’Først er jeg menneske og derefter franskmand’, sagde oplysningsfilosoffen Montesquieu og medvirkede dermed til at grundlægge det skel mellem mennesket og statsborgeren, som senere menneskerettighedsdiskussioner har haft så svært ved at håndtere. Menneskerettigheder er noget universelt, men historien synes at vise, at håndhævelsen af rettigheder altid har været knyttet til særlige historisk betingede magtrum. Man har i bedste fald haft sine rettigheder som dansker, som canadier eller privilegeret EU-borger. Aldrig slet og ret som menneske.

Det betyder imidlertid ikke, at de kritikere, der vil affærdige princippet om universelle menneskerettigheder som tomme løfter eller virkelighedsfjerne konstruktioner, nødvendigvis har ret. I bedste fald lader rettighedserklæringerne et spænd mellem ideal og realitet komme til syne, som igen kan inspirere til konstruktive følelser af indignation og uretfærdighed. Det ses, at der er friheder, som man ikke har, og rettigheder, som man burde have. Formuleret tilstrækkelig ambitiøst kan de universelle menneskerettigheder således vedblive at inspirere til oprør, til kamp for lighed og frihed mod i det mindste visse magtformers undertrykkelsesstrategier.

Nationalstaten har længe været en prominent skueplads for disse kampe. Som scene for mere eller mindre demokratiske forhandlinger om sikring af sociale og politiske rettigheder har nationerne indadtil kunnet levere bemærkelsesværdige fremskridt. Anskuet som magtpolitisk rum har nationalstaten imidlertid fungeret som en stålsat inklusions/eksklusionsmaskine, der bestræber sig på at sikre total identitet mellem territorium, befolkning og rettigheder. Enten inkluderes man som statsborger med juridiske og politiske privilegier til følge, eller også ekskluderes man og er dermed prisgivet fremmede magters vilkårlighed. Bevægelser og tvetydigheder accepteres ikke i nationalstatens territoriale logik.

I forhold til det statiske ideal har demografien dog aldrig villet makke ret. Folkeskolens flerfarvede verdenskort er udtryk for en politisk utopi om Suverænen og hans totalt afsondrede magtrum. Som eksempelvis Hannah Arendt har demonstreret i et studie af mellemkrigstidens Europa, producerer nationernes hygiejniske enten/eller-maskiner til stadighed en rest af statsløse, udstødte og fordrevne. Arendts analyseobjekt var de nationale mindretal, der uden statslig eller overstatslig beskyttelse blev de store tabere i det 20. århundredes europæiske historie. ’Tunesersagen’, der udspillede sig i efteråret 2008, er blot et nyligt eksempel på, hvordan personer i Danmark uden dansk statsborgerskab ikke kan forvente, at deres formelle ret, til eksempelvis at blive stillet for en dommer, respekteres.

I dette blads indledende artikel demonstrerer Frederik Tygstrup, hvordan globaliseringen, forstået som ’en stadigt stigende mobilitet af mennesker, kapital, varer, teknologi, kultur og ideologi’, medfører en voksende asymmetri mellem ’stedets, magtens og rettens områder’. Hvis den klassiske nationalstat ud fra en rettighedsmæssig betragtning tidligere har været en problematisk størrelse, synes det klart, at forestillingen om territoriet som en fast container for befolkning, rettigheder og lovgivning i dag ganske simpelt er ude af trit med den globale virkelighed. Magten er i tiltagende grad privatiseret, globaliseret og flygtig, hvorfor selve grundbetingelserne for nationsbegrebet er under fundamental forvandling. Spørgsmålet er, hvordan man kan beskrive og adressere magten i en tid, hvor stadig flere aktører, grupper og samfund, hverken kan eller vil identificere sig med en bestemt statsdannelse?

På hver deres måde forsøger såvel Jeppe Wedel-Brandt, Kirsten Hyldgaard og Christian Borch i deres artikler at forholde en abstrakt teoretisk diskussion til et konkret virkelighedseksempel. På baggrund af henholdsvis Giorgio Agamben, Alain Badiou og Peter Sloterdijk gives der tre aktuelle nedslag, hvor spørgsmålet om rum og rettigheder bliver problematisk.

Wedel-Brandt tager udgangspunkt i nyere sydamerikanske films tematisering af den voksende sociale ulighed i storbyer. Privilegerede klasser lukker sig inde bag mure i ’gated communities’ for at undgå konfrontationen med slumkvarterer og deres beboere. På baggrund af en kritik af menneskerettighedserklæringernes insisteren på at frede offeret argumenterer artiklen for etableringen af et offentligt rum, hvor også den i dag politisk stemmeløse kan komme til orde. På denne måde skal ikke alene retten til at eksistere, men også retten til medbestemmelse sikres.

Som Hyldgaard skriver, er også franske Badiou kritisk over for den populære kamp for menneskerettigheder, da interventionen på den undertryktes vegne blot ’reproducerer asymmetrien mellem offer og redningsmand’. I stedet skal bestræbelsen gå i retning af at etablere et nyt politisk rum, hvor kulturelle og identitetsmæssige forskelle ikke længere har betydning. Et sådant rum, hvor det eksempelvis er ligegyldigt, om kvinder går med tørklæde eller ej, sikres imidlertid ikke af langsommelige politiske forhandlinger, men af en skelsættende begivenhed. Efter begivenheden kan man blot tale om et ’før’ og et ’efter’, hvilket gør skellet mellem ’os’ og ’dem’ meningsløst.

I Borchs artikel om Sloterdijks modernitetsteori og forståelse af byens rum argumenteres der for en reformulering af menneskerettighedsbegrebet i topologiske termer: ’Ikke alene er mennesker født frie og lige, men de er også forpligtede til at tage sig af det rum de lever i og sikre at dets miljø er beboeligt.’ Som artiklen gør opmærksom på, er dette en etik, man kender som ’det offentlige toilets etik’ – efterlad venligst toilettet som du fandt det!

Wedel-Brandts fokus på selvartikulation og medbestemmelse, Badious kritik af velgørenhedens paternalistiske bagside og Sloterdijks fordring om rum- og miljøbeskyttelse brydes alle på prægnant vis i Danmarks forhold til Grønland. Som tidligere koloniherre har Danmark efterladt et Grønland med massive sociale og økonomiske problemer. Fra grønlandske politikere lyder kravet om ”grønlandisering” i form af øget kulturel og politisk autonomi. Spørgsmålet er, hvordan Danmark på én gang kan indrømme grønlænderne deres egen politiske stemme, optræde som økonomisk og uddannelsesmæssig bistandsyder, og samtidig undgå at fastholde grønland i en postkolonial offerrolle. Med en artikel af Marianne Krogh-Andersen, en nyskrevet novelle af Kim Leine og et kunstnerisk bidrag af Julie Edel Hardenberg, udgør relationen mellem Danmark og Grønland et lille tema i temaet i denne udgivelse om rum og rettigheder.

God læselyst!