Lyde

Som den amerikanske komponist John Cage bemærkede, eksisterer det, som vi i daglig tale kalder stilhed ikke. Selv i et lydtæt rum vil mennesket altid kunne høre sit eget åndedræt og puls. Men skønt lyden eller lydene er allestedsnærværende og derfor former det levede liv og vores forståelse af det, er lyden først for relativt kort tid siden blevet et etableret forskningsfelt, ligesom lydkunsten også først for nylig er begyndt at vinde indpas på museer og gallerier. KULTURO vil med dette nummer sætte fokus på lydene – ikke kun dem, der omgiver os, men også dem, der kommer inde fra menneskets egen biologiske krop.

KULTURO #32 hedder LYDE. Flertalsbenævnelsen er vigtig, da det med udgivelsen ikke er intentionen at nærme sig et udtømmende overblik over det singulære begreb LYD, men nærmere at favne få og forskellige nedslag i det auditive univers. Bidragene har det til fælles, at det ikke er lyden som sådan, der er i centrum, men at de divergerende opfattelser af lydens indvirkning på mennesket diskuteres. Man kan sige, at artiklerne anskuer lydene på hver deres felt med en vis distance, der tydeliggør, hvordan lydene distribuerer og former vores forståelse af litteraturen, rummet, subjektiviteten og sprogets betydningsdannelse.

Vi kender alle lyden af Københavns Hovedbanegård. Det støjer og runger, og højttalernes annoncering af næste togafgang kaster ekkoer af sig, som besværliggør samtale og tankeaktivitet. Jacob Kreutzfeldt undersøger i sin artikel om Hovedbanens akustiske rum, hvordan det lydlige landskab kan medvirke til at styre vores adfærd. Lydene spiller således en vigtig faktor i distributionen af det sociale felt i et af Danmarks største trafikknudepunkter.

Hverdagens støj og store hallers ekkoer har også æstetiske kvaliteter. I et interview med KULTURO fortæller lydkunstneren Jacob Kirkegaard om sit arbejde med reallyde, der ikke umiddelbart gør noget væsen af sig, men som kan åbne for nye måder at lytte på, hvis man gør dem hørbare. Det drejer sig om at opfatte lyden som andet end et bagtæppe – nemlig som en fysisk krop, der har en vis udstrækning i rummet, og som det er muligt at interagere med og lade sig påvirke af.

Netop den sansende erfaring er aktuel i mødet med den amerikanske digter Tracie Morris, hvis poesi som regel ikke rammer papiret, men kun eksisterer som liveoptrædener og lydfiler. Elisabeth Friis og Hannah Lutz beskriver og fortolker Morris’ blues beslægtede kunstpraksis, hvor hun med sin stemme skaber insisterende, lydlige variationer over den samme simple tekst og på den måde åbner muligheden for en kropslig og følelsesmæssig tilnærmelse af en smerte, der kræver et engagement af sin lytter.

En anden avantgardistisk lydpraksis er de båndoptager-cut-ups, som den amerikanske forfatter William Burroughs eksperimenterede med i 1960’erne. Jesper Olsson finder en slags guerilla æstetik i Burroughs radikale stemmeopklipning, der har til formål at materialisere ordet; at teknologisere det, så det kan udforskes på linje med kroppen, teknologien og samfundet. Den tekniske klipning sprænger den privilegerede identifikation, som den akustiske stemme traditionelt har haft, og stemmen holder således op med at være subjektivitetens og individets signatur eller spejl.

I psykoanalysen er man ligeledes gået væk fra at opfatte stemmen som et indeks for et subjekts personlighed. Alice Lagaay kortlægger udviklingen fra Sigmund Freud, hvor stemmen agerede både symptom på de fortrængte ubevidste ambivalenser – ved forstyrrelser af stemmen som stammen og talefejl – og port til disse. Gennem talen kunne det ubevidste klarlægges og bevidstgøres. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan ændrer radikalt opfattelsen af stemmen fra Freuds positive stemmebegreb til en filosofisk negativ opfattelse af stemmen som en teoretisk grænse for, hvad det overhovedet er muligt at tænke og udtrykke i tale.

I litteraturen huserer stemmer, som man kan føle sig intenst anråbt af, identificere sig med eller føle sig grinet ud af, selvom man aldrig får dem at høre. Det er måske derfor, litteraturens stemmer ikke bare lader sig sætte på formel – i stedet må man lægge øret til og forsøge at fornemme værkets tone. Martin Glaz Serup giver i sin artikel forskellige bud på, hvordan litteraturens stemmer lader sig indfange.

Cia Rinne og Jesper Elving udforsker med deres digte på hver deres vis det skrevne ords lydlige potentiale. Jesper Elving med nonsensdigte, hvor ordene tager farve af ord, hvis betydning man kender, men alligevel ikke lader sig indordne under noget ordbogsopslag. Cia Rinne arbejder derimod med skred mellem forskellige sprog og oscillerende betydninger inden for ord, der på papiret har en betydning, men i oplæsningen en anden.

Lyd har en særlig tilbøjelighed til at lade betydningsrum stå åbne, peger Birgitte Stougaard på i sin artikel. Fordi vi perciperer lyd gennem kroppen og ikke kun med ørerne, er det svært at opstille klare regler for, hvordan man på videnskabeligt niveau kan analysere lydlige udtryk. Lyd unddrager sig den hermeneutiske fortolkningsmetode og peger i stedet i retning af en fænomenologisk betydningsafdækning, hvor åbenheden er en meningsgivende gestus.

Siden antikken har forestillingen om himmeIsfærernes musik, der ikke var hørbar, men vidnede om den harmoniske sammenhæng mellem verdensrummet og musikken, præget forestillingen om musikken som sådan. Peter Johan Meedom afsøger i sin artikel to samtidige syntetiske musiknumres gestaltning af et rum mellem sfærernes musik og den instrumentelle musik, mellem absolut støj og forståeligt signal.

Gæoudjiparl van den Dobbelsteen arbejder med sine ideer om Radikal Computer Musik med en kompleks rumopfattelse, der gør op med den klassiske komposition af lyden fra venstre til højre i tid. Med sine særlige metoder i det kompositoriske spilscenarium Mortes aux Vaches Ekstra Ekstra skabes i stedet et vakuum af forskellige musikalske objekter, der trækker i hver sin retning med uendelig kraft. Svøm rundt i den en meter lange illustrerede tekst og bliv forvirret, udfordret og/eller beriget.

Som noget ganske enestående har KULTURO stået for en ed-produktion til lejligheden. Kunstnerbidragene skal selvfølgelig ikke ses, men høres. Derfor kan du bladre om på sidste side og finde en skive til dit anlæg. Indholdet er et udsøgt udvalg af eksperimenterende bidrag fra lydkunstnere, musikere og forfattere, der spænder vidt i undersøgelsen mellem det støjende og stille, puls og pause, det vandfaldssnakkende og hviskende. Vi er meget stolte af at kunne præsentere flere eksklusive bidrag fra blandt andre Tracie Morris, Morten Søndergaard, Rune Søchting, Maria Bertel og TR Kirstein.

Med udgivelse #32 har KULTURO definitivt forladt sin institutionelle forankring på faget Moderne Kultur og Kulturformidling. KULTURO har sit udspring som institutblad på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, men har længe været et uafhængigt tidsskrift, der udgives af redaktionen. Af den grund, og fordi vi ønsker at understrege, at KULTURO ikke alene har den moderne kultur som genstandsfelt, men aktivt sætter kritisk spørgsmålstegn ved samtiden, kunsten og litteraturen, hedder vi nu KULTURO / TIDSSKRIFT FOR KUNST, LITTERATUR OG POLITIK.

God fornøjelse!