Den danske forfatter Per Højholt er kendt for sit diktum om, at man som forfatter ikke bør tage af hovedstolen. På tærsklen til det ny millennium responderede forfatteren Christina Hesselholt på diktummet ved at udgive en roman, der netop hed Hovedstolen (1998).

Titlen synes at pege frem mod et fremtrædende aspekt ved det netop afsluttede årti: jeg-forhandlingen. Med dette nummer, som både markerer bladets 15-års fødselsdag og dets udgivelse nummer 30, gør Kulturo status over det forgangne årti under denne overskrift, som vi, ikke skribenterne, har udpeget.

De sidste ti års stigende brug af spin-tendenser, salgsfremmende kommunikationsstrategier (storytelling, branding, viral kampagnestrategi) og konstruerede fjendebilleder (’smagsdommere’, ’afviste asylansøgere’, ’lømler’, ’aktivister’, ’socialistiske ballademagere’) tegner et billede af et politisk landskab i iscenesættelsens vold. Den stigende dyrkelse af jeget på 00’ernes kulturelle scene kan ses som et modstykke til en sådan politisk virkelighed, der helt åbenlyst er præget af fiktionalisering. Den kunstneriske, sociologiske og politiske ’biografisme’ er i vores øjne udtryk for en jeg-forhandling ansporet af behovet for jeg-iscenesættelse og -konstruktion eller for en autentisk jeg-essens.

Jeg-dyrkelsen som reaktiv tilbagetrækningstaktik er en af de fire teser, som Mikkel Bruun Zangenbergs opstiller i sin indledende artikel. I 00’erne er det på godt og ondt blev reglen snarere end undtagelsen for danske forfattere at gøre op med hovedstolsforbuddet, og Zangenberg spørger med den britiske filosof David Hume, hvornår mon jeget i litteraturen ikke bare dør, men bliver fuldstændig opløst eller fraværende.

Hvis jeg-dyrkelsen i 00’erne er koblet på en strømning af ideer om, at det enkelte jeg har ret til at dyrke sin egen version af virkeligheden, er det et paradoks, at dette ofte sker gennem terapeutiske forløb, der tilpasser den enkelte til arbejdsmarkedets krav. Det er temaet hos René Rasmussen, som overvejer sammenhængen mellem 00’ernes senkapitalistiske, nyttebaserede samfund og terapiformer som coaching og kognitiv terapi. Jeg-dyrkelsen er også en del af, snarere end et frirum fra, det dominerende virkelighedsbillede.

Når pop-produktet Britney Spears pludselig giver den som sårbart subjekt, udvisker hun grænsen mellem privat og offentligt jeg. Derved fremstår hun som en person, der er i stand til at forhandle og fortolke sin egen position som superstjerne. Katrine Hornstrup Yde bruger i sin artikel ’Gimme more’ karrusellen som metafor for Britneys selvreferentielle cirklen om sig selv som person og brand.

I værket The Street tematiserer svenske Lars Arrhenius sammensmeltning af inde- og udeliv ved at lade grænsen mellem mennesket i bygningen og på gaden markere af en tynd hvid streg. I ’Om at bo i glashus’ tager Marie Stender netop fat på den arkitektoniske drøm om at forene inde og ude. Stender overvejer 00’ernes glasbyggerier som en fiktionaliseret enhed mellem den enkelte og omgivelserne. Snarere end en konkret sammensmeltning gør glasset drømmen om en sådan endnu mere præsent, mens glasset fungerer som en art usynlig ligusterhæk.

Spørgsmålet om jegets ret til at ytre og realisere sig ubegrænset kom til at fylde meget i 00’ernes samfundsdebat. Henrik Jensen og Lilian Munk Rösing er to stemmer i denne debat. I et dobbeltinterview problematiserer begge det, Henrik Jensen kalder ’rettighedskulturen’. Mens Munk Rösing advarer mod installationen af en ny moralsk vertikalitet for at komme de egoistiske tendenser til livs, plæderer Henrik Jensen netop for sammenhængen mellem autoritet og moral og for nødvendigheden af at genfinde autoriteten.

Autoritetsopgør er også et nøgleord i Bodil Marie Thomsens analyse af Lars von Trier og Jørgens Leths De fem bespænd (2003). Thomsen viser, hvordan mødet mellem to realismeformer – 60’er-nybølge og 90’er-dogme – resulterer i en art ’fiktio-biografisme’, der er kendetegnet ved kunstner-jegets performative involvering i den æstetiske praksis. Det, der kunne ligne selvsmagende kunstnerisk narcissisme, rummer ifølge Thomsen muligheden for et æstetisk opgør med essentialistisk identitetstænkning.

Mikkel Thykiers litterære bidrag ryster ligeledes den konventionelle forståelse af narcissisme. Med Blanchot reflekterer han over Nacissus’ selvforelskelse og ser jeg-forhandlingen som opløsende snarere end identitetsskabende. I Maja Lucas’ tekst ’Den tredje mulighed’ farer jeget vild på en gåtur i Søndermarken og må erkende, at det er afhængigt af det ’dig’, det er i færd med at forlade, hvis det vil finde hjem igen.

Den kendte postkoloniale figur, at tidligere kolonier tager til genmæle over for kolonimagterne for at skabe egen identitet, nuanceres i Marianne Ping Huangs artikel om den dansk-grønlandske kunstner Pia Arke. Ved at investere sin krop i sit værk og ved at insistere på både og frem for os og dem, forhandler Arke den postkoloniale diskussion og kunstner-jegets identitet.

Den tyske performanceinstruktør Magdalena Ludewigs brug af det enkelte ’dagligdags’ jeg på scenen er et eksempel på, hvordan 00’ernes scenekunst forsøgsvis demokratiserer scenerummet for at belyse abstrakte problemstillinger. Cecilie Ullerup Schmidt diskuterer i sin artikel, hvordan eksponeringen af et stykke individuelt dagligliv modsat kan betragtes som en problematisk reproduktion af faste samfundshierarkier.

En lignende konflikt mellem reproduktion og subversion ligger i Kristian von Hornsleths kunstprojekt H.A.I.C. – Hornsleth Arms Investment Corporation. Investér i våbenindustrien, og finansiér humanitære projekter, lyder opfordringen. Samtidig er der en jeg-forhandling i spil – ved at købe en signeret H.A.I.C.-aktie finansierer du Hornsleth-brandet. Kulturo bringer sociolog Rasmus Willigs tale, som han holdt ved første H.A.I.C.-generalforsamling, hvori han tager værkets kritiske potentiale i forsvar. Camilla Møhring Reehstorff kaster heroverfor et blik på værket i et etisk perspektiv, idet hun reflekterer over det grænsefelt mellem engagement og reproduktion af problematiske samfundsstrukturer, velgørenhed og våbeninvestering, som værket befinder sig i.

Den virkelighed, som 90’ernes kulturelle scene hungrede efter at afdække, synes i jeg-forhandlingens årti afløst (eller udvidet) af en insisteren på jeget som udgangspunkt for enhver virkelighedstilnærmelse. Når Højholt i digtet ’Personen i overskud’ skriver til sit jeg, at det ville gøre sig bedst ’som mangel!’, er det måske netop en erkendelse af, at jeget som virkelighedsvidne er et uløseligt problem, som – hovedstolsforbuddet til trods – nødvendigvis må antage en eller anden form. Det er muligvis sådan, man skal forstå Lotte Fløe Christensens anonyme jeg på omslaget: kunstneren, der tager fra hovedstolen ved at inddrage sin egen camouflerede identitet i værket.

God læselyst!