“Fine rain. Clouds, raggedly dressed,
crossed the dusty market,
rocking,
I’m afraid,
my longing on a market stall.
I pleaded with them to stop.”
(…)
“But the sky, under the banners
of mumbling clouds,
did not hear my prayer (…)
I pleaded with them—
Don’t torture me!
I can’t sleep!”
– Boris Pasternak, 1922: ‘An Even More Sultry Dawn’, i My Sister – Life
I sartheden er individets grænser på spil. Sart er det, ‘som er meget lidt modstandsdygtig[t] over for ydre (…) påvirkninger’. Sart er det lyriske jeg i Pasternaks digt, som må bønfalde skyerne om at stoppe deres vandring over himlen, fordi det ikke kan bære indtrykkets intensitet. Dette subjekt er svagt, men samtidig giver dets desperation anledning til råb, som nu er nået hundrede år frem i tiden og til Danmark. Der ligger altså en særlig styrke i den svaghed, som ‘sart’ betegner. Interessen for denne dobbelthed – den pudsige sammenhæng mellem det sarte og det kraftfulde – har været drivkraften bag udarbejdelsen af dette seksogfyrre-tyvende nummer af KULTURO.
SÅRBARHED
Med den kollaborative udgivelse Vulnerability in Resistance i 2016 peger en række prominente kulturforskere, med Judith Butler, Zeynep Gambetti og Leticia Sabsay i spidsen, på et politisk potentiale i sårbarheden. De genfortolker det sårbare, ikke som en passiv position, men som en særlig form for agens – et alternativ til styrkebetonet, militant modstand. Som baggrund har projektet Judith Butlers teoretiske arbejde i slut 00’erne, hvor sårbarheden fremskrives som et fundamentalt vilkår for det non-kartesianske subjekt, der ikke er herre over sin egen virkelighed, men står åben overfor sin omverden: Individet er afhængigt af sine omgivelser, både socialt og materielt, og det påvirkes ufrivilligt udefra – subjektet er fuldstændig gennemtrængeligt. Som Leticia Sabsay skriver:
“to be vulnerable implies the capacity to affect and be affected. This aspect of vulnerability involves a constitutive openness in the subject, regardless of whether it is wanted or not.”
Påvirkeligheden er ambivalent, fordi den indebærer en mangel på suverænitet og en øget forbundethed til omgivelserne på en og samme tid. Snarere end kompensere for sin udsathed ved at gøre sig massiv, foreslår tænkerne i projektet, at man kan hente styrke i gennemtrængeligheden.
Sarthed er forstærket eller ubeskyttet sårbarhed: Den sarte er gennemtrængelig i en sådan grad, at alene støvregnen og skyernes bevægelser kan virke gennemborende og voldelige. Med sine individuelle grænser så løst trukket op befinder den sarte sig i en øget udveksling med sin omverden – positionen er hyperrelationel, idet forbindelserne til verden vokser i betydning og omfang. Deri ligger styrken, der næsten implicerer en genaktualisering af den romantiske geniæstetik: som en særlig følsomhed, der kan være ligeligt produktiv og fatal.
Samtidig er det vigtigt at gøre sig klart, at denne sarthed er en privilegeret position. Mens Pasternaks stakkel klager over omgivelsernes sensoriske invasion som en metaforisk tortur (‘Don’t torture me!’), er der mennesker som i bogstaveligste forstand udsættes for denne ultimative krænkelse af individets grænser. Således har Butlers undersøgelser af sårbarhed blandt andet bragt hende til læsning af digte skrevet af indsatte på den amerikanske fangelejr Guantánamo, hvor individets udsathed er absolut: Uden basale rettigheder er den indsatte ganske underlagt fangevogternes behandling. Dermed nærmer Butlers analyse sig Giorgio Agambens studier af lejren, i dag såvel som i nazitiden, og begrebet sårbarhed nærmer sig hans begreb om nøgent liv. I det perspektiv står det klart, at sarthed ikke udelukkende må forstås som øget sårbarhed, men også har relation til en borgerlig, idylliseret forestilling om en bestemt type følsomhed, der især er blevet forbundet med traditionelle, kvindelige dyder eller tilskrevet bestemte kunstnerisk-passionerede sjæle – som den unge Werther, der bukker under for verdens indtryk.
