00’erne: Jeget til forhandling
Hvis man i 90’erne inden for stort set alle livets sfærer kunne spore en samlet bevægelse væk fra postmodernismens labyrinter og hen imod Virkelighedens åbne landskab, var 00’erne både en fortsættelse af og en afvigelse fra denne bevægelse.
På den ene side vidner de sidste ti års interesse for demonstrativt at påpege (men ikke dermed at tage afstand fra) brugen af spin-tendenser i politik, salgsfremmende kommunikationsstrategier i marketing (storytelling, branding osv.), ’smagsdommeri’ i kulturen og den helt åbenlyse fiktionalisering af det biografiske jeg i film, billedkunst og litteratur om et begær efter at eksponere endnu et af virkelighedens mange lag – og dermed tilføje en ekstra dimension til dens komplekse helhed. På den anden side peger netop denne interesse på en erkendelse af, at Virkeligheden i 00’erne ikke længere var én universel konstant, som alle havde lige ret og adgang til, men at den nu udelukkende tilhørte de enkelte jeger, som forstod at gennemskue den (eller som måske ligefrem havde produceret den).
I et årti, hvor VKO-regeringen har kontrolleret billedet af det officielle Danmark, måtte mange kunstnere derfor søge indad i sig selv for at finde alternative afsæt for virkelighedsforståelse og -repræsentation. Den virkelighed, som 90’ernes kulturelle scene hungrede efter at afdække, havde man mistet smagen for i 00’erne. I stedet klamrede man sig nu på den ene side til jeget som virkelighedens sidste, uforurenede kilde, mens man på den anden side satte spørgsmålstegn ved den etiske og kunstneriske forsvarlighed af netop sådan en opførsel. Kort sagt: I 00’erne blev JEGET sat TIL FORHANDLING som virkelighedens kerne og kunstens fundament.
Med udgivelse nummer 30 ønsker Kulturo at undersøge, hvordan denne jeg-forhandling gestaltede sig i 00’ernes kunst, kultur og politik, og ikke mindst: hvad den førte med sig. Har idéen om individets ukrænkelighed udmøntet sig i kulturel og kunstnerisk konservatisme? Eller har den kunstneriske/kreative (over)eksponering af jeget snarere ført til, at det enkelte menneskes ’værdier’ er blevet relativeret og udhulet? Er der med den stigende jeg-fiksering ligefrem tale om kunstens ansvarsløse tilbagetrækning fra samfundet til sin egen autonome sfære? Eller er iscenesættelsen af selvet nærmere en ny måde at engagere sig på? Kan man sige, at vi er blevet bedre, klogere, gladere mennesker af at læse, høre, snakke om os selv? Er det overhovedet etisk forsvarligt at sætte jeget over (idéen om) fællesskabet? Eller for den sags skyld i centrum for verden?
