Den franske filosof Bernard Stiegler anskuer menneskets forhold til moderne teknologi ud fra begrebet pharmakon. Begrebet er en del af farmakologien, læren om lægemidler. Men hvor lægemiddel på dansk udelukkende har positive konnotationer, indeholder det oprindelige græske begreb en tvetydighed, eftersom pharmakon både kunne betyde gift og kur. På samme vis kan maskinen anskues både som en positiv forlængelse af menneskets evner eller modsat – som en dystopisk degenerering af vores væren. Den stigende anvendelse af droner i moderne krigsførsel kan være med til at illustrere denne apori: Skåner dronen menneskeliv i krig ved at erstatte menneskekroppen i særligt risikable situationer, eller distancerer den os blot fra krigens rædsel ved at overtage ansvaret for vores blodsudgydelser?
Bidragene i nærværende nummer illustrerer, at maskiner kan være meget andet end blot værktøj for mennesket; de kan både underholde, servicere og slå ihjel.
Maskinens potentielt vitaliserende eller dødbringende egenskaber undersøges i henholdsvis Emilie Engbirk og Mette-Marie Zacher Sørensens artikler. I førstnævnte fremhæves technomusikken som maskinens primære musikalske udtryk og kædes sammen med en grænseophævende egenskab, hvor mennesker og rum forenes i et øjeblik af ubekymret lyksalighed. Zacher Sørensens artikel behandler på samme vis maskinens tidsmæssige påvirkning af kroppen, men viser – med den litauiske kunstner Julijonas Urbonas’ designmodel af en aktiv dødshjælps-rutschebane som eksempel – at dette også har negative implikationer, der kræver etiske overvejelser.
Morten Riis’ artikel udspringer af hans egen musikalske praksis – Steam Machine Music. Med udgangspunkt i et hjemmebygget musikapparat, indtager Riis jævnligt rollen som reparatør og kan derfor ikke underkende maskinens fejlbarlighed. Han argumenterer i ‘Reparatørens maskiner’ for, at vi igennem en mediearkæologisk undersøgelse af maskinens inderste dele kan opnå en bedre forståelse af vores forhold til teknologien. Modsat dette fokus på defekt og sammenbrud sætter David Bue Pedersen sin lid til 3D-printerens frigørende og effektiviserende potentiale og giver i sin artikel et bud på fremtidens produktionsforhold.
Gert Balling præsenterer i dette nummer en historisk oversigt over menneskets forhold til maskiner i ‘Fortællinger om det teknokompatible menneske’. Menneskekroppen mekaniseres i de tidligste menneskeautomater, mens kybernetikken anskuer menneske og maskine som to alen af et stykke. Mennesket selv kan således i nogle af de mest radikale udlægninger anskues som informationsprocesser – og ikke blot som kød og blod.
Menneskets sammensmeltning med maskinen behøver dog ikke nødvendigvis at gå så vidt som at forvandle os til regulære cyborgs. Bernard Stiegler forstår eksempelvis menneskelige ‘mekanismer’, såsom vores hukommelse og forestillingsevne, som både værende en konstituerende del af den menneskelige grundeksistens, men samtidig også som tekniske proteser, der rækker ud over det enkelte individ. Som en del af Stieglers begrebsapparat indgår ‘teknik’ altså ikke alene forstået som en potentiel forlængelse af menneskets evner, men også som en integreret del af disse. Denne brede teknikforståelse muliggør en samtidsanalyse, hvor menneskets kognitive processer tenderer til at smelte sammen med det moderne, kapitalistiske vareproduktionssystem. Med afsæt i den neoliberale kapitalismes aktuelle krise kommer Stieglers tanker om forholdet mellem menneske og teknik under kritisk behandling i Mikkel Bolts artikel ‘Kontrol, selvstændiggørelse og subsumption’.
I en essayistisk artikel om teknologi og maskiner, og med udgangspunkt i forfatteren Laurence A. Rickels’ udstilling Wood(s): On Identification with Lost Causes, tager Anders Kølle en diskussion om technè og træ. Gennem Aristoteles, Deleuze og Heidegger får vi en indføring i det mekaniske, det kunstneriske og menneskets evne til både at distancere sig fra materialet og metoden, men også til, gennem kunsten og kunsthåndværket, at bearbejde træet og verden igennem deres væren-i-verden.
I KULTURO #36 kan du endvidere læse et interview med Henriette Heise om hendes Mørkemaskiner, der ud over deres konkrete dræbende produktion også fungerer på et poetisk plan som katalysator for en radikal opløsning af sprog, billeder og betydninger.
Du kan derudover finde billedkunstneriske bidrag af Anna Ørberg, Sebastian Hedevang, Mogens Jakobsen, Eske Rex, Andreas Ervik og Ea Borre samt nye tekster af Asta Olivia Nordenhof, Rolf Sparre Johansson og Ursula Andkjær Olsen. Kunstværket på omslaget er af Jacob Jessen og blev vist på udstillingen Ghostbusters (or how to stress photography) på Toves Galleri.
Vi håber, at summen af de enkelte bidrag vil demonstrere nogle af de mange måder, hvorpå maskiner, teknik og mekanismer kan anskues. Velkommen i maskinrummet!