LEDER #09

Hvad er forholdet mellem sport og æstetik? Findes der skønne sportsgrene, sublime finter – eller måske smukke afbrændere? Begyndelsen på den kropskultur, elitesporten er født ud af, dukker op samtidig med modernitetens organisering af vores livsverden: er der en intim sammenhæng mellem samfundets rationalisering og vores omverdens affortryllelse – og så det intense behag vi finder i sporten?

Kulturo lægger denne gang ud med tre artikler om sport og æstetik, belyst gennem hhv. cykling, håndbold og tyrefægtning. Alle tre artikler anlægger et konsekvent dobbeltblik på den æstetiske erfaring i sporten. Nok kan man tale om et behag ved at dyrke sport, men der er samtidig et behag i betragtningen af sport. Begge må medtænkes, men ikke blandes sammen – for hvor æstetikken i sportsudøvelsen knytter sig til en tæt fortrolighed med udøverens egen krop, så knytter behaget ved betragtningen sig til vores evne til at aflæse sporten som billede, som basal fortælling, som et kunstværk. Man må sondre mellem kropskultur og sportsmyte.

Sporten er ikke den eneste myte, der gennemstrømmer vores hverdag. Andre artikler i dette nummer analyserer distinkt moderne myter i vores samfund: futurismens myte om den mytiske verdensordens sammenbrud; modemyten og dennes komplicering den på en gang nye og gamle retromode; endelig, og lidt mere hjemligt, gennemlyses mediemyten om ‘Bukdahl’ som generationsrevolutionær litterat.

Derudover indeholder Kulturo nr. 9 et interview med den franske kunstteoretiker Anne Cauquelin, en artikel om science-fiction genren og en artikel om den svenske digter Ann Jäderlund.
God læselyst!

– Redaktionen

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen