KULTURO header image 1

Call for Papers kulturo #42

Tema: Industri

I den digitale industrialiserings tidsalder er det på tide med et kritisk, historisk og kulturelt blik på, hvad industrien har været, er i dag og er ved at blive til. I KULTURO #42 ønsker vi at stille skarpt på de mange udeståender, industrien har med kulturen.

Industrien har leveret det moderne arbejdslivs mest arketypiske rum og institution i fabrikken, der aktuelt afvikles i Europa og kollapser i Bangladesh; historisk kan vi skimte fabrikkens konturer som materiel baggrund for Karl Marx’ teoriudvikling, og i 1895 satte fabrikken i Lumière-brødrenes Sortie de l’usine Lumière de Lyon scenen for den første film nogensinde.

Industrierne er i dag trængt ud hinsides fabrikshallerne og kommer til syne i sektorialiseret form – som våbenindustri, medicinalindustri, fødevareindustri, kulturindistri, asylindustri, ja, alt bliver før eller siden til industri. Den traditionelle produktion outsources og rammes af deindustrialisering, og arbejdet er flyttet ind i kontorer og mødelokaler, hvor erhvervslivet og vidensarbejderne indretter sig efter LEAN-principper udviklet på 1960’ernes Toyota-fabrikker og diskuterer, om deres pensionsordninger fortsat skal være bundet til fossil kapital.

Med finansmarkederne og internettet som sine tyngdepunkter er den såkaldte industri 4.0 skudt frem som en ny, cyberkapitalistisk horisont for produktion, infrastruktur og vidensdeling, og samtidig er oversøiske handelsaftaler som TTIP og CETA, der forhandles bag lukkede døre, på vej til at ændre spillereglerne for både lokale arbejdsforhold og den globale industrieksport.

Hvordan tilpasses forestillingskomplekser som klassekamp og maskinstorm i tider præget af postfordisme og prekarisering? I hvilken grad kan industriens rum afdækkes fra vidensarbejdernes prekære position i det åbne kontorlandskab, og hvilke andre perspektiver må vi føje til billedet for, at det det bliver retvisende? Er vores forhold til den historiske industri præget af en falsk tilbagelængsel til tiden i fabrikshallen, eller har industrinostalgiske strømninger som steampunk og krimiernes industrispionage noget mere at sige os?

Kulturelt er spørgsmålet ikke alene ét om den industrielle produktionsmådes historiske forvandling, men drejer sig især om, hvordan industrien betinger menneskets mulige livsformer, og i hvilke symboler og kulturelle former dette viser sig.

I spændet mellem repræsentation og kritik besidder kunsten, litteraturen, filmen, fotografiet og de øvrige kulturformer ligesom både den akademiske og journalistiske kulturkritik en række oplagte potentialer, som vi i KULTURO gerne vil have i tale.

Send bidrag senest 1. september 2016 til post@kulturo.dk

Artikelbidrag
Omfang: 14.000-18.000 tegn

Hvis du blot har en artikelidé, men ikke er sikker på, om det passer til KULTURO, vil vi gerne opfordre til at sende os en idébeskrivelse snarest muligt for at få muligheden for den bedst tænkelige redaktionelle vejledning.

Litteraturbidrag
Vi modtager gerne både nye litterære bidrag, samt litteratur i oversættelse. Vi har ingen krav for omfang, men vi modtager kun færdige tekster.

Kunstbidrag
Visuelle bidrag samt bidrag, der forsøger at udfordre rammerne til, hvad der kan trykkes i et tidsskrift er velkomne. Vedsend værkbeskrivelse med årstal, materialer o.lign.

Call for papers Kulturo 42 industri

Klik på billedet for at downloade call’et som PDF

 

Release KULTURO #41 STØJ


KULTURO #41 Støj
slippes afsted onsdag den 18. maj på Mayhem, Ragnhildgade 1, 2100 KBH Ø. Releasen forløber fra 18-22, og man købe KULTURO #41 Støj til 50 kr (kontant eller mobilepay). Det vil også være muligt at købe nogle af de ældre numre. Entreen er gratis og øllene er billige. Link til Facebook-begivenhed.

kulturo 41 plakat

KULTURO #41 plakat

 

VI  ER STOLTE AF AT KUNNE PRÆSENTERE

LYDDESIGN VED Kasper Fangel Skov
KONCERT/OPTRÆDEN VED Body Stress – F.E. Denning – Morten Søndergaard

Vi glæder os til at se jer!

KULTURO søger nye redaktører!

OBS: Stillingen kræver, at du bor i København eller omegn.

Tidsskriftet KULTURO har i 21 år opereret i det tværæstetiske felt. Bladet udgives af redaktionen selv uafhængigt af institutioner, og hvert nummer belyser gennem artikler, interviews og kunstneriske og skønlitterære bidrag et tema ud fra forskellige samfundsmæssige, politiske og æstetiske vinkler. KULTURO udkommer halvårligt og kan købes hos udvalgte boghandlere og museer.

