Når vi i den politiske diskurs ikke må indtage radikale positioner eller stille ultimative krav, som det hedder, bliver det udadvendte politiske ansigt en ensartet flade, som mimer den skærm, det træder frem på. Når vi samtidig i sociale og kulturelle sammenhænge nødigere og nødigere vil fremstå som kedelige, som del af mængden eller som ’mainstream’, køber vi os til radikale retro-æstetikker (punk, grunge, rockabilly) i et forsøg på at understrege, at vi er radikalt ander- ledes fra alt andet og alle andre. I begge tilfælde mister vi blikket for potentialet i det politisk radikale, det æstetisk kompromisløse og den insisterende kedsomhed, som i visse tilfælde synes at tage bolig i radikalitetens inderste.

Den kunstneriske og litterære radikalitet har for eksempel en klar historisk affinitet med den kedsommelige praksis. Avantgardistiske værkers insisterende, langstrakte og minutiøse tilblivel-sesprocesser har i sig selv en betragtelig del af skylden for, hvorfor værket overhovedet kaldes radikalt. For er det ikke netop i det kropslige, materielle og arkivariske arbejde med objektet, at genstanden og arbejdet kan fremstå i sin rå form – i et radikalt udtryk? Et værk, der forsøger at stjæle den æstetiske skal uden at have nogen fornemmelse for den træge proces, for arbejdet, eller for genstanden, ender som en tom og ufar-lig gestus. I dette nummer af Kulturo bliver et af hovedspørgmålene således, hvordan forholdet mellem det radikale og det kedelige kan udlæg-ges i kunsten, politikken, litteraturen – og i kul-turen i det hele taget.

Tania Ørum indleder rækken af artikler med en retrospektiv og tværæstetisk overvejelse af, hvorfor kunsten i 60’erne benyttede sig af en kedelig æstetik. Det ’kedelige’ er ifølge Ørum en radikal strategi, idet den udfordrer vores for-ventninger om, hvad hverdagslivet er. Ved at pege på det umiddelbart tilnærmelige, dét, vi hele tiden ser (uden at lægge mærke til det), åbner det kedeliges æstetik op for et paradoksalt og ’myldrende, fælles hverdagsliv’: åbent for os alle, når blot vi kigger efter.

Vi bringer i dette nummer den til lejligheden oversatte prosatekst ’Aske, nål, blyant og tænd-stik’ (1915) af den schweiziske forfatter Robert Walser (oversættelse af Erik Granly Jensen). Med udgangspunkt i denne tekst viser Jeppe Rossen Skaarup i sin artikel, hvordan Walser i sin såkaldte Bielerprosa praktiserer en etnografisk nærundersøgelse af hverdagslivet. Walsers hverdagsetnografi er ifølge Skaarup et forsøg på at genopdage den lille verden, som vi har glemt i vores daglige omgang med sproget: Ved at flytte de små ting fra periferi til centrum af historien udfordrer Walser det diskursive edderkoppespind, som magtens mikrofysik har spundet os ind i.

I et interview med Kulturo fortæller den amerikanske digter Kenneth Goldsmith, hvor-dan det kedelige bliver skrivningens ufravigelige præmis i en tid, hvor internettet fungerer som et uendeligt tekstreservoir, der overflødiggør pro-duktionen af nye, originale tekster. Det er derfor Goldsmiths ønske at understrege og arbejde med det kedelige på måder, som kan sætte kedsomhe-den i centrum for en genbrugs- og recirkulations-poetik, hvor forfatteren er en arbejdsom kopist og læsningen en potentiel men næsten umulig handling.

Et lignende, men dog mere principielt forsvar for det kedelige, møder vi i bidraget fra Brian Benjamin Hansen og Steen Thykjær fra Center for Vild Analyse. Inspireret af den franske filosof Jacques Lacan søger de ind til den radikale og nøgne tilstand, som kedsomheden bliver i den psykoanalytiske praksis. Vi bør kede os langt mere, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at nå frem til den radikale indsigt, at der i arbejds- og familielivets pres og præstationsræs hverken er noget at bevise eller forstå.

Det radikale forbindes oftere med en kort eksplosion end med et langt sejt træk. Da Linda Montano og Tehching Hsieh (som ses på dette nummers omslag) i 1983 bandt sig sammen med et reb og blev i denne konstellation i et år, var det da en radikal kunstnerisk beslutning eller en dybest set kedelig og meningsløs gestus? Det kri-tiske arbejde med at afgøre om kunstens egne radikale intentioner nu også udmønter sig i en egentlig radikalitet, er et af de emner, Mikkel Bolt berører i sit bidrag. Han giver her et kritisk blik på den selvproklamerede kritiske samtids-kunst, som han ser som en art leg med skygger, der, stik i mod kunstnernes egne intentioner, er med til at retfærdiggøre en neoliberal globaliseringstanke.

Mikkel Krause Frantzen forsøger med filo-soffen Slavoj Žižek at fremtænke en radikalitet, der når ud over den klassiske venstreradikalitets romantiske brudtradition. Han undersøger i en sammenligning mellem Žižek og den franske kurator-filosof Bourriaud, hvordan rødder (som ordet radikal er etymologisk forbundet med) påvirker forestillingen om radikaliteten. Mens Bourriaud forsøger at etablere en forhandling mellem fortid og fremtid, ser Frantzen et større potentiale i Žižeks brutalitetsradikalitet, som ændrer koordinaterne for en given situation uden at indstifte hverken brud eller forhandling.

Volden som æstetik og repræsentation er formentlig tydeligst tilstede i Hollywoods actionfilm. Ulf Houe tager i sin artikel actionfil-mens præmisser alvorligt i et forsøg på at afgrænse og analysere det voldeliges underhold-ningsværdi. I Houes analyse af den form for vold, der normalt afskrives som illegitim, macho og selvtægtsliderlig, belyser han hvordan nydel-sen og volden synes at være sært beslægtede fænomener – bl.a. fordi volden kan ses som et middel til at indstifte en selvvalgt orden uden om det korrupte statssystem.

Hvordan kroppen bliver et radikalt centrum for en del ekstremkunstneres værker, ser vi blandt andet i ORLANs platiskkirurgiske per-formance. Et værk som indgyder et vulgært kropsligt nærvær, og som med sin valgfrihed stil-ler skarpt på den efterhånden helt accepterede og hverdagslige kirurgi, vi udsætter os selv for. At administrere dette nærvær og den voldelige, kropslige ekstremitet er netop Ulla Kallenbachs udgangspunkt for at undersøge performance-gruppens SIGNA’s værk Sálo. Hvad sker der i det fysiske møde mellem en tilskuer, som kom-mer fra byrummets ydre virkelighed, og en skue-spiller, der mishandler eller mishandles i en aflukket villa på Østerbro?

Ved at analysere kønsrelationerne i videoen til hittet Telephone undersøger Erik Steinskog, hvorvidt popstjernen Lady Gagas position som subversiv og nyskabende artist er reel eller ej. Hans analyse af videoen bemærker, hvordan telefonen fungerer som katalysator for nye køns-relationer mellem Beyoncé og Lady Gaga i dens nivellering af forholdet mellem subjekt og objekt.

Herudover er Kulturo stolt over at kunne præsentere nye tekster af Jørgen Leth, Peter Laugesen og Rasmus Halling-Nielsen, samt kunstværker af blandt andre Thomas Demand, Allan Otte og Július Koller.

God læselyst!