KÆRE LÆSER
At dette nummer skulle handle om ting kom sig af et behov fra vores side på redaktionen for at se på det, som er her. Vi lever i en ophobningens tid; lejlighederne fyldes med stadigt flere dimser, bybilledet fyldes med støj, verdenshavene fyldes med plastik og PFAS. Vi taler nok fra dette sted: at vi egentligt ikke har brug for flere ting. Alligevel er de her, vi er dybt afhængige af dem, vi kan – og vil nok heller ikke – slippe af med dem.
Med dette nummer af KULTURO ønsker vi at se på tingene, at samle dem op som sten på stranden, vende og dreje dem og måske blive i stand til at smide dem tilbage i havet og lade dem skvulpe videre.
Det ligger i det at dvæle, at opholde sig ved tingene, at det kræver en langsomhed. At insistere på langsomheden (eller blive tvunget ud i den) har et vigtigt modstandspotentiale i forhold til de vækstdrevne, accelererende mekanismer, vi befinder os i, for de flestes vedkommende udmattede: arbejdsmarkedet, boligmarkedet, bankmarkedet, aktiemarkedet supermarkedet… Vi ønsker at stoppe op for at opdyrke en bevidsthed om og ømhed i relationen til de ting, vi altid omgiver os med.
Vi ser på de helt nære ting, på husene, vi bor i, ringene, skoene, frakkerne, vi ifører os, vaserne, vi stiller frem på bordet, billederne, vi hænger op på væggene. Vi undersøger samlinger af ting, det at arkivere; på bordet derhjemme, i frakkelommerne og på museerne. Der opstår her en kamp, når mennesker på den ene side forsøger at systematisere, at regne naturen ud og underlægge den en menneskebestemt kategorisering, og tingene på den anden side undflyer kategoriseringen, blotlægger deres egne systemer og måske endda selv fordrer en bestemt kategoribestemmelse. Vi ser med dette nummer, hvordan tingene får os til at handle og handler selv, de nedbrydes, rekonstrueres, rejser gennem tiden og bærer på fortællinger om, hvor de har befundet sig.
Mennesker stræber efter at tæmme naturen, at gøre den forståelig for os i det værdisystem, vi har lært at læse verden gennem, det vil sige, den vareliggøres, gøres til en brugsgenstand, der altid indgår i og får værdi igennem sociale relationer. Igennem århundreder har vi opdyrket en fortælling om, at mennesket (eller nærmere: visse udvalgte mennesker) er subjekt; alt det, der omgiver disse, objekt. Denne inddeling er enormt gunstig i forhold til at kunne legitimere, at vi forbruger naturen, jorden, vandet, luften, dyrene, og øvrige ressourcer; arbejdskraft, tid…
Ser vi nærmere, får vi øje på tingenes iboende kræfter, og denne hårde antropocentriske forståelse af, at mennesket må underlægge sig tingene og herske over dem, udfordres. Hierarkiseringen mellem menneskene og tingene vanskeliggøres, og mennesket sættes i højere grad på niveau med tingene; måske kan man strække det til at sige, at mennesket selv tingsliggøres. Vi ønsker at udforske potentialerne og faldgruberne ved tingsliggørelsen. På den ene side kan den ses som et lighedsskabende princip imellem arter og materialiteter; subjektet og objektet lader sig ikke så nemt skille ad, men er altid forbundne og indvirker dynamisk på hinanden. Det bliver tydeligere for os, at kategorierne er konstruerede – og at konstruktionen er mere porøs, end den først synes. På den anden side opstår der et væld af problematikker, når kroppen gøres til objekt, der kan ejes, sælges, købes som arbejdskraft. Der stilles spørgsmål som: Hvilke slags subjekter skaber ulige løn- og arbejdsforhold? Hvem ejer seksualiteten, sexen, graviditeten, aborten? Hvordan navigerer man igennem klæbrige idealer om udseende og opførsel, som i så høj grad afgør distribueringen af værdi og muligheder?
Samtidig med at vi forholder os til alle de problematikker, der hele tiden rejser sig, vil vi også drømme: om nære, måske utopiske relationer mellem menneskene, tingene, naturen. Den drømmende, utopiske tænkning er afgørende; hvordan skal vi ellers kunne forestille os andre muligheder? Igennem udgivelsen løber en stærk længsel efter at nærme sig naturen, at blive forenet med den; efter at lade sig opbløde i blomsterfyldte badekar, måske selv blive en af de her strandsten, der roligt skvulper i vandkanten og langsomt sliber kanter op ad øvrige strandsted.
Bidragene i dette nummer af tidsskriftet samler forskellige sten, molekylesmå og galaktisk store, op og åbner tilsammen for tingenes enorme felt. Udgivelsen består af en tematisk og formmæssig mangfoldig samling, som kan være med til at udpege sammenhænge imellem alle de ting – i bred forstand – vi altid omgiver os med, og som man kan tænke videre med.
Rigtig god læselyst!
På vegne af redaktionen,
Frederikke Brorholt