Vi søger redaktionsmedlemmer med mod på at afsøge forbindelsen mellem samfund, politik, kunst, litteratur og kultur. Vi forestiller os, at du er studerende med faglig viden eller kvalificeret interesse inden for vores genstandsfelt og har lyst til at bruge dine evner til at udfordre KULTUROs indhold og læsere.

I KULTURO har vi en flad struktur, hvor alles bidrag er værdsat, og der er herved rig mulighed for at præge magasinets fremtidige format ud fra dine egne faglige interesser. Du vil indgå i en redaktion med cirka seks andre medlemmer og du vil få medansvar for hele processen fra idéudvikling til færdigt tidsskrift, samt diverse administrative opgaver. En stor del af arbejdet består i at redigere artiklerne i samarbejde med skribenterne og arbejdet er herved en fantastisk mulighed for at tilegne dig og udvikle evner indenfor dette. Desuden sætter vi stor pris på erfaring med fundraising, økonomi, sociale medier og InDesign eller lignende programmer, men dette er ingen nødvendighed.

Vi mødes cirka én gang om ugen til redaktionsmøde. Derudover skal der sættes et par timer af til opgaver i løbet af ugen – og lidt flere hen mod release. Vi regner med, at du vil være med i redaktionen i cirka 2 år og det er vigtigt for os, at du har tid til at være en del af hele processen.

Arbejdet er ulønnet.

Er du interesseret, så send en ansøgning til post@kulturo.dk. Du er velkommen til at inkludere idéer og temaforslag til tidsskriftet i ansøgningen. Ansøgningsfrit mandag d. 2. maj 2016.

Samtaler afholdes i uge 19. Som ny redaktør vil du blive tilbudt at deltage i redaktionsarbejdet umiddelbart efter.

KULTURO søger nye redaktører

Klik på billedet for downloade PDF

 

Call for Papers KULTURO #41

Tema: STØJ

HVORNÅR STØJER ET FÆNOMEN?

Oplevelsen af støj afhænger af modtagerens evne til at koncentrere sin opmærksomhed. Eller som den amerikanske komponist John Cage (1912-1992) skrev: Wherever we are, what we hear is mostly noise. When we ignore it, it disturbs us. When we listen to it, we find it fascinating.

Med STØJ som tema ønsker KULTURO stille skarpt på det, der ikke er i fokus og spørge, hvad støj betyder som vilkår i den verden, vi lever i, og hvordan støjen kan bruges i æstetiske praksisser.

Støj er et negativ. Det er det uønskede, fremmede eller overskydende. Støjen er det, der bliver siet fra i betydningsdannelse og således kun eksisterer i relation til, hvad det ikke er: valid information, musik, budskab etc. Det er i denne forstand en dom over det udsnit af virkeligheden, der ikke indgår i et kulturelt system, og som vi derfor ikke tildeler værdi eller betydning. Støjen er uden for det, vi ønsker at høre, det vi anser som brugbar lyd, hvilket åbner for støjens subversive potentiale: Hvordan kan støj bruges til at sabotere og destruere den gældende orden?

Hvor fænomenet støj er en allestedsnærværende baggrund, er begrebet støj udpræget moderne. Støj er et kulturelt og historisk betinget fænomen, hvis udstrækning er til konstant forhandling. Og i denne forhandling er kunsten en vigtig aktør; støj er en kategori, mennesker traditionelt har brugt til beskrivelse af sanselige forstyrrelser af lydlig art, men er i løbet af det tyvende århundrede blevet erobret kunstnerisk og musikalsk af avantgardebevægelser, støjrock, lydkunst og filmmediet. Med æstetiseringen bliver det på en anden måde muligt at være opmærksom på støjen og værdsætte den som kulturform.

Send dit bidrag senest 7. marts 2016 til post@kulturo.dk.

Vi forventer, at bladet udkommer til april 2016.

Artikelbidrag
Omfang: 14.000-18.000 tegn

Hvis du blot har en artikelidé, men ikke er sikker på, om det passer til KULTURO, vil vi gerne opfordre til at sende os en idébeskrivelse snarest muligt for at få muligheden for den bedst tænkelige redaktionelle vejledning.

Litteraturbidrag
Vi modtager gerne både nye litterære bidrag, samt litteratur i oversættelse. Vi har ingen krav for omfang.

Kunstbidrag
Visuelle bidrag samt bidrag, der forsøger at udfordre rammerne til, hvad der kan trykkes i et tidsskrift er velkomne. Vedsend værkbeskrivelse med årstal, materialer o.lign.

Call for papers 41

Call for papers kulturo 41

 

 

Klik på billedet for at downloade PDF

Giv KULTURO i julegave!

December er over os og julestemningen (og gavepanikken) breder sig. Derfor vil vi gerne præsentere en begavet julegave: Et abonnement på KULTURO.

Køb et abonnement for to år (fire numre) for blot 180 kr. inklusive levering.

Ved bestilling til jul, tilbyder vi de to seneste blade (#39 og #40) leveret samt de to kommende blade, der udkommer omkring april og oktober 2016.

Bestil julegaven på post@kulturo.dk.

Glædelig jul!

40 cover billede Forside til KULTURO #39

Call for papers KULTURO #40

Tema: Patologier

‘I was cured, all right’. Sådan lyder sidste sætning i Stanley Kubricks filmatisering af A Clockwork Orange (1971). Sengeliggende og omgivet af interesserede læger og journalister bliver morderen og voldtægtsmanden Alex gjort til et offer, som en magtbegærlig politiker vil bruge i sin anklage mod sygehusvæsenet. Alex er helbredt, all right, men filmen rejser spørgsmålet, om det var ham eller politikerne, lægerne og samfundet, der var syge til at begynde med.

I KULTURO #40 ønsker vi at sætte fokus på det patologiske og ikke mindst de patologiske forestillinger, der tidligere, men også til stadighed, er med til at definere ideen om sygt og raskt i vores samfund. Hvilke nye patologier opfindes for at kunne redegøre for utilpassede subjekters handlingsmønstre? Er patologiseringen et tegn på den øgede kontrol og normalisering i det moderne samfund? Eller blot et udtryk for den konstante videreudvikling inden for lægevidenskaben?

Med Galskabens historie (1961) satte Foucault patologierne i et historisk og normkritisk perspektiv, hvis indflydelse på det humanistiske felt næsten ikke kan overvurderes. Magtinstanser har hensat visse grupper til udkanten af samfundet på baggrund af fysiognomiske, seksuelle, mentale eller sociale anomalier. Omvendt er det gale geni, den socialt afkoblede kunstner, en romantiseret og nærmest mytisk figur, som i høj grad er dyrket i moderne kultur. Tænk på Sylvia Plath, tænk på Lars von Trier.

Patologisering er på den ene side en magtudøvelse, der bestemmer, hvem der kan inkluderes i det normale, og hvem der ikke kan. På den anden side kan patologiseringer afsløre magthierarkier; både ud fra, hvem der gives magt til at udøve patologiseringen, men også ud fra, hvem der bliver patologiseret. De amerikanske skoleskyderier er voldshandlinger begået af de ‘normale’ og dermed magthavende grupper i samfundet. Her bliver individet sygeliggjort – som afstikker, hvis handlinger må forklares med traumer i barndommen, og ikke kategoriseret som ‘terrorist’.

Send dit artikelbidrag (14.000-18.000 anslag) eller dit kunstneriske eller litterære bidrag senest 1. september 2015 til post@kulturo.dk.

Hvis du blot har en artikelidé, men ikke er sikker på, om det passer til KULTURO, vil vi gerne opfordre til at sende os en idébeskrivelse snarest muligt for at få muligheden for den bedst tænkelige redaktionelle vejledning.

Vi forventer, at bladet udkommer til oktober 2015.

 

call_for_papers-40_patologier

Download PDF

At lytte til lyd som en krop

INTERVIEW MED LYDKUNSTNEREN JACOB KIRKEGAARD.
af Pernille Lystlund Matzen

Hvad enten det er et flygtigt indblik i den sovendes underbevidsthed, lyden af Broadways pulserende gadeliv, der buldrer i en søjle, eller undersøgelsen af radioaktiv tid i Tjernobyl, arbejder den danske kunstner Jacob Kirkegaard med ‘skjulte’ eller underliggende lyde i værker, som åbner for nye måder at lytte til verden på. Værkerne synes samtidig at sige, at der er et liv i alting, hvis bare vi lytter efter. KULTURO har mødt Jacob Kirkegaard til en snak om lyd som alt andet end baggrundstapet eller visuelt supplement: hvilke værker kommer ud af en kunstnerisk praksis, der undersøger lydens kropslige tilstedeværelse og dens potentiale som samtalepartner?

Jacob Kirkegaard (f. 1975) er uddannet fra Akademiet for Mediekunst i Køln i 2005. Gennem det seneste årti har han opført og udstillet et utal af lydværker verden over. Mange af værkerne opfanger lyde, der ikke umiddelbart kan høres med det blotte øre, men som ved hjælp af utraditionelle metoder og optageredskaber lydliggøres. I et nærmest arkæologisk ærinde graver Jacob Kirkegaard i det akustiske sediment og finder hidtil uhørte klange frem fra vores ellers velkendte omgivelser.

Den tredimensionelle lyd

Mange af dine værker præsenterer os for lyde, der ikke er umiddelbart tilgængelige for det menneskelige øre, men hvor du tager avancerede teknologiske redskaber i brug for at lytte til ‘lyden under overfladen’. Hvad er det ved den skjulte lyd, der interesserer dig?

