‘Der eksisterer ingen præcis eller fast referent for begrebet folk nogetsteds: som mange fundamentale politiske koncepter, (…) er folket et polært begreb, der indikerer en dobbelt bevægelse og en kompleks relation mellem to ekstremer.’

Den italienske filosof Giorgio Agamben understreger i teksten ‘What is a People’? den indlejrede semantiske ambivalens der altid er på færde, når man benævner folket. Begrebet betragtes ifølge Agamben ofte som stabilt og betydende ‘identifikation’ og ‘tilhørsforhold’, selvom det i virkeligheden er et fleksibelt begreb, der hele tiden må redefinere sig selv gennem eksklusion, sprog, race og territorium. Denne dobbelthed grunder i ordets to forskellige, men sameksisterende betydninger: forestillingen om folket som summen af en stats integrerede politiske borgere, og folket som udtryk for de underprivilegerede eller ekskluderede. På lignende vis synes begrebet folkelighed at indtage en ofte modsætningsfyldt rolle, hvor det på den ene side anvendes som slagord for det, som ‘hele folket’ eller ‘de brede masser’ i en befolkning står bag, mens det på den anden side kan benyttes som sproglig ammunition, hvor det folkelige defineres ved at udgrænse noget andet.

Især i forholdet til kunsten og kulturen indtager folkeligheden en kompleks rolle. På forskellige måder har den eksperimenterende kunst gennem det seneste århundrede søgt at bryde båndet til ‘det bedre borgerskab’ ved at fornægte det autoritære og elitære og forene sig med hverdagslivet. Men ofte er den blot blevet indlemmet i museumsinstitution til trods for, eller måske netop på grund af sine overskridende kvaliteter. De mest radikale forsøg på at bryde med institutionen er på ironisk vis ofte endt med at blive besunget mest af ‘elitære’ kunstkendere. Balanceakten mellem kunstnerisk kvalitet og folkelig appel optræder som central problemstilling i mange af samtidens kulturdebatter, herunder eksempelvis den fortsatte debat om kunststøtten, opgøret med smagsdommeriet og Kulturkanonen.

Artiklerne i dette KULTURO diskuterer folkelighed med mange forskellige indgangsvinkler og perspektiver, men de er fælles om et skeptisk blik på begrebet, hvor folkeligheden ikke udgør en fast defineret størrelse. Snarere kredser mange af bidragsyderne om folkelighedens forskellige anvendelser, og påviser hvordan begrebet i disse sammenhænge både kan bruges som en effektiv politisk og kulturel inklusions- og eksklusionsstrategi.

Forholdet mellem æstetik og social klasse behandles i Bjørn Schiermers essay God smag, dårlig smag, der tager selve smagsbegrebet op til revision. Med udgangspunkt i en kritik af sociologen Pierre Bourdieu foreslår Schiermer et smagsbegreb, der – i stedet for at forstå smag som en social markør – opfatter smag som en slags dyd. På den måde bliver smagen demokratiseret, idet det Bourdieuanske skel mellem ‘folkelig’, dårlig smag og aristokratisk, god smag blødes op.
Weimarrepublikkens eksperimenterende designskole Bauhaus behandles af den amerikanske kunsthistoriker Juliet Koss i artiklen Bauhausfolket. Den ser nærmere på skolen som et socialt eksperiment, der forsøgte at ophæve grænsen mellem det menneskelige subjekt og designobjektet og arkitekturen i et omfattende folkeligt og industrielt Gesamtkunstwerk af arkitektur, design, selskabsliv, hverdagsliv, politik og farvestrålende kostumer.

Olafur Eliasson fortæller i et interview med KULTURO om sit arbejde med kunstværker, der gennem deres sanselige umiddelbarhed og fænomenologiske kvaliteter kan opleves af alle og enhver, men samtidig indbyder sin beskuer til kritisk refleksion. Eliasson ser kunsten som virkelighedsprocurende og dermed også politisk.

