MED DE DØDE SOM BUGTALERE

Spøgelser kommer i mange skikkelser – og sjældent alene. Og når de først er kommet, går de ikke så gerne igen. I 1848 bredte en sværm af revolutioner sig over Europa, og efter den russiske revolution i 1917 blev Europa igen ramt af en revolutionær stemning. BådeTyskland, Ungarn og Italien lagde hus til kommunistiske revolutioner i 1918 og 1919. Det, som Karl Marx og Friedrich Engels så berømt havde kaldt kommunismens spøgelse tilbage i 1848, var igen vågnet op. Men ikke kun kommunismens spøgelse raslede med sine kæder. I revolutionsåret 1848, hvor Marx og Engels skrev Det kommunistiske manifest, havde ”alle magter i det gamle Europa (…) sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og tsaren, (…), franske radikale og tysk politi”.1 Det samme skete efter den russiske revolution. Overalt i Europa forsøgte nationalstaterne at inddæmme den revolutionære tendens. Men netop politiet deltog ikke bare i nationalstaternes ’eksorcisme’ af kommunismens spøgelse. Politiet selv lignede et gespenst.

To år efter, at den tyske kommunistiske revolution blev nedkæmpet i 1919, skriver filosoffen Walter Benjamin sin ”Kritik af volden”. I essayet forsøger Benjamin at udrede forskellige former for volds relation til retten. Vi er vant til at tænke, at loven tillader to funktioner af vold: Den vold der istandsætter ny lovgivning; og den vold der opretholder loven. Enten sikrer vold, at loven kan eksistere eller også sikrer volden, at loven håndhæves. Men den sondring holder ikke, mener Benjamin. I politiets institution ser Benjamin nemlig denne distinktion bryde sammen i en ”naturstridig” og ”gespenstlig” blanding2. Politiet både opretholder den eksisterende lov og bruger deres magt til gang på gang at følge deres egne mål, at indføre ny lov. Derfor, siger Benjamin, ser man så tit politiet gribe ind i en situation af ”sikkerhedshensyn” – uden en egentlig forbrydelse er blevet begået. I en nutidig, dansk sammenhæng kender vi denne problematik fra den omdiskuterede lejr-lov. Med denne lov blev ”utryghedsskabende lejre” ulovlige, og politiet fik beføjelser til at give zoneforbud til de dømte. Uden at omtale, at regeringen har ment, at hjemløshed praktisk talt burde ulovliggøres; og uden at omtale det åbenlyst diskriminerende faktum, at loven fra Folketinget ikke var tænkt til at skulle ramme andre end udenlandske hjemløse, så peger formuleringen ’”utryghedsskabende” på, at politiet i høj grad selv kan definere lovens betydning. Politiet håndhæver ikke kun loven; de sætter loven i hvert enkelt tilfælde. Denne forvirring over hvad politiets magt egentlig består i, får Benjamin til at skrive, at politiets magt ”er formløs på samme måde som dets intetsteds håndgribelige, altomfattende spøgelsesagtige tilstedeværelse i livet i de civiliserede stater”.3 Politiet er som et spøgelse på to måder: som den naturstridige og formløse sammenblanding af lovens voldsformer; og som en uhåndgribelig, men dog skrækindjagende tilstedeværelse i befolkningens liv. Politiets spøgelse er den utrættelige patruljering af gaden – på jagt efter situationer, der kan gribes ind i. Politiet hjemsøger os i netop den forstand, at det føles, som om de kan være overalt, når som helst. På samme måde som spøgelset ophæver eller problematiserer logiske skel mellem fortid og nutid, mellem død og liv, synes politiet spøgelsesagtigt også at ophæve et ellers logisk skel mellem håndhævelse af loven og lovens indstiftelse.

Hvis politiets problem var særligt præsent for Benjamin, der to år tidligere havde bevidnet en kuldsejlet kommunistisk revolution, og lige såvel for Marx og Engels, der i 1848 så politiet nedkæmpe revolutioner over hele Europa, kan det så tænkes, at de to spøgelser, kommunismens og politiets, forstærker hinanden? Når kommunismen har forsøgt at forjage nationalstaten, har politiet forsøgt at forjage kommunismen. Når vi i dag igen ser kommunismen spøge, idet en revolutionær tendens har bredt sig fra Chile og Bolivia over Libanon og Irak til USA og Hviderusland, bevidner vi også en intensivering af politiets tilstedeværelse i verdens befolkningers liv. Politiet i USA viste i foråret igen, igen, hvor indhyllet den amerikanske stat er i racisme, da de myrdede BreonnaTaylor og George Floyd. De efterfølgende protester i landet blev mødt af utallige grove eksempler på politivold – vold i samme grad, som de andre nutidige revolter også har mødt. Politiets gespenstlige voldsform har manifesteret sig på en frygtindgydende fysisk facon over hele kloden i lang tid; i år er ingen undtagelse. Men kommunismens og politiets spøgelse hjemsøger os ikke på samme facon. Hvor kommunismens spøgelse både er en revolutionær stemning og, som Marx og Engels kalder det, et ”eventyr”, fordi nationalstaterne også maner spøgelset frem af propagandaårsager, så er politiets spøgelse den paranormale tilstedeværelse af noget, der ikke rigtigt er der; og den modstridende, men så ofte dødbringende mikstur af voldsformer.

LÆREN OM SPØGELSER
Spøgelserne viser sig utroligt let, så snart man kigger efter. Siden 2015 har Europas medier snakket om populismens og fascismens spøgelser, der igen hærger Europa. Med COVID-19-pandemien kunne mange ikke dy sig for at drage paralleller mellem nutidens pandemi og fortidens pandemier, lige fra den sorte død til den spanske syge. Vores tids økonomiske kriser, voldsomme nationalisme og fascistoide despoter har lignet en dårlig kopi af 1930’erne. ”Du ser spøgelser”, lyder den velkendte, henkastede afvisning af påstande om historiens gentagelse. Måske vi bare er engageret i et omstændeligt selvbedrag og svindelnummer, når vi ser historiens genfærd spøge i vores nutid. Men spøgelset ser vi. Svaret på anklagen kan nok ikke være andet end ”Ja”. Spøgelset både insisterer på sin tilstedeværelse og formår at bilde os ind, at det ikke er andet end et eventyr.

At hjemsøgelse er et drilsk og pinligt fænomen, er nok særligt mærkbart for tiden. Bemærkninger om historiens cirkelgang er ikke bare paranoide, de er også klichéfyldte. Hvor trætte er vi ikke blevet af spøgelseshistorier og gyserfilm? I litteraturen har forfattere som Sara Stridsberg, W. G. Sebald og Toni Morrison trukket fortidens spøgelser frem i lyset. Hjemsøgelsen er efterhånden blevet en kliché. I 2003 påbegynder den engelske kulturkritiker Mark Fisher sin blog, k-punk. Fishers arbejde tager udgangspunkt i den udbredte forestilling om, at det ikke længere er muligt at forestille sig et alternativ til vores nuværende liberale demokrati. På bloggen dokumenterer og analyserer Fisher udviklingen i en tendens i populærkulturen til nostalgisk og sentimentalt at genbesøge fortidens forestillinger og stil. Særligt musikgenrer som lo-fi, chillwave osv. optager Fisher, fordi de ikke bare bruger fortidens teknologier og lyde, men også giver det et hjemsøgt præg. På den måde er fortiden og dens spøgelser bemærkelsesværdigt meget til stede i vores nutid. Fisher bruger samlebetegnelsen hauntology4 til at beskrive dette fænomen.

I 2006 skriver Fisher, ”the ghosts are swarming. Hauntology has caught on. It’s a zeitgeist.”5 Hvis vi i nutiden ikke længere forestiller os fremtiden som noget andet end nutiden, må vi gå til fortidens uprøvede potentialer og drømme for at lede efter fremtiden, fastslår Fisher senere hen agitatorisk.6 Disse gamle og tabte fremtider optager os måske ikke pga. ren og skær nostalgi eller parodi, men fordi de rummer vores bedste muligheder for at påpege, at verden ikke behøver være, som den er. Men hvis det hjemsøgende var zeitgeist for fjorten år siden, hvad laver denne fortærskede figur så som tema for et tidsskrift i 2020?

BUGTALERE
KULTURO har jubilæum. Dette nummer markerer tidsskriftets 50. udgivelse. Vi er blevet midaldrende. Det er både angst- provokerende og glædeligt. Derfor pressede et behov sig på for redaktionen for, at fortiden kunne komme igen. Men vi ønskede også at fejre os selv og KULTUROs efterhånden lange liv. Selvom det måske lyder klichéfyldt, vil vi med hjemsøgelsen som ledetråd gå tilbage for at se frem. Men måske var hjemsøgelsen allerede en kliché for Fisher i 00’erne. Klichéen er en sproglig vending, der for længst har mistet sin relevans og nu nægter at lade sig pensionere. Den er en tilbagevendende pinlighed i vores sprog: Når vi kommer til at indlede en tale med ”Nu er jeg jo ikke den store taler”, eller når man træder ind i Peterskirken i Rom og ikke kan lade være med at sige ”Her mærker man sgu historiens vingesus!”. På samme måde som spøgelset er den døde, der nægter at forblive død, er klichéen det døde sprog, der ikke desto mindre hænger ved. Bugtaler de døde gennem os i klichéen?

Hjemsøgelsen er den revolutionære tendens, eventyret, den mod- stridende tilstedeværelse af noget, der ikke rigtigt er der, klichéen, det ”naturstridige” sammenbrud af modsætninger, selvbedraget, fortidens gengangeri. En hel sværm af spøgelser har manifesteret sig over de sidste par sider. Flere vil komme. Håbet er ikke bare, at vores læsere mærker spøgelsernes mangfoldighed folde sig ud på siderne i dette nummer af KULTURO, men at I begynder at se syner og vrøvle om revolution. At I begynder at lyde som en klichéordbog. Fortiden har ikke givet slip på fremtiden; det må vi heller ikke.

1. Marx, Karl og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest, Oktober Forlag, 2008: s. 13.
2. Benjamin, Walter: Sprache und Geschichte, Reclam, 2017: s. 116 [egen oversættelse].
3. Ibid.
4. Hauntology har Fisher lånt fra filosoffen Jacques Derridas bog Marx’ spøgelser (1993), hvori neologismen hauntologie optræder, som lyder nøjagtigt som ontologi på fransk. Hermed er ordet Derridas måde at vise fortidens spøgende tilstedeværelse i nutiden på.
5. Fisher, Mark: “Hauntology Now”, http://k-punk.abstractdynamics.org/archives/007230.html, 2006. Upagineret. Tilgået: 11/9 – 2020.
6. Fisher, Mark: ”The Metaphysics of Crackle: Afrofuturism and Hauntology” i Dancecult, 5(2), 2013: s. 53.