‘Jeg kan godt lide tanken om, at der er en membran i lyden, som en slags hud, der adskiller noget ydre og noget indre. Jeg forestiller mig, at lyden er som en krop, man kan gå rundt om eller bagom og som vil tage sig forskelligt ud alt efter, hvor man befinder sig i forhold til den. Et eksempel på denne forestilling er lyden af stemmen: du kan lytte til min stemme i rummet, som vi sidder her over for hinanden, men du kan også lægge hovedet på mit bryst og høre min stemme på en anden måde – den lyd er lige så ‘sand’, bare forskellig fra måden vi er vant til at høre den andens stemme på.
Jeg synes, det er interessant, at lyd kan komme alle mulige steder fra: den kan komme ovenfra, den kan komme bagfra, den kan påvirke mig fysisk og selvfølgelig også sanseligt. Samtidig er den umiddelbart usynlig.’

Du taler om lyden som noget kropsligt. Hvordan arbejder du med den rumlighed i selve lyden?

‘Jeg arbejder med reallyd, fordi det har en uforudsigelighed, et dybere lag, som jeg ikke finder i computergenereret lyd. Tag for eksempel lyden af København om natten: De forskellige lydlag, både de nære og de fjerne, og den konstante dybe summen, der sommetider afbrydes af pludselige, korte lyde, er som at lytte til en symfoni for første gang. Når lyden får lov at opføre sig som den vil, eller simpelthen godtages som den er skabt, har den på en helt anden måde et selvstændigt liv. Det skal ikke være mig, der bestemmer over lyden, men hellere en interaktion som opstår i mødet mellem mig og lyden.
I mine værker forsøger jeg at stræbe efter en balance mellem lydens udtryk og lytterens indtryk. Jeg tænker i en værksammenhæng på lyden i omgivelserne som forskellige lag af frekvenser, der påvirker hinanden og danner interferens og resonans med det rum, den lever i. Lydene bliver til en komposition, der ændrer sig alt efter omgivelsernes tilfældige påvirkning. På den måde er det et værk, som hele tiden ‘sker’ helt af sig selv. Hvis jeg udover denne fascination af lyden som medie kan forstå den i en konceptuel sammenhæng, så har jeg forudsætningen for at lave et lydværk.’

Tilstand i lyd

Jacob Kirkegaard blev tidligt i sit liv interesseret i den avantgardistiske musikalske stilart konkretmusikken. Bevægelsens pionér Pierre Schaeffer (1910-1995) skabte værker, hvis materiale bestod af omgivelsernes reallyde placeret i en ny sammenhæng – nemlig en struktureret komposition. Konkretmusikken forsøgte i anvendelsen af livets lyde at udvide sensibiliteten for de lyde, der omgiver os i det daglige.

Pierre Schaeffers primære bedrift ligger vel i at få os som lyttere til at skærpe høresansen og lytte på en ny og anderledes måde til ellers velkendte lyde – handler det også om det for dig?

‘Jeg er ikke specifikt interesseret i at skabe, hvad der i gængs forstand betegnes som ‘musik’ med mine værker. Musik er ofte narrativt og intentionelt følelsesbelagt, og dikterer på den måde, hvordan lytteoplevelsen af værket skal bevæge lytteren. Jeg har ikke lyst til at bestemme, hvad lytteren skal få ud af lydene. Jeg er grundlæggende interesseret i at skabe noget, som appellerer til høresansens dybere lag, som kan åbne for en anden måde at lytte på.
Det er en af grundene til, at jeg godt kan lide at arbejde med tilstand i lyd: hvis et lydværk eksempelvis er meget langt eller monotont, hvor lyden fortsætter og ikke ændrer sig særlig meget, så begynder mulighederne at åbne sig for en anden lyttetilstand, hvor man bliver bevidst om sig selv og tiden, der går med at lytte. Det er med andre ord ens egen tid, man begynder at opfatte i lytningen. Mine undersøgelser af lyd handler ikke decideret om at tale til folks følelsesmæssige indlevelse eller engagement, men forsøger at være mere neutral i sin udformning: Det er en lyd, der ikke ‘vil’ noget bestemt, men som forhåbentlig kan vise nogle andre ‘lag’ i lydene eller give plads til lytterens egne tanker og refleksioner.’

4 Rooms og Broadway – Lagring af lyd som undersøgelsesmetode

Jacob Kirkegaards værker tager ofte afsæt i undersøgelser af konkrete rum og miljøer, hvor rummets egen lyd mangedobles gennem optagelser af rummets lyd, der derefter spilles ud i rummet og optages igen. Denne proces gentages flere gange – der tilføres ikke elementer udefra, men rummet får lov at ‘tale’ for sig selv. Værket 4 Rooms udfolder lyden fra fire forladte rum i eksklusionszonen i Tjernobyl. Det blev udgivet den 26. april 2006, præcis 20 år efter Tjernobyl-atomkraftværket nedsmeltede i Ukraine. Jacob Kirkegaard optog lyden af hvert enkelt rum i 10 minutter, hvorefter optagelsen blev spillet tilbage i rummet og optaget igen. Og spillet tilbage og optaget igen. Til slut træder lyden fra rummenes resonans frem som vibrerende droner med et utal af små variationer.

