Teaser: Kulturo no. 32

Tema: Lyde

‘There is no such thing as silence. Something is always happening that makes a sound.’
– John Cage

Luk øjnene!

I næste nummer af Kulturo undsiger vi os vores visuelle medie og lægger øret til. Vi erstatter vores sektion af trykte kunstværker med auditive og lader dem ledsage artikler, der vil komme vidt omkring i undersøgelsen af lydens potentiale og dens betydning for mennesket, såvel som i kulturen.

Vores perception af lyd har det med at danne baggrund for vores visuelle indtryk. Men lyd er altafgørende for vores forståelse af omverdenen. Storbyens lyd former, hvad vi forstår ved en by, ligesom intonationen kan ændre en sætnings indhold. Kunst, der har lyd som medium, forrykker de lyde, der omgiver os i hverdagen, og lader os høre dem på en ny måde, eller den udsætter os for sublim støj. Hvori består lydens særlige kunstneriske potentiale?

I takt med teknologiens turboudvikling finder vi os selv omgivet af flere og flere lyde af syntetisk og manipuleret karakter. Det lydlige landskab er i stigende grad blevet genstand for design i selv den mindste detalje, som når der i dag spekuleres i salgsværdien af den lyd, det siger, når en kuglepens prop sættes på. Hvilken indvirkning har dette stadig mere komplekse lydbillede på os? Hvad betyder det for vores forståelse af lyd, at den inkorporeres som en del af oplevelses-økonomien?

En mindst lige så afgørende rolle, som ansigtet spiller i identitetsdannelsen, spiller også stemmen. Den skabes af vores egen krop, samtidig med at den formes af vores opvækst og sociale omgivelser. Som når Eliza Doolittle i My Fair Lady må se sig selv afsløret som simpel blomsterpige på sin udtale på trods af ellers perfekt iscenesat garderobe og dansetrin. Eller når fonetikere kan identificere kriminelles tilhørssted ved at lytte til deres accent. Er stemmen den rest af identitet, som vi ikke kan undslippe? Og dermed en årsag til social adskillelse?

De kulturelle og æstetiske felter er i dag ofte domineret af visualitetsteorier og påstande om, at vi lever i en ’verden af billeder’. Om end dette kan være sandt, ønsker vi med det forestående nummer at give plads til mindst lige så vedkommende teorier og undersøgelser af den alle-stedsnærværende lyd.

Kulturo opfordrer med dette tema til at lytte efter og reflektere over lyden omkring os.

teaser22s_thumbnail

Artikelbidrag (max. 15.000 anslag inkl. mellemrum) og lydfiler af alle slags modtages på post@kulturo.dk inden mandag 29. november 2010. Læs mere om, hvordan du bidrager her.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen