Kære læser
Vi har glædet os meget til at præsentere de bidrag, vi denne gang er blevet betroet under tema- et hiatus. Det er altid spændende, hvilke bevægelser et call for papers sætter i gang, og hvordan bidragene fordeler sig mellem genrer og udtryksformer. Det er ligeledes altid en stor fornøjelse, at så mange dygtige mennesker hver gang har lyst til at tænke med og videre over vores indle- dende overvejelser.
Vores idé om at kalde på bidrag med afsæt i den fonetiske betegnelse hiatus er et ønske om at undersøge afbrydelsen. Lige som den der afsløres, hver gang to vokallyde fra hver sin stavelse støder sammen, sådan som netop hiaten også selv påpeger det: hi-at. Hvad gør afbrydelsen tydelig? Måske
For eksempel som en sprække i de strukturer, der omgiver os. Eller
Dette ud fra et ønske om at kaste lys over rum, der eksisterer i opbruddet mellem tilsynela- dende sammenhængende begivenheder og binære systemer. Kan disse rum eksistere uden nødvendigvis at bevæge sig mod et mål eller destination? Må vi ustandseligt videre i rækken af begivenheder, eller er det faktisk muligt at indtage selve afbrydelsen? Det er netop herfra, at bidragene i dette nummer af Kulturo spørger: Hvilke ikke-kønnede rum kan vi skabe? Hvilke revolutionære sammenbrud øjnes der? Og hvordan skabes der plads for klassekampe, syste- momvæltninger, omsorg og normkritik? Vi vil insistere på at forstå afbrydelsen som noget permanent.
I skrivende stund er der krig i Ukraine. En krig, der endnu en gang blotlægger den racisme, der er i Danmark. Når regeringen med et enigt folketing stemmer særlove igennem til fordel for ukrainske flygtninge, må man glæde sig over den hjælp, de får, men vi må også spørge os selv og hinanden, hvor denne pludselige velvilje kommer fra? Virkeligheden overhalede på flere måder redaktionens indledende tanker, da vi med Donna Haraway kaldte på bidrag, der turde blive i besværet, indstillede på at genoverveje vores relation til hinanden og verden omkring os. Siden er vi endnu en gang blevet mindet om, hvor vigtigt et ophold selve bevægelsen er. Bevæ- gelsen af mennesker udenfor Europa, der søger tryghed fra krig og undertrykkelse, men som ikke oplever ”dansk gæstfrihed” ved grænserne. Mennesker, der ikke får plads i private hjem, men som tvinges i såkaldte udrejsecentre. Eller ukrainske flygtninge, der på grund af hudfarve,
seksualitet, køn, kroppe eller mobilitet er forhindrede i at passere gennem Europa. Igen må vi huske på at blive ved med at bruge tid på at konfrontere os selv med dette, indtage afbrydelsen og turde blive der.
Forud for tilblivelsen af dette nummer var der, som altid i Kulturo, delvis udskiftning på redak- tørposterne. Et vilkår for redaktørarbejdet der altid er lige dels udfordrende og inspirerende. Frem mod Hiatus var der enighed om at formulere et call for papers, der måske mere aktivt end tidligere positionerer den nuværende redaktions holdning til nogle af de politiske dagsordener, der ligger os på sinde.Temaet er et forsøg på at blive ved med at gøre opmærksom på steder at tale fra, vi må insistere på at blive ved med at lytte til. Vi håber og tror ikke, at det lukker indhol- det fra en alsidig og fri fortolkning, men snarere udfordrer forestillingen om en neutral redaktion bagved.
Med det in mente må vi samtidig anerkende, at vi i redaktionen, og at Kulturo som tidsskrift, har lang vej igen, hvis vi skal skabe et trygt sted for alle at sende deres arbejde eller deres ansøg- ning til. En erfaring denne udgivelse igen har gjort tydelig: hvem sidder i redaktionen, hvem ansøger, hvem sender deres bidrag, og hvem opfordrer vi til det? Som redaktion må vi blive ved med at gøre os overvejelser om, hvordan vi kan igangsætte og fastholde nødvendige forandrin- ger på redaktionelt niveau. Det er vi nødt til for at undgå, at Kulturo bliver et tidsskrift, der ”giver stemme til” visse erfaringer uden selv at have den fornødne kraft eller vilje til også at tænke de forandringer, der rent faktisk skaber plads.
Som tidsskrift må vi starte med at blive bedre til rent faktisk at understøtte sætninger som ”Vi opfordrer alle på tværs af køn eller baggrund til at søge” med konkrete handlinger. Men hvordan går man egentlig i gang med det arbejde, når der løbende skiftes ud i redaktionen? Hvordan holder man fast i en dagsorden, når den gruppe af mennesker, der i første omgang bliver enige om noget, 6 måneder efter igen ser helt anderledes ud? Det er svært at give konkrete svar, og endnu sværere at forsøge at gøre det på den korte plads, der er til rådighed her. Måske kan dette nummer og denne leder stå som en opfordring til dem, der nu og senere skal tegne redaktionen, om at være dem, der påtager sig ansvaret for at skabe de vedvarende, konkrete forandringer i det fælles tidsskrift, Kulturo med sine 25 år og mange forskellige redaktioner på sin vis er blevet.
Kære læsere, med dette afsæt vil vi gerne sige tak for, at I har lyst til at læse med og støtte vores arbejde. Og til alle bidragsydere en stor tak for den indsats, der ligger bag hvert eneste bidrag. Vi håber, Kulturo fortsat kan bruges til at bøje narrativer, udfordre konsensus og stille besværlige spørgsmål, og at denne udgivelse vil blive oplevet som en insisteren på netop dette.