Vil du være redaktør af Kulturo?

Kulturo – Tidsskrift for moderne kultur søger to nye medlemmer af redaktionen, som vil være med til at skabe et fagligt relevant og interessant tidsskrift.

Kulturo har eksisteret i 16 år og udgives af redaktionen selv uafhængigt af institutioner. I hvert nummer belyses et tema ud fra forskellige samfundsmæssige og æstetiske vinkler, gennem artikler, interviews og kunstneriske og skønlitterære bidrag.
Kulturo udkommer halvårligt og kan købes hos udvalgte boghandlere og museer.

Du vil indgå i en redaktion med fem andre medlemmer og vil få medansvar for hele processen fra idéudvikling til færdigt tidsskrift, samt diverse administrative opgaver. Du får dermed rig mulighed for at præge arbejdet og det endelige tidsskrift ud fra dine egne faglige interesser.
En stor del af arbejdet består i at redigere artiklerne i samarbejde med skribenterne. Det er derfor en forudsætning, at du foruden en særlig interesse for moderne kultur og det tværæstetiske felt har erfaring med sprog og formidling.
Desuden er erfaring med opsætning i InDesign eller lignende programmer en fordel, men ingen nødvendighed.

Vi forestiller os, at du er studerende, og at du vil være med i redaktionen i ca. to år.

Arbejdet er ulønnet.

Er du interesseret, så send en ansøgning til post@kulturo.dk
Du er velkommen til at inkludere idéer og temaforslag til tidsskriftet i ansøgningen.

Ansøgningsfrist 4. oktober 2010

Samtaler afholdes 11. og 12. oktober. Som ny redaktør vil du blive tilbudt at deltage i redaktionsarbejdet umiddelbart derefter.

Venlig hilsen,
Redaktionen

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen