Kulturo søger to nye redaktører

Kulturo har eksisteret i 19 år og udgives af redaktionen selv uafhængigt af institutioner. I hvert nummer belyses et tema ud fra forskellige samfundsmæssige, æstetiske og konceptuelle vinkler, gennem artikler og interviews samt kunstneriske og skønlitterære bidrag.

Kulturo udkommer halvårligt og kan købes hos udvalgte boghandlere og på kunstinstitutioner.

En del af den faste redaktion står snart til at forlade redaktionen, og derfor søger vi nu to nye, engagerede redaktionsmedlemmer. Du vil indgå på lige fod med den øvrige redaktion, der er organiseret med en flad struktur. Du vil derfor få medansvar for alle elementer af arbejdet med at udgive et blad; fra idéudvikling over færdigt tidsskrift til distribution. Du får dermed rig mulighed for at præge arbejdet med det endelige tidsskrift samt administrationen af det. Dette kræver dog også, at man er villig til – i perioder – at lægge en del arbejdskraft og tid i projektet.

En stor del af redaktionsarbejdet består i at redigere artiklerne i samarbejde med skribenterne. Det er derfor en forudsætning, at du har stor interesse inden for den moderne kultur og tværæstetiske felter. Erfaringer med fundraising, økonomi og ekstern kommunikation er et plus. Kendskab til InDesign og Photoshop er endvidere meget velkomment, mindst én af de to pladser besættes med en, der har betydelig erfaring med opsætning i InDesign.

Vi forestiller os, at du er studerende, og at du kan være med i redaktionen i ca. to år.

Arbejdet er ulønnet.

Er du interesseret, så send en ansøgning til post@kulturo.dk

Du er velkommen til at inkludere idéer og temaforslag til tidsskriftet i ansøgningen.

Ansøgningsfrist den 20. oktober 2013.

Samtaler afholdes i uge 44. Du vil som ny redaktør indtræde i arbejdet med Kulturo #37 umiddelbart efter.

Venlig hilsen,
Redaktionen

www.kulturo.dk
post@kulturo.dk

Kulturo redaktøropslag

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen