ikke holder de syge, usynlige hænder
knuger dem; følger dem hjem i seng
Den umiddelbare, impulsive, irrationelle depressive forbruger
Alle hendes køb over nettet, al hendes shopping, hun har fortaget sig, for at lindre
Hende der
vurderer præparaterne på indexet, som dunke med yoghurt i kiosken
Gå ud fra prisen og vælge det billigste
Være så langt fra virkeligheden, at hun ikke ved, hvad det rigtige består af
Om det ægte er mere ægte, fordi det er dyrest
Alt der indgår i opgørelsen over at have råd til at være syg
Råd til at opholde sig i de dage, der ligger foran hende som tågende værelser,
hun skal gå igennem
Apotekerens rolige greb, de blanke, raske negle
der lægger pakken i posen
han spørger hende, om hun er allergisk over for noget
”såsom titandioxid”
et stof, der indgår i det præparat, hun har valgt
et farvet kemikalie i pillerne, så de fremstår som
”hvide”
Eftermiddagen er varm, tæt og fugtig. Bygningen er lav og i beton, næsten dækket af blåregn
Blomsternes tunge hoveder har slynget sig rundt om tagets skilt
Det er efterår og hun har indlagt sig på psykiatrisk akut
Masken dækker hendes ansigt og samler gråden op,
hun cirkuler rundt om indgangen og aner ikke hvordan hun skal gå ind
Lægerne møder hende i døren,
bærer lette, hvide kitler og spørger, hvorfor hun er her
Hun svarer at hun ikke kan trække vejret
At dagene har ligget som hvide cirkler oveni hinanden,
ensartede og uden indhold
At en af dem bristede, og det var her hun løb ud af lejligheden
De holder hendes cykel og siger, hun burde have taget en taxa
Igennem hende løber vejene, de røde lys, køerne der binder byen sammen,
beløbet igennem hende, afstandens pris
De rækker hende et plastkrus med vand, lader hende vente på en bænk udenfor
Vandet og solen er gratis,
blåregnen og fuglene er, at vente og græde
Hun tog afsted som hun var; rejste sig fra sengen i sit nattøj og gik ned på gaden
Hun siger; ”jeg kan ikke mærke noget” og ”jeg har ingenting med”
Afdelingens gang består af otte identiske rum
En læge følger hende ind på en stue, viser hende hvor intet er
Da døren lukker står hun med plastikkruset i hånden
Det er efterår og hun har indlagt sig selv;
indlagt som i; at der ikke er andet at foretage sig, end at ligge ned
Stuen består af en seng, en stol, en håndvask og et lille bord på hjul, et enkelt vindue
Der er intet på væggene, ingen motiver, ingen billeder. Der er ingen tæpper, der er intet sengetøj på dynen,
intet håndklæde ved vasken. Der er ingen håndsæbe, ingen klude eller tandbørste. Der er intet spejl, der er
ingen bøjler. Der er ingen farver, der er ingen former. Der er ingen dufte, der er ingen skilte, intet sprog.
Der er ingen ure, der er ingen tid
Gardinerne, solen har trukket farven ud af
De fugtige sommernætter, som har blødgjort tapetet og får det til at slå bølger over væggene
Dét de har til fælles; stuen og hende
Om overlevelse og vedligehold
At de er nedslidte, tømt for ressourcer, at de er opbrugte, udtømte, blege
At det, i dem begge, handler om at omfordele materie
Svare på de beskeder, som er vigtigst
Investere i de møbler, man ikke kan leve uden
Bolte dem til gulvet, så de ikke kan løftes, fjernes, smadres eller gøre skade
På samme måde holde ved i de få relationer, værne om dem, negle dem fast
Relationernes økonomi
Gøre op hvilke man er i stand til at bevare, vedligeholde
Følelsernes hierarki, beskedernes:
ommøblere de få, få det til at virke som om, der er flere
Bruge stuens ene bord som natbord, spisebord og skrivebord
Skubbe det rundt i stuen, som om stuen er et døgn
”Nu er det morgen”
Det ene besøg af lægen, hele dagen centrerer sig om
At indse, at man selv er en udgift blandt andre udgifter,
at kroppen alene koster 3215 kr. at opholde på afdelingen én nat
At være i systemets fordeling af midler, som en krop, som et produkt, som en udgift
Bakken med to stykker hvid toast, et nyt plastikkrus med te
”Teen” der smager af ”skovbær”
Lægen der rækker hende en bunke skumklude,
som erstatning for et håndklæde
Den slags, hun har set sin søster vaske sit barn med
Hun tænker på den transaktion mellem hende, moren og søsteren, den udveksling af omsorg,
der ikke har nogen pris
Morens væven ind og ud af huset, af værelset,
af dagene, af sygdommen
Omsorgen der ikke forbedrer eller fornyer sig. Der udvikler sig ikke, der ikke har et ønske om fremdrift.
Der består af gentagelser, af at udøve de samme ritualer. Af varm mælk og tørret kamille. Af honning og
revet ingefær. Af saltet smør og brød. Af rent, koldt sengetøj. Af stilhed og åbne vinduer. Af sælsomme
bevægelser omkring den syge, mens hun sover. Af optegnelser af kroppens varme, af dens søvn og øjnenes
mathed.
De hvide kleenex, der fejes af bordet, glassene der samles op fra gulvet, stables. Spanden der skylles, stilles
væk. Dynerne der rystes, skodderne der trækkes op.
Værelset der bliver strømlinet, rengjort, hver morgen, som en strand, havet har ryddet over natten.
De kolde glas vand ved døren, æblerne skåret i både.
Dagenes arbejde, der aldrig kan høstes frugt af
Der udefra tager form som ingenting, fordi datteren ikke synes at få det bedre
Ikke bliver rask
Morens arbejde der ikke kan fremlægges, måles eller bevises
Timerne der ikke tælles
Den produktløse produktion
Omsorgens ingen / ting
Det er der, på akutafdelingen, på stuen, at det går op for hende
at omsorgen ikke er en evig og ubegrænset ressource
Der skifter tilstand og form, men altid er tilstede, som havet
At der,
under alle samtaler, under alle berøringer, under alle måltider, hun foræres, ligger en udregning, en vurdering
af handlingens værd
Behandlingens værdi; hendes grad af sygdom
Omsorgens pris;
at det er dér det akutte ligger
I engangsservicen: plastikkrusene, hun drikker fra og smider ud. Paptallerknerne, der bløder op, falder fra
hinanden, før hun har spist færdigt.
Engangsservicen som i; at man kun skal spise her en enkelt eller få gange
Maden i portionsforpakninger: mælken i de små brikker, honningen, syltetøjet, saltet
At den ikke smager af noget; at intet har farve, struktur, at den er lunken og fad
At der kun er få, smalle bøger i underholdningsreolen, fordi ingen skal være her længe nok til at læse en
roman
Shampooen, tandpastaen i miniature, den ene vatpind
Tandbørstens hår, der ligger sig ned, første gang hun bruger den
Det akutte ligger alting, men først og fremmest i økonomien;
i opholdsrummet, i stuen, i tingene
At det er umuligt at forestille sig, at blive der
Der er intet der der, at opholde sig
Ikke at kunne se noget levende, et træ eller en have, fra stuen eller ganges vinduer;
som om hun ikke må opdage, at årstiderne skifter
Det akutte ligger i lægernes udskiftning, det akutte ligge i det relationelle, i vagtskiftet, ikke at måtte knytte
sig til et ansigt, til en stemme, ikke at måtte følge op på en samtale, hun havde i går, inden hun gik i seng
Samtalerne, relationerne, til lægerne, er der som plastkrusene, der fyldes og knuses på nyt, hver gang
Lægerne der åbner døren ind til stuen,
som om hendes privatliv også er en minimal rum tid, der hele tiden ophører
At alt hun foræres forgår med det samme
Bortset fra sygdommen og alle dens forgreninger
Det akutte ligger i at alting omkring hende bærer ophøret i sig, centrerer sig om den,
som frugten bærer sin kerne
Og så hendes egen syge krop, som et defekt produkt,
markedet er nødt til at værne om