God, samfundsrevsende og skelsættende kunst er ikke kun tilgængeligt på fine kunstmuseer eller i det offentlige rum, men kan også findes på et lokalt folkebibliotek i Sønderjylland. Karsten Wind Meyhoffs essay åbner vores øjne for tegneseriehæftets kunstneriske særegenhed og bevidsthedsudvidende kvaliteter, selvom genren almindeligvis betragtes som ren populærkultur. På baggrund af en gennemgang af Meyhoffs egen idiosynkratiske liste over yndlingstegneserier viser han tegneseriens særlige potentiale til at udfolde sansemættede, komplekse og visionære fantasiverdener for sin læser.

Jens Tang Kristensen undersøger folkelighedsbegrebets aktualitet i en senmoderne kunst- og kulturpolitisk debat i dansk perspektiv. Ved på historiografisk manér at spore begrebets transformationer og anvendelser i kunsten siden 1800-tallet bliver det klart, at folkeligheden er et fleksibelt begreb, der tilpasser sig henholdsvis de modernistiske, senmodernistiske og postmodernistiske epistemer inden for kunsten.

Samme tilpasningsdygtige og fleksible folkelighedsbegreb finder vi i Jacob Skovgaard-Petersens artikel, der retter opmærksomheden mod den arabiske folkelighed, som er kommet i mediernes søgelys efter revolutionerne under Det Arabiske Forår. Artiklen ser på hvordan begrebet ‘folket’ (al-Shaab) er opstået og har formet sig gennem forskellige epoker af den arabiske verdens udvikling. Blandt andet viser Skovgaard-Petersen, hvordan det politiske både har dikteret (og styret) den folkelige retning og dannelse, og hvordan den enkelte politiker samtidig har ligget under for krav om netop folkelighed.

Fokus rettes igen mod folkeligheden i specifik dansk kontekst i Kassandra Wellendorfs visuelle analyse af de videoer, vi møder på TV-skærmene i S-toget. VisitDenmark, en erhvervsdrivende fond under Økonomi- og Erhvervsministeriet der markedsfører dansk turisme, har skabt en serie videoer benyttet i S-togene, der omhandler Danmark og den danske befolkning. Artiklen går kritisk til den diskrepans, der opstår i mødet mellem VisitDenmarks glansbilleder af Danmark, og på den anden side den virkelighed, man møder på togturen.

En helt anden slags folkelighed er på færde i DRs velkendte søndagsdramatik, der med populære tv-serier som Krøniken og Forbrydelsen har trylledundet halvdelen af Danmarks befolkning hver søndag aften. Eva Novrup Redvall undersøger modtagelsen af DRs produktion af fiktionsserier på nationalt og internationalt plan, henholdsvis som en bred, folkelig genre i Danmark og som finkulturelt nicheprodukt i udlandet.

Helt ekstraordinært genoptrykker KULTURO en artikel af kunstneren Poul Gernes fra den sjældne pamflet Forskningsforpligtelsen fra 1987 med særlig tilladelse fra hans datter, Ulrikka Gernes. Bidraget diskuterer kunstens samfundsmæssige rolle, og plæderer herigennem for et kunstliv, der er virksomt, folkeligt og uden for museumsinstitutionens rammer. Bidraget er medtaget for at sætte nutidens kunstdebat i relief – og viser samtidig, hvordan mange af datidens centrale problemstillinger om kunsten stadig er højaktuelle.

Herudover er KULTURO stolte over at præsentere et nyt litterært bidrag af Lea Løppenthin, et uddrag af Glenn Christians Fabriksnoter, samt at kunne publicere udvalgte indlæg fra Caspar Eric Christensens blogeksperiment Fragmenter mod et kulturelt arkiv. Vi viser desuden nyere kunstværker af blandt andre Nils Viga, Kasper Pyndt og Taryn Simon, og forsiden prydes af et værk af Alexander Tovborg.

God læselyst!

Giorgio Agamben er citeret fra teksten ‘What is a People’ fra Means without end: Notes on Politics, University of Minnesota Press, 2000. Redaktionens oversættelse.