For første gang bringer Kulturo en oversættelse, nemlig et essay af den italienske filosof Gianni Vattimo: “Det Postmoderne: et gennemsigtigt samfund?” Det spørgsmål svarer Vattimo selv på. Nej, vores samfund i dag er ikke gennemsigtigt, og det er såmænd ikke så slemt. Tværtimod.

At det for Vattimo giver mening at tale om et postmoderne samfund skyldes først og fremmest, at vi lever i et kommunikationssamfund. Udviklingen af massemedierne har forårsaget et endeligt brud med det tidligere dominerende vestlige dannelses- og udviklingsideal, som var selve kernen i hele moderniteten. I stedet oplever vi nu en pluralitet af udsigtspunkter, hvor hver enkelt minoritet har sin egen rationalitet og sin egen grammatik, hvilket egentlig kunne fungere som en form for definition af det postmoderne.

Centralt for Vattimo’s ideer står således, hvordan massemedierne kan påvirke og nærmest skabe en ny virkelighed, eller måske snarere mange forskellige. Når han derfor konkluderer, at vores samfund ikke er gennemsigtigt, skyldes det, at vi ikke længere kan forestille os nogen direkte overensstemmelse mellem virkeligheden og så vores fortolkning af den. I sidste ende giver det kun mening at tale om mediesamfundet og medievirkeligheden.
Udviklings- og frigørelsesperspektivet i et mediesamfund består ifølge Vattimo i, at minoriteterne erkender deres egen vigtighed og identitet samtidig med, at de forstår deres samfundsmæssige og historiske begrænsning, som en gruppe blandt andre. Gensidig forståelse er jo netop, hvad kommunikation handler om (en pointe som et telekommunikationsfirma har gjort til deres salgsslogan!).

Om netop massemediernes virkelighed, eller snarere om den virkelighed som massemedierne eller andre former for kommunikation producerer, handler nogle af artiklerne i dette nummer af Kulturo. Mette Kia Krabbe Meyer skriver om en af grundlæggerne af den sociologiske medieteori i artiklen om Walter Benjamin og fotografiet Line Reehs artikel “Mulighedernes (nord)land” diskuterer canadisk selvforståelse, hvor den virkelighed eller det image, der kommunikeres, i høj grad skal forstås indenfor rammerne af profitorienterede interesser. Anders Toftgaard tager fat om en af de ting, som man oftest forbinder Italien med, nemlig mad. Maden er også en form for kommunikation, hvilket leder Anders til at prøve sig med en ‘Madens semiotik’. Peter Christensen finder vej gennem filmen “The Usual Suspects”, der på bedste postmodernistisk vis accentuerer selve fortællingens forrang. Men som Peter Christensen også viser, er fortællingen om fortællingen lige så gammel som fortællingen selv, hvilket Homers mundtlige fortællinger kan fortælle os.
Indenfor det æstetikteoretiske felt diskuterer Stine Nissen, hvorvidt man overhovedet kan operere med begreber som form og indhold i forbindelse med kunst eller om den fænomenologiske sansning er den eneste erfaring, vi kan gøre os. Et lignende udgangspunkt tager Camilla Damkjær i sin artikel “Kroppen og Storbyen”. Med udgangspunkt i Richard Sennett diskuteres kropssociologiens anvendelsesmuligheder i relation til det, der for de fleste er indbegrebet af modernitet, nemlig storbyen.

Kulturo tillader sig hermed at diskutere både formen og indholdet af den voksende medievirkelighed. Vi spørger om massemedierne nødvendigvis er “the only message” eller om andre magtstrukturer og diskurser også gør sig gældende? Denne problematik er Vattimo selvfølgelig ganske klar over. En anden vigtig del af det postmoderne, som han også inddrager, er således udviklingen i de postkoloniale lande, en debat som Kulturo har taget fat i flere gange tidligere. I dette nummer diskuterer Hidehiro Ikegami forholdet mellem et vestlig perspektiv og en asiatisk rumopfattelse sådan som han finder den i japansk lyrik og billedkunst. Endelig ser Ann-Charlotte Monrad Hansen på Vikram Chrandras nyeste bog “Love and Longing in Bombay” som et bud på, hvordan indisk litteratur kan Øres ind i det postmoderne samfund.

– Toke Holmgaard