Kogekunst og slagtilbud – gourmetdrømme i discountland

Der var dømt kunstsynergi, chefkok og billedkunstner imellem, da kunstmuseet ARoS i september 2007 slog dørene op for den stort anlagte, nordiske madkunstfestival Smag på Kunsten. I fem begivenhedsrige dage kunne rigets mest kultiverede ganer således erfare, hvordan stjernekokke fra fem nordiske kokke-landshold i kreativt kompagniskab med danske billedkunstnere ville skabe realtime kogekunst på museets udstillingsarealer.

‘Kunsten overføres fra lærredet til tallerkenen’, lød det i en højstemt pressemeddelelse, der udlagde festivalen som et møde med ‘vores nordiske kulturarv,identitet og værdier’. Inspireret af løjerne – og helt i tidens tern – kunne daværende fødevareminister Hans Christian Schmidt i festivalens åbningstale konstatere, hvordan ‘gastronomi er kunst, og kunst er lig oplevelser’. Med madkunstfestivalen havde regeringsrepræsentanten da også en oplagt mulighed for at promovere kampagnen ‘Smag Danmark’, der til fælles fremme for danske forbrugere og turisterhverv skal styrke vækstmulighederne i den gastronomiske oplevelsesøkonomi.

Netop som oplevelse synes gastronomien i disse år at gå sin sejrsgang i det danske kulturlandskab. På ryggen i København har Madeleines Madteater på overrumplende vis demonstreret, hvordan restaurantbesøget kan iscenesættes som halvpebret performancekunst. Og mens kogebogssalget slår nye rekorder, hører vi fra sociologer til reklamefolk om, hvordan danske forbrugere i stadig større omfang fravælger den 3-stjernede til fordel for lokal og traditionsbestemt produktion. Som klichéen går på erhvervsdansk, synes der at være en stigende interesse for madvarer, der som maltøl fra et dansk mikrobryggeri formår at ‘fortælle en historie’ – gerne om sundhed, nærmiljø og autenticitet. En ganske anden historie kunne danske biografgængere imidlertid få fortalt med østrigeren Nikolaus Geyrhalters prisbelønnede dokumentarfilm Vort daglige brød, der havde dansk premiere i efteråret 2007. Med sin blotlæggelse af en europæisk fødevareindustri, hvor levende dyr behandles som var de konservesdåser, sagde Geyrhalters films sig ind i rækken af internationale produktioner, der som Morgan Spurlocks Supersize Me (2004) og Erwin Wagenhofers We Feed the World (2005) sår tvivl om de etiske og økologiske konsekvenser af den moderne verdens fremmedgjorte madproduktion.

Med temanummeret om MAD – tidsskriftets 26. udgivelse – ønsker Kulturo blandt andet at sætte fokus på en hjemlig fødevaredebat, der er i vildrede. For mens den kulturelle elite dyrker maden som exceptionel lokaloplevelse, synes en voksende skare af danske meningsdannere og madskribenter at slå de internationale dokumentarister følge i kritikken af en discountkultur, hvor prisbevidsthed, masseproduktion og fastfooddyrkelse som oftest vejer tungere end god smag og fødevareetik. Tendenserne er da også svære at holde styr på. For samtidig med at øko-foretagenet Aarstiderne runder de 40.000 værdibevidste abonnenter, slår undersøgelser gang på gang fast, at danskerne hører til de befolkningsgrupper, der på verdensplan bruger allerfærrest penge på mad.

Begge udviklingstræk analyseres i nærværende Kulturo. I et hårdt angreb på den moderne, danske madkultur hævder Christian Coff således i artiklen ‘Uhm, det er smagløst!’, at vi som forbrugere har mistet smagen for både kvalitet og etik. Danskerne foretrækker samlebåndsfabrikeret kødpålæg, fjerkræ og svin og mangler fundamental viden om fødevarernes produktionshistorie. Netop efterspørgslen på denne viden er til gengæld udgangspunktet for Niels Kayser Nielsen, der i artiklen ‘Rullekebab og gårdbutik’ analyserer vores nostalgiske appetit på egnsretter og lokalhistorie og relaterer den til madens globalisering i det urbane rum.

Trods hjemlige rygter om gastronomisk vækkelse er der således grund til skepsis. For uanset talen om madkunst og kulturarv synes det oplagt at tolke tidens længsel mod gårdbutik og møllebrug som et vidnesbyrd om, hvordan de kulinariske lokalmiljøer støt og roligt svinder bort med modernitetens malstrøm af anonyme fødevarer. Mens danskerne drømmer sig tilbage til dengang, gulerødder var noget, man trak op af jorden, må eftertanken melde sig, om gastronomiens eksponering som kunst og oplevelse er andet end et tegn på, at maden – den dagligdags mad, vi alle hiver op af indkøbsposen til hverdag – langsomt tømmes for kultur, tradition og kvalitet.

God fornøjelse med Kulturos Mad-nummer!