Call for Papers KULTURO #41

Tema: STØJ

HVORNÅR STØJER ET FÆNOMEN?

Oplevelsen af støj afhænger af modtagerens evne til at koncentrere sin opmærksomhed. Eller som den amerikanske komponist John Cage (1912-1992) skrev: Wherever we are, what we hear is mostly noise. When we ignore it, it disturbs us. When we listen to it, we find it fascinating.

Med STØJ som tema ønsker KULTURO stille skarpt på det, der ikke er i fokus og spørge, hvad støj betyder som vilkår i den verden, vi lever i, og hvordan støjen kan bruges i æstetiske praksisser.

Støj er et negativ. Det er det uønskede, fremmede eller overskydende. Støjen er det, der bliver siet fra i betydningsdannelse og således kun eksisterer i relation til, hvad det ikke er: valid information, musik, budskab etc. Det er i denne forstand en dom over det udsnit af virkeligheden, der ikke indgår i et kulturelt system, og som vi derfor ikke tildeler værdi eller betydning. Støjen er uden for det, vi ønsker at høre, det vi anser som brugbar lyd, hvilket åbner for støjens subversive potentiale: Hvordan kan støj bruges til at sabotere og destruere den gældende orden?

Hvor fænomenet støj er en allestedsnærværende baggrund, er begrebet støj udpræget moderne. Støj er et kulturelt og historisk betinget fænomen, hvis udstrækning er til konstant forhandling. Og i denne forhandling er kunsten en vigtig aktør; støj er en kategori, mennesker traditionelt har brugt til beskrivelse af sanselige forstyrrelser af lydlig art, men er i løbet af det tyvende århundrede blevet erobret kunstnerisk og musikalsk af avantgardebevægelser, støjrock, lydkunst og filmmediet. Med æstetiseringen bliver det på en anden måde muligt at være opmærksom på støjen og værdsætte den som kulturform.

Send dit bidrag senest 7. marts 2016 til post@kulturo.dk.

Vi forventer, at bladet udkommer til april 2016.

Artikelbidrag
Omfang: 14.000-18.000 tegn

Hvis du blot har en artikelidé, men ikke er sikker på, om det passer til KULTURO, vil vi gerne opfordre til at sende os en idébeskrivelse snarest muligt for at få muligheden for den bedst tænkelige redaktionelle vejledning.

Litteraturbidrag
Vi modtager gerne både nye litterære bidrag, samt litteratur i oversættelse. Vi har ingen krav for omfang.

Kunstbidrag
Visuelle bidrag samt bidrag, der forsøger at udfordre rammerne til, hvad der kan trykkes i et tidsskrift er velkomne. Vedsend værkbeskrivelse med årstal, materialer o.lign.

Call for papers 41
Call for papers kulturo 41

 

 

Klik på billedet for at downloade PDF

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen