“We live in capitalism. Its power seems inescapable.So did the divine right of kings.Any human power can be resisted andchanged by human beings.Resistance and change often begin in art, andvery often in our art, the art of words.”
– Ursula K. Le Guin i sin tale ved modtagelsen af the National Book Awards 2014

Normalt har KULTURO enkle, ligefremme titler på ét ord, der tydeligt signalerer temaet. For eksempel har tidsskriftets senestetitlerværet SØVN, MODERSKABog SART. Så hvorfor pludselig dette bogstavrimede, flertydige, svimlende tema?

Temaet til KULTURO #49 er opstå- et i samarbejde med Laboratory for Aesthetics and Ecology, som i år kuraterer den danske kunst-biennale Alt_Cph 20 undertitlen Mønstre i modstand. Laboratoriet er en eksperimenterende platform, som udgiver feministisk teori og litteratur, arrangerer talks, kuraterer udstillinger og arrangerer symposier. I deres arbejde beskæftiger de sig med vidt forskellige emner, men ofte med udgangspunkt i antikapitalisme, queerness, bæredygtighed og muligheden for at skabe forbindelse til andet og mere end det menneskelige. Se bare dette smukke citat fra deres hjemmeside:

We work with the non-binary, the weird and the marginalized, the exhausted, the composting, the failing, the falling, the floating and the leaking. We strive to facilitate openings for the mourning of past, present and future worlds lost, while also holding space for radical joy, insurgent play and modest hope.

Temaet Mønstre i modstand er først og fremmest en reference til kunstværket Selvmaskine (mønster i modstand) af Mette Clausen, der desuden pryder vores forside. Værket er et 3×7 meter stort, digitalvævet stykke stof i hvid og sort. Står man langt fra vævningen, aner man et ensartet mønster i den ellers grå flade, men går man tæt nok på, opdager man, at der er vævet ord ind i mønsteret: over anxious under anxious over anxious under anxious. Ordene over og under peger på selve vævningen, trådene der bevæger sig over og under hinanden. Over og under bindes sammen af ordet anxious, som virker nærmest manisk i sin gentagelse. Clausen udtaler:

Angsten er en af kapitalismens strategier, men i gentagelsen, tråd for tråd, ligger der et antikapitalistisk potentiale – en mulighed for modstand. Gentagelsen tillader, at noget over tid kan forskubbe og forskyde sig til noget andet. Håndens arbejde og vævningen ser jeg som modstand, fordi det ikke har den hastighed og volume som kapitalismen kræver.

Når vi udgiver tidsskriftet med reference til Mette Clausens værk og biennalen, er det, fordi vi er interesserede i at undersøge sam- menhængene mellem mønstre og modstand. Forbindelsen mellem dem er kompleks og besværlig, for det er ikke med det samme tydeligt hverken hvilket mønster eller hvilken modstand, der er tale om — og begge ord konnoterer så mange forskellige ting, at det kan være svært at vide, hvor man skal begynde. Der er det konkrete mønster i vævningen (som fx Clausens værk), broderiet, syningen, og så skabes straks forbindelsen til håndarbejdet som et subversivt potentiale. Der er også det mere usynlige mønster, som løber gennem arv og miljø som en undertråd, så volden, alkoholismen, fattigdommen føres videre fra forældre til børn, lige indtil mønsteret pludselig bliver brudt – af mønsterbryderen, denne underlige, genkommende skikkelse, der er så gængs, at dens opdukken i sig selv er et mønster. Og hvad med det mønster, der forklæder sig som uproblematisk, naturligt, normalt? Kalder det også på en kritik, en modstand? Den besværlighed er spændende, fordi den bliver ved med at åbne sig for os som redaktører. Bidragene til denne udgivelse har hver deres forskelligartede tilgang til temaet, men på tværs af bidragene ligger en trang til forbindelse på tværs af afstande. Til at knytte sammen, trække tråde og være nære. Være udsatte. Sammen.

TEKSTIL
Ordene tekst og stof har begge rod i det latinske ord, textus, som betyder sammenføjning eller vævning. Det er en forbindelse, der har summet i KULTURO- redaktørernes baghoveder under produktionen af nærværende udgivelse. Bevidstheden om søsterskabet mellem tekst og tekstil kan gøre os opmærksomme på tekstens materialitet eller taktilitet: Teksten-som-tekstil påkalder sig en læsning, der til dels har øje for tekstoverfladens tekstur (om den er ru, glinsende, kradsende, blød, regelmæssig, opbrudt) og til dels kan identificere det formelle håndværk eller de teknikker, der er på færde. Med andre ord fordrer teksten-som-tekstil et formelt-stilistisk fokus på tekstens sansbare kvaliteter, og teksten bliver under det blik et komplekst væv bestående af enkeltstående eller genkommende elementer. Omvendt kan man også vælge at betragte tekstil som tekst, som man for eksempel kan læse om i uddraget fra Ida Holmegaards værk Look fra foråret 2020. Tekstilet, tøjet bliver noget, der kan læ- ses på linje med teksten, men det er ikke en uproblematisk handling:

Så snart læsning og tøj podes på hinanden, må jeg, som altid, acceptere, at fejllæsning og forvirring er en del af udgangspunktet. Det ulæselige har taget bolig i det læsbare. Tøjet kommer altid et sted fra, har en form og en etymologi, en historie.

Tøjet bliver en tekst, som kan læses og vurderes af hvem som helst. Der er noget både åbent og lukkende over tøjet, som Holmegaard også beskriver i sin bog. Vi i redaktionen giver bogen vores varmeste anbefalinger, fordi Look med stor snilde optrevler et mangfoldigt udvalg af aspekter ved stoffet, tøjet og klæderne, der skaber os.

Mønsteret i tekstilet og teksten kan både ses som et princip, en algoritme eller som et skrøbeligt stil- lads. Det gør sit arbejde og samler trådene, men overskrider samtidig teksten/tekstilet, fordi mønsteret er noget andet og mere end summen af dets enkeltdele. I Maj Ørskovs artikel i denne udgivelse, Skræddersyet modstand, som omhandler militæruniformen og dens subversive potentiale i kunstneren Jasmina Metwalys video-installation Anbar fra 2019, undersøges uniformens rolle som legemliggørelse af magten. Uni- formen er med til at hierarkisere liv, men den udgør også en udslettelse af subjektet, der bærer den. Der er i videoinstallationen en interesse for de enkelte tråde, mønstrene, og hvordan det færdige stof indgår i større systemer.

Vi har i redaktionen interesseret os for muligheden for at betragte fle- re ting som læsbare; se dem som sammenflettede forbindelser ladet med betydning — og med dét blik undersøge både magtdiskurserne og de subversive sprækker, der dukker op i stoffet.

REPRODUKTIVETEKNOLOGIER
Teknologihistorien har traditionelt set centreret sig om mandlige videnskabsmænd, programmører og astronauter med Marie Curie som et sjældent eksempel på det modsatte. I Ida Schyums interview med Amalie Smith og Nanna Debois Buhl med titlen Teknologi = væv = computer = kvinde taler de to kunstnere om sammenhængen mellem væveri og teknologi, fordi væven faktisk har haft indflydelse på flere teknologiske land- vindinger gennem tiden — især i forbindelse med hulkortsystemer og programmering. Og det er interessant, fordi det ikke er en del af den teknologihistorie, der bliver undervist i på landets folkeskoler, gymnasier, og ofte heller ikke universiteter. Når man hører om månelandingen i 1969, hører man ikke om programmøren Margaret Hamilton eller de mange væversker, der producerede hulkortene. Når man hører om udviklingen af computeren, hører man ikke om matematikeren Ada Lovelace. Som Amalie Smith påpeger i interviewet:

Forbindelsen mellem computer og væv i kraft af hulkortet viser, at computeren ikke bare opstår i attenhundredetallet ud af ingen- ting, men ligger i forlængelse af en tusindårig materiel tradition og teknologi, som i de fleste kulturer forbindes med kvindeligt arbejde.

Men hvorfor bliver væven så ofte ikke betragtet som en del af teknologihistorien? Nanna Debois Buhl fortæller om idéen om teknologiske innovationer som maskuline opfindelser:

Her bliver det interessant at kig-ge på de overlap, som eksisterer mellem håndarbejde og tekno- logi, samt at gå væk fra helte- fortællingen og se, hvor meget forskelligt arbejdskraft, der er involveret i opfindelserne. Frem for lineære og progressive heltehistorier er jeg optaget af at se historier som knudepunkter af elementer, der forbinder sig ligesom væven.

Samme fokus på heltens uheldige involvering i verdenshistorien ses også i Andreas Vermehren Holms essay om styrke og sårbarhed, Antropocæn poetik. Han overvejer, med hjælp fra Ursula K. Le Guin og Simone Weil, om menneskets ophø- jelse af vold har medført en fejlpla- ceret tro på menneskets urørlighed — og en undervurdering af menne- skets grundlæggende udsathed.

KROPPETIL GRÆS
I sin lette, poppede udgave er idéen om at alt liv er forbundet, en smuk og meningsfuld tanke. Et eksempel på en sådan tilgang kan findes i det rørende øjeblik, hvor man står midt i en skov og pludselig kan se økosystemet udspille sig foran blikket: bænkebideren, blåmejsen, kirkeuglen, ræven; og i et mere adstadigt tempo træerne, mosset, svampen; de små bakterier, der flytter ind i bladet allerede om foråret og gør klar til at nedbryde det samme efterår. Et andet, mere problematisk eksempel kan findes hos Disney, for hvem The Circle of Life bliver brugt som forklaringsmodel på hierarkierne mellem alt levende. Da Simba, tronarvingen til savannen, spørger sin far, hvorfor de spiser antiloperne, hvis de skal respektere alt levende, svarer Mufasa:

Når vi dør, bliver vores kroppe til græs. Det er græs som antiloperne spiser. Og sådan er vi alle forbundet i livets store kredsløb.

Det er en forvirrende skønskrivning af den vold, der udgør livets kredsløb. Det er en skønskrivning, fordi citatet fokuserer på balancen og ikke på afhængigheden, nødvendigheden af antilopens død; ikke på forskellen på antilopens død og løvens, på alderdom og mord. Det problematiske ligger selvsagt ikke i dyrenes liv, men i menneskets antropomorficerende fortolkning af samme: Rovdyret bliver til kongen og dets bytte til undersåtter, hvis liv kongen har ret til at tage. Asta Olivia Nordenhofs roman fra januar 2020, Penge på lommen, omhandler samme udbytningsforhold i kapitalismen, hvor nogle må dø, leve fattigt, udnyttes for, at andre kan opnå et økonomisk udbytte.
I Judith Butlers bog Precarious Life – the powers of mourning and violence undersøger hun hvilke kroppe, der er grievable, sorgbare, til at sørge over. Hvilke liv gør det ondt for os at miste? Som konge over sletten er Mufasa (og senere Simba) ikke optaget af forskellen på, hvordan døden kommer til os eller hvorfor. Han er optaget af sit eget livs opretholdelse. Det er et vilkår, at andre må dø for, at jeg kan leve. Med Judith Butlers ord kan man kalde det en udgræns- ning af hvilke liv, der er værdi- fulde. Værd at beskytte.

Denne udsathed for den anden, afhængigheden, har også potentialet til at være noget smukt, der ikke nedbryder, men opretholder den andens liv. Alt liv er forbundet, ikke kun via død, men gennem selve dét at være i live, her, sammen. Vi er ikke kun afhængige af den andens undertrykkelse (den enes død, den andens brød og så videre). Vi er udsat for hinanden på godt og ondt, vi er precarious, skrøbelige. I vores udsathed findes også modstandens potentiale.

Flere af bidragene i denne udgivelse italesætter sårbarheden som en styrke, for eksempel Gry Stokkendahl Dalgas’ tekst, Jeg drømmer lidt om et søsterspind til os alle, Andreas Vermehren Holms essay, Maj Ørskovs artikel, Sharon Houkemas transkription How Do You Read og mange, mange flere. Sårbarheden rummer muligheden for at etablere nye forbindelser, for at lade sig trevle op og samle på ny. Som tværæstetisk tidsskrift er det vores mål: at åbne og øjne nye forbindelser, nye modstandsfor- mer, nye fællesskaber. Denne leder er skrevet under COVID-19 og nedlukningen af Danmark. Vi mærker på egen krop hvor forbundne vi egentlig er — på tværs af landegrænser, blikket på tværs af køledisken. Biennalen Alt_ Cph 20 er udskudt til september, og redaktionsmedlemmerne arbejder hver for sig med at sætte bladet sammen.
Udsatheden er uhyggelig, fordi vi er prisgivet den anden. Det smukke er, at vi kan gøre vores bedste for at beskytte den anden.

Lad os gøre forbundetheden smuk