DET FEMININE TIL GENFORHANDLING
Den borgerligt idylliserede, feminine følsomhed kan man møde i dette nummer af KULTURO gennem Lis Norups artikel om kunstner og forfatter Marie Bashkirtseff, der i 1800-tallets Frankrig opnåedede national berømmelse for sin åndrige skrøbelighed, inden hun som ung døde af tuberkulose. Ifølge Norups læsning brugte Bashkirtseff sin sygdom, sine hvide blonder, sin blege hud og sin slanke skikkelse til at fremstille sig selv som en særligt følsom natur og observerede med fryd, hvordan andre reagerede derpå. De beundrede hendes udadtil præsenterede, skrøbelige skønhed, som står i skærende kontrast til det stormfulde følelsesliv, hun i sin private dagbog lader rase. For Bashkirtseff var patriarkalske strukturer et spil, hun indgik i og mestrede til fulde, selvom det ikke var hende, der lavede reglerne. Hendes sarthed var ikke først og fremmest en psykologisk sårbarhed, men en strategisk iscenesættelse.
Hos Marie Bashkirtseff var scenen sat på en sådan måde, at tilskuerne ikke skulle opdage, at det hele var et skuespil. Omvendt står det til med mange af de unge, kvindelige kunstnere, der indtager scenen i dagens danske litteratur med en pigevulgaritet, der er sukret, skrøbelig og kitch. Tendensen, der kan spores hos eksempelvis Olga Ravn, Cecilie Lind og Ninette Larsen, er blandt andet blevet kaldt ‘gurlesk’ – en sammenskrivning af ordene girl og grotesk/burlesk/karnivalesk. Uden skjul spiller de på traditionelle forestillinger om det kvindelige, idet de udstiller og forvrænger disse i retning af nye anvendelser. I flere af bidragene i dette nummer af KULTURO springer det kunstige og iscenesatte ved kønnet i øjnene. Især er det forestillinger om femininitet, som flere af værkerne tager på sig og vender på vrangen.
I det gurleske skal oprøret mod traditionelle kønsroller findes i det overdrevne, som ikke lægger skjul på, at det hele er performance – en pointe, som tidligere nævnte Judith Butler selvfølgelig også er kendt for at have behandlet teoretisk. Idet kvindeligheden udstilles som den ydre form, det grundlæggende menes at være, parodierer pigeæstetikken den i en aggressiv bevægelse, og her findes det subversive potentiale, der kan udfordre den heteronormative orden. Værkerne er præget af modsætninger: De er både sarte og voldsomme, elegante og vulgære – pigede og upigede på én og samme tid. Heri ligger et opgør med idéen om den binære kønslige identitet til fordel for en ambivalent position.
SYGDOM OG INDLÆGGELSE
Under den bevidste leg med sarthed som social kode øjner man i flere af bidragene dog også ganske reel sårbarhed. Fra Bashkirtseffs tuberkulose til overvejelser hos Maxen om lægens bestemmelsesret over ens medicin, dukker sygdom op på tværs af bidragene som en materialisering af sarthed, der afslører en afhængighed af lægevæsenet og sociale omgivelser i øvrigt. Det er således ironisk, hvordan sårbarheden, Bashkirtseff foregøgler, i sidste ende indhenter hende bagfra: Dødssyg af tuberkulose befinder hun sig få skridt fra dødens afgrund, og her bliver den sarthed, som gennem det meste af hendes liv har været et skuespil, i sidste ende til virkelighed – som den endelige bekræftelse af den særlige skrøbelighed, der hidtil blot havde været et show.
I hendes erindringsessay følger vi også Mie Mortensen på hendes indlæggelse på et russisk hospital, hvor det bliver klart, at den syge er henlagt til at acceptere og prøve at forstå sine omgivelser. Situationen er næsten emblematisk for det moderne menneskes almene ‘indlagthed’ i sociale og biologiske institutioner. I sygdommen blottes den omtalte sårbarhed, idet det afsløres, at vores liv grundlæggende er i omverdenens hænder.
Endelig møder vi sygdom i Daniel Pedersens artikel om den tyske lyriker og nobelpristager Nelly Sachs, der som ung lå på dødens rand, da hun stoppede med at spise som følge af en intens forelskelse, hendes forældre nægtede hende at udleve. Den voldsomme reaktion vidner om hendes påvirkelighed, og det bemærkelsesværdige er, at hun selv – efter at have gennemlevet nazitiden som jøde – lokaliserer udspringet af sin digteriske praksis ved denne kærlighedssygeseng. Her er vi altså vendt tilbage til den sarthedens dobbelthed, vi indledte med: Den udsatte tilstand, hvor indtrykket af en ung mand virkede så kraftigt, at det næsten blev Nelly Sachs endeligt, var samtidig anledning til hendes opdagelse af sin store ekspressive styrke.
I sartheden har vi at gøre med en kompleks størrelse, der ligger og vipper mellem at være et normativt overfladefænomen og reelt udtryk for individuel udsathed – mellem inderlighed og koket spil. Begrebets mangesidighed afspejles i de varierede bidrag i KULTURO #46, og vi håber, at du som læser vil få anledning til at reflektere videre i nogle af de retninger, som sartheden udstikker.
God læselyst!