Den franske filosof Henri Lefebvre definerer i La production de l’espace (1974) det sociale rum som det rum, der omfatter det sanselige såvel som det imaginære. I dette nummer af Kulturo ser vi nærmere på den del af det sociale rum, som udgøres af forestillinger og fantasier. Disse kan med et politisk plusord skabe sammenhængskraft i samfundet, men også holde os stangen i forældede sociale mønstre, som kan føles forkerte og konfliktfyldte for den enkelte. Sociale fantasier kan være diskursive eller ideologiske fantasier om det naturlige, nationale fællesskab, om det fremmede, om det perfekte liv eller om den lurende apokalypse. Nogle er konstruerede fra oven, mens andre ser ud til at gro frem gennem kulturen, herunder sproget og kunsten.
Forestillingen om en særlig dansk nationalitet må siges at leve i bedste velgående, men den udfordres også i kunsten. Fantasier og idéer indeholdt i ordet ‘Danmark’ er temaet i to af konceptkunstneren Jens Haanings seneste værker, som Peter van der Meijden reflekterer over i nærværende nummer. Her konfronterer han publikum med noget, de kender til, men ikke tænker videre over og måske tager for givet. På den måde forsøger han på én gang at gøre danskheden mindre selvfølgelig og mere personlig.
Mads Rosendahl Thomsen ser nærmere på begrebet verdenslitteratur, som oprindelig blevintroduceret af Georg Brandes tilbage i 1899, og som i dag har fået en revival i nyere litteraturteori. Verdenslitteraturen kan ikke sige sig fri for forestillinger om fællesskaber, men kan problematisere præmisserne for det enhedsskabende, eksempelvis dikotomier som det nære og det fjerne, det velkendte og det fremmede. Inden for de senere år har særligt Kina, Egypten og Afghanistan givet stemme til en ny, globaliseret verdenslitteratur.
De forestillede fællesskaber er virkelighedsbeherskende, skriver den tyske litteraturprofessor Albrecht Koschorke i sin artikel, der indgår i vores minitema om USA. Han fremhæver ikke troen på nationen, men troen på fremtiden som den største moderne fantasi. Vi investerer konstant i fremtiden for at opnå fjerne, fiktive gevinster, hvilket kan afholde den enkelte fra at tage kritisk stilling til de aktuelle forhold. Fremtidstroen er kernen i den amerikanske drøm instrumentaliseret i et økonomisk system, hvis sammenbrud vi så for nylig.
Ud over Koschorkes analyse af den globale økonomiske krise med amerikanske rødder bringer vi to andre artikler om USA: Søren Staal Balslev ser på det politiske ideal om kosmopolitten som social fantasi og tolker Barack Obamas sejr som kosmopolittens renæssance. Desuden er vi stolte af at kunne præsentere et nyt værk forfattet eksklusivt til Kulturo af den sprogeksperimenterende, amerikanske digter Lyn Hejinian.
Fremtidsfantasier er også at finde i science fiction-traditionen. Karsten Wind Meyhoff – en kærkommen genganger hos Kulturo – behandler science fiction og kontrafaktisk litteratur som en fremtidsarkæologi, der blotlægger de sociale strukturers fragilitet og skaber nye fantasier om det mulige.
Katastrofen er en klassisk dystopisk fremtidsfantasi, men den er ikke en fantasi i den forstand, at den er løsrevet fra den samfundsmæssige realitet. Isak Winkel Holm beskriver med udgangspunkt i orkanen Katrina, hvordan vores opfattelse og kulturelle behandling af katastrofen griber ind i samfundet og påvirker vores håndtering af den. I kunstfilmen ‘Flooded McDonald’s’ trækker Superflex også på verdensoversvømmelsesdystopien som en fælles fantasi. Her oversvømmes et hverdagssted – og i antikapitalistiske bevægelser et ikon for overforbrug af verdens ressourcer – nemlig en fiktiv McDonald’s-butik. Der er dog ikke kun tale om en dystopi; med destruktionen af McDonald’s opstår også muligheden for noget nyt.
Arkitekturen er en kunstart, som i sin kerne arbejder med, hvordan sociale rum kan organiseres. En fantasi, der har løbet igennem det moderne samfund, såvel som arkitekturen, er tiltroen til teknologiens emancipatoriske kraft. Den legendariske arkitektgruppe Archigram arbejdede med at realisere denne fantasi. Til trods for at deres arkitektur forblev på tegnebrættet, er flere af deres visioner blevet opfyldt i vores hverdagsliv. Også i kunsten lever visionerne videre, blandt andet i Thomas Saracenos værker. Arven fra Archigram er tydelig i de fantastiske bobler, som publikum kunne kravle rundt i på Hayward Galleri i 2008. Saracenos værker opfylder for en stund en utopi ved at tillade publikum at betræde himmelrummet.’
Sammenstillingen af ‘social’ og ‘fantasi’ kan virke modsætningsfuld: Det sociale fastlægger en særlig forestilling om virkeligheden, mens fantasien frigør os fra den umiddelbare virkelighed. Det er måske netop fantasien, der gør, at vi kan forestille os noget uden for den sociale boks. Denne tilsyneladende modsætning opløser Jøker Bjerre i sin artikel om ideologi og utopi hos filosoffen Slavoj Žižek. Han fremlægger det sociale fællesskab som en nødvendig fantasi-konstruktion, som får os til at fortrænge, at der ikke er nogen virkelighed bag konstruktionen. Samfundet findes ikke, men det fungerer alligevel, fordi det opretholdes af selvinterpellerende individer, der holder fast i fantasierne.
Carsten Friberg derimod holder fast i eksistensen af en virkelighed bag fantasierne. Han spørger med filosoffen Odo Marquard, om fantasierne ikke dominerer tidens samfund i en sådan grad, at sansen for virkeligheden mistes. Sociolog Rasmus Willig har med et lignende udgangspunkt undersøgt, hvordan kritik er mere en fantasi end en realitet på flere arbejdspladser. Mangel på kritik, eller værre: mangel på mulighed for kritik, kan forhindre de sociale fantasier i at udvikles og overskride sig selv. De sociale fantasier risikerer altså at blive dogmatiske og stagnerede.Det er problematisk, fordi der skal være plads til alternative fantasier om fortiden, nutiden såvel som fremtiden for – siger vi med lån fra Wind Meyhoffs artikel – at vi kan ”drømme med åbne øjne”.
God læselyst!