Du anvender i værker som 4 Rooms en metode, hvor lyden reflekteres eller afspejles, altså hvor du afspiller en lyd tilbage i rummet, og optager igen – hvilken tidslighed opstår i denne fordobling eller lagring af tid?

‘Værket 4 Rooms beskæftiger sig blandt andet med lyd som en indgangsvinkel til at forstå tid. På samme måde som stjernerne på himlen kan give et begreb om verdensrummets dimensioner, der ellers ville forekomme som en sort ubegribelig uendelighed, kan lyd være med til at skabe en fornemmelse for tiden.
I et værk som dette, hvor lyden reflekteres eller afspejles tilbage i rummet selv, skabes en slags ‘ophobning’ af tid, hvor man på 10 minutter pludselig kan lytte til en times optagelse – som at lytte ind i fremtiden og fortiden på én gang.
Optagelserne i de fire forladte rum i Tjernobyl var også en måde at undersøge radioaktiv tid på. Ligesom lyd er radioaktiviteten noget, der er tilstede i de forladte rum, men som er meget lidt håndgribeligt. Man har som besøgende i Tjernobyl hele tiden en bevidsthed om, at radioaktiviteten er en farlig og konstant tilstedeværende faktor i området. Samtidig er den svær at begribe; man kan hverken høre, se eller dufte dens tilstedeværelse. Jeg optog lydene, som eksisterer i disse forladte rum, for at nå til en større forståelse for, hvad der er på færde i de radioaktive rum.’

aioncover590

Kirkegaard uddyber svaret på spørgsmålet om fordobling af lyd som metode, ved at inddrage den stedspecifikke lydinstallation Broadway fra 2007:

‘Med Broadway skulle der laves et værk til et specifikt rum, nemlig udstillingsstedet Swiss Institute Contemporary i New York. Værket tager udgangspunkt i lyden fra fem jernsøjler i galleriet. Jeg lagde øret til søjlerne i gallerirummet og opdagede, at de producerede en lyd; de resonerede med den travle newyorkergade Broadway. Den næsten uhørlige tone, søjlen producerede, optog jeg med sensorer og sendte herefter tilbage i søjlen med kontakthøjttalere [højttalere uden membran, red.], hvilket fik søjlen selv til at fungere som en højttaler – søjlernes indre resonanstoner, som var igangsat af gadens vibrationer, trådte pludselig frem i galleriet. Gallerirummet blev, gennem søjlerne, til værket selv.
På samme måde som med værket 4 Rooms, har jeg med Broadway undersøgt lyde som allerede er til stede i et rum, men som ikke umiddelbart høres med det blotte øre. Jeg prøver i en lagring eller spejling af lyden at fordoble og bringe noget frem, som man måske ikke lagde mærke til før. Jeg henter allerede eksisterende lyde frem og undersøger, hvad et sted eller et miljø selv har at ‘sige’.’

Det suggestive og den aktive lytter

Du nævnte tidligere, at værkerne helst skal give ‘plads’ til lytteren. Hvordan skabes dette afbalancerede forhold mellem værk og tilhører?

‘Lytteoplevelsen bliver mere aktiv, når lydene ikke dirigerer for meget i én bestemt retning. Jeg beskæftiger mig i værkerne med suggestive lyde, der giver nogle forslag uden at virke for definitive. Det er en balancegang mellem, at lyden giver nogle associationer, og samtidig ikke direkte minder om noget velkendt.  Min far kom engang med en bemærkning til et lydværk, jeg havde lavet, hvor han beklagede den manglende guitarsolo, der ‘lige skulle tilføre det sidste pift’. Men jeg er ikke interesseret i at lire en guitarsolo af, når min far allerede ‘hører’ den. Hvis man som lytter selv begynder at forestille sig nogle ting, eller bygger videre på lyden, som i dette tilfælde, så er lytteren aktiv – det vil jeg helst.
Jeg lavede eksempelvis et værk med optagelser af vind, som blev kørt igennem et filter, hvilket ændrede tonen så meget, at det ikke længere lød som vind. Og så var der alligevel noget ved lydens kvalitet, som gav den samme stemning som vindlyde, selvom det var langt fra den lydlige klang, vi normalt forbinder med vind. Det er i det spændingsfelt, jeg synes det bliver interessant: Hvis der er en dobbelthed – et fremmedelement og en genkendelighed på samme tid, der minder én om noget, uden at man kan definere præcist, hvad det er, man hører. At der er plads til ens egne forestillinger og associationer.
Jeg vil samtidig gerne skabe værker, der ikke bekræfter folks forventninger om en bestemt lyd. De fleste mennesker associerer eksempelvis Tjernobyl med noget uhyggeligt.  Netop derfor kunne det aldrig falde mig ind at skabe et uhyggeligt værk i den sammenhæng. Styrken i Tjernobyl-værket ligger efter min mening i at vise, at stedet også er så utroligt smukt og drømmende. Jeg forsøger således at skabe værker, hvor man forhåbentlig føler sig fri til, selv at skabe sin egen historie, naturligvis uden at værkets udtryk bliver for diffust. På den måde er det mere et sammenspil mellem lytteren og mig som formidler.’

I tråd med værkerne 4 Rooms og Broadway arbejdes der i værket Haus der Mahre fra 2010 med lyde fra det skjulte – denne gang underbevidstheden formidlet gennem stemmen. Værket består af en ruminstallation og lydoptagelser af 16 forskellige personer, der blev inviteret til at sove på skift, mens alle de lyde de lavede under søvnen; smasken, tale, bevægelser og åndedræt, blev optaget og herefter afspillet ud i rummet igennem 16 højttalere.

Haus der Mahre er det første værk, jeg har lavet til stemmen. Jeg har altid syntes, det var svært at arbejde med stemmen, fordi jeg ikke kan abstrahere fra ordet. Lydene bliver for konkrete for mig. Derfor synes jeg, det er interessant at undersøge, hvad vi siger om natten, når vi ikke kan ‘styre’ vores stemme. I vågen tilstand er vi altid kontrollerede med stemmen: hvis vi for eksempel stammer, forsøger vi at lade være. Men om natten bevæger stemmen sig frit. Lydene vi laver, mens vi sover, er uden for vores kontrol. Det kunne jeg godt tænke mig at optage: Denne utilsigtede tale, hvor man ingen intention har, med det man siger, men man siger noget.
Det er også en mulig adgang til drømmeverdenen: Hvor ligger den grænse eller membran, som adskiller virkeligheden fra underbevidstheden? I optagelserne af lydene fra de sovende fungerer lydene som fragmenter af underbevidstheden, der krydser grænsefladen fra underbevidstheden og op til virkeligheden – ligesom luftbobler på en vandoverflade. Optagelserne af de sovende er en mulighed for, at lytte til en slags verbalisering af denne indre verden, vi ikke normalt kan opleve med vores almindelige bevidsthed.’

At være lydhør

Jacob Kirkegaards værker viser et arbejde med uforudsigelige og ukontrollerbare lyde, der hentes frem af specifikke rum og miljøer, hvor lydene ikke er tilgængelige for vores umiddelbare perception. Med en forkærlighed for det organiske ved reallyde, der hele tiden er i bevægelse og påvirkes af omgivelserne, arbejder Kirkegaard med en fascination af lyden som et potentielt liv, der gennemstrømmer de steder og miljøer, vi færdes i – lyden som en krop med et indre og et ydre, som en størrelse man kan henvende sig til og interagere med, men som samtidig i sin uforudsigelighed og bevægelse lever sit eget liv.

Når lyde i stigende grad medtænkes i brandingstrategier og omgivelserne gøres til genstand for lyddesign, er der en stigende nødvendighed i andre former for lyd, hvor vi som lyttere ikke påduttes bestemte følelser eller budskaber. Jacob Kirkegaards lydkunstpraksis fordrer på sympatisk vis en aktiv lytning, hvor tilhøreren selv får lov at skabe sine egne forestillinger og historier gennem suggestive lyde, og udviser herved en grundlæggende tillid til hvert enkelt menneskes evne til at lytte og fortolke selv. Ved at muliggøre et kendskab til nogle lydlige rum, som vi ellers ikke ville kunne høre, skaber Kirkegaard en udvidelse af verden, hvor hidtil uhørte lyde får lov til at træde frem fra det mangfoldige katalog af hemmelige lyde, der gemmer sig i vores omgivelser.

 

Bragt i KULTURO (#32), ‘Lyde’, 2011
© KULTURO, skribenten og kunstneren

E.B. Itso – en emailkorrespondance

af Christian Hagen Thomasen

E. B. Itso har som kunster periferien som både genstandsfelt og selvvalgt vilkår. Han fik med sin partner Adams – uden selv at deltage, vel at mærke – medieopmærksomhed i DR2-talkshowet Den 11. time, da banegårdsforvalteren under en ombygning af Hovedbanegården fandt det hengemte rum, de havde indrettet til og benyttet som en enkel og interimistisk lejlighed ved S-togsspor 12.

I løbet af de sidste par år er han i højere grad dukket op til overfladen og er begyndt at udstille på anerkendte kunstinstitutioner og gallerier. I november 2013 åbnede E. B. Itso sin første soloudstilling på kunstgalleriet V1 i Kødbyen. Vi fandt frem til ham til ferniseringen og fik lov til at sende ham nogle spørgsmål per email. Det følgende er en renskrevet version af den korte korrespondance, der fulgte. Den endte med at blive meget sporadisk da E. B. Itso – på trods af en stadig synligere udstillingsvirksomhed – fortsat opholder sig i det skjulte. En manglende internetforbindelse og en truende nedrivning af hans nuværende bopæl er derfor også blandt omstændighederne for det følgende:

Hvilke projekter, som du har lyst til at fremhæve, har du lavet i de sidste par år?
‘Adams og jeg har sammen fortsat med at udforske storbyens glemte rum. [Vi indtog, red.] et andet rum på Hovedbanegården i 2008 for at tage pladsen tilbage. Temaet har fået en ny vinkel, da det allerede eksisterende, faste rum nu i stedet håndteres som rørligt. [Vi fandt et, red.] lille, overgivet skur på Hovedbanegårdens baneterræn. Det blev sat på en håndbygget vogn og indrettet i lighed med vores tidligere skjulte hjem. Vi rullede det væk fra København til nye omgivelser i 2009. Indtil videre er det ikke vendt tilbage og befinder sig et sted over Polarcirklen.
På egen hånd har jeg rejst mange gange med godstog og dokumenteret den slags stemninger, der er langs godstogssporene i USA. Projektets titel er Tracks, Trains and Travels. [Det forsat igangværende projekt blev startet i, red.] 2006, og indbefatter fotografi, silketryk og lydoptagelser.’

itso_KBHH4still

Tracks, Trains og Travels blev vist på udstillingen Coaxing Corners på Galleri Steinsland Berliner i Stockholm i oktober 2013. Boarded I & II, der  installatorisk placerer krydsfinérplader taget fra byen i udstillingsrummet, er blevet vist på ARoS-udstillingen Understrøm i januar 2014:

‘I Boarded I & II udforsker jeg de forseglede bygningers æstetik. Formen på værket kommer fra den måde, tomme huse bliver beskyttet i praksis. Plywood-plader [monteret, red.] foran vinduer og døre forhindrer uvedkommende adgang og ødelæggelse. Forseglingens forsvinding er en aktiv handling, som stiller spørgsmål om ejerskabsforhold og holdbarheden af samfundet. Pladerne i udstillingsrummet virker som grafiske elementer og giver et spejlbillede af disse former, vi ser i storbyen hver dag, men sjældent fortolker.
Makulatur (Børsen) fra 2014 er et fundet objekt. Når finansavisen Børsen trykkes, renses offset-maskinens tromler jævnligt. Dermed opstår et lille oplag af avisen hver dag med det ferskenfarvede papir fuldstændigt sort, fyldt af trykpressens overskud af farve. Renseopgaven medfølger i maskineriet og hæftes ligesom de øvrige eksemplar. De mørke prognoser flyder sammen med de sorte avissider.’

Disse svar tydeliggør en dirren i E. B. Itsos virke. Han har både udstillet i institutionel og kommerciel sammenhæng hos Telefon til Chefen, på Charlottenborg, V1 galleri og Galleri Steinsland Berliner samt forsat sin ageren  ’under radaren’, som når han indtager efterladte eller uopdagede rum i storbyen.

Hvordan opfatter du grænsen mellem din udstillings- og kunstpraksis og din væren?
‘Har altid per princip levet og gjort de samme ting og tænkt over byen på samme måde nu som tidligere. At anvende mig af det jeg finder i byen – ligesom min måde at orientere mig i den – er den samme som før. Uanset om jeg er i København eller besøger en fremmed by, trives jeg bedst i samme slags miljøer og med samme slags aktiviteter.
Har altid været tiltrukket af at rejse, og mine drivkræfter er lige så meget nysgerrighed som flugt fra virkeligheden. At definere det jeg gør som kunst, er derimod nyt for mig, og det er eventuelt en måde at værdsætte, det jeg gør i dag, men mine tanker og handlinger er i princippet de samme, som de altid har været.’

Det er også interessant, hvordan du placerer elementer fra samfundet i dine værker, der ellers repræsenterer det perifere, for eksempel de fundne objekter du benytter dig af. Og – modsat – at dine perifere handlinger i mange tilfælde vises i centrale, institutionelle omgivelser. Kan du sætte nogle ord på denne klare spænding mellem Udenfor og Indenfor i din praksis?
‘At udstille i ‘centrale, institutionelle omgivelser’ er relativt nyt for mig med hensyn til den slags værker, jeg har lavet på det seneste. Det vil altid være sådan, at ‘udenfor’ er i det, jeg gør. Den spændning, du skriver om, mellem eksempelvis et råt, fundet brugsmateriale med tydelige spor af anvendelse og slitage og den hvide kubes rene vægge, er en ny effekt for mig at laborere med. Jeg kommer jo udefra med en æstetik og med vurderinger, som dyrkes på gaden. Indenhus er for mig et temporært ophold.’

Udstillingspraksissen skal altså ikke nødvendigvis anskues separeret fra E. B. Itsos liv, men snarere som en materialisering af hans liv, indsat i en ny, billedkunstnerisk kontekst. Der synes uanset hvad at være en eksplicit stillingtagen til samfundsindretningen i E. B. Itsos værker, og jeg undres derfor over, om den ovenfor nævnte værdsættelse også skal forstås som et ønske om lydhørhed over for en agitation.

Ønsker du at vise os vejen til en ‘anden’ gemt og glemt verden?
‘De vurderinger jeg har, kan jeg sjældent skjule, i det jeg laver. De kommer til udtryk gennem valg af temaer, en vis æstetik og [i de spørgsmål jeg stiller, red.]. Jeg har aldrig været interesseret i at agere som vejviser og bogstavligt overtale nogen til at tænke som jeg, men der findes et behov for at sige min mening via kunsten eller via budskaber i det offentlige rum. Eftersom jeg hverken er verbal eller synes om at være synlig, er det en passende metode.’

Har du gjort dig nogle tanker om, hvad det temporære ophold på kunstinstitutionen gør ved opfattelsen af dig som kunstner og – ikke mindst – for opfattelsen af din måde at leve på: Er du bange for at blive domesticeret?
‘Med det ‘temporære ophold’ tænkte jeg ikke på mit eget ophold som udstillende kunstner på institutioner og gallerier, men at værket i sig selv temporært opholder sig indenfor, på trods af at det stammer fra og stadigvæk eksisterer i et ‘udenfor’. Hvordan min måde at leve på opfattes kan jeg slet ikke kontrollere, og det er jeg heller ikke interesseret i at gøre. Min erfaring er, at der er og altid har været forskellige fortolkninger af, hvad jeg går og laver.’

Har du nogle idéer om, hvad fremtiden byder?
‘Der er så meget at tænke på, men så lidt at fortælle.’

 

Bragt i KULTURO (#37), ‘I periferien’, 2014
© KULTURO, skribenten og kunstneren
 

Call for papers KULTURO #39

Tema: Tal og cifre

“Fri mig for de talende Excel-ark” skrev Knud Romer for nylig i Politiken i et debatindlæg om nedskæringerne på humaniorastudierne i forbindelse med dimensioneringen af de videregående uddannelser. Kritikken var rettet mod den aktuelle tendens i det politiske system, hvor beslutninger i stigende grad træffes på baggrund af tællelig data.

Som tidsskrift for kunst, litteratur og politik vil KULTURO #39 med temaet TAL OG CIFRE gerne sætte fokus på det abstrakte begreb, der er med til at legitimere statsmændenes magt og de symboler, der udgør den mest håndgribelige overflade blandt andet for vores pengesystem, tidsregning og persondata.

Vi ønsker at stille spørgsmålet om tallenes betydning for vores kultur, livsformer og æstetik og dermed også de måder, hvorpå kulturen forbinder sig med og afhænger af matematik og økonomi. På hvilken måde får tal en social betydning i praksisser som hasard og forsikring, og hvilken eksistentiel rolle spiller cifre som medie for kryptografi og personkontrol?

Matematikken anskueliggør markedsmekanismerne, men samtidig indekserer og kanoniserer vi også kunsten med lignende greb, så man ved hvilke 1001 bøger, man bør læse, før man dør, eller hvilke 67 danske kunstnere der er de vigtigste netop nu.

Tallene er ikke nødvendigvis kunstens fjende. Op igennem litteratur- og kunsthistorien har matematiske og geometriske principper været afgørende for både kunstnernes æstetiske fremstilling og vores dechifrering af deres værker – tænk blot på det gyldne snit, sonetformen og Fibonacci-tallene. Her bliver tallene styrende henholdsvis for det visuelt skønne og for, hvordan litteraturen som sprogmaskine åbner sig for andet end ord.

Tallene er grundlag for naturvidenskabens rationelle erkendelse, men vores omgang med cifrene kan også føre til semiotiske konspirationsteorier, talmystik og paranoide forestillinger om π, 13, 42 eller 666.

Når økonomen Thomas Piketty vinder opmærksomhed ved at medregne Jane Austen og Honore de Balzac som data, bliver det klart, at vi i dag må spørge: Hvor går grænsen mellem det kvantificerbare og det utællelige, mellem statistisk empiri og æstetisk erfaring?

Send dit artikelbidrag (14.000-18.000 anslag) eller dit kunstneriske eller litterære bidrag senest 15. februar 2015 til post@kulturo.dk.

Hvis du blot har en artikelidé, men ikke er sikker på, om det passer til KULTURO, vil vi gerne opfordre til at sende os en idébeskrivelse snarest muligt for at få muligheden for den bedst tænkelige redaktionelle vejledning.

Vi forventer, at bladet udkommer til april 2015.

Download PDF

Download PDF

20-års jubilæum og release på KULTURO #38: Luft

Lørdag den 25. oktober fejrer KULTURO tidsskriftets 20-års jubilæum med en releasefest af KULTURO #38 i Dome of Visions.

Temaet på KULTURO #38 er ‘Luft’, og det vil i løbet af aftenen blive sat i perspektiv, både i forhold til brugen af domen, samt igennem forskellige optrædener på aftenen, hvor der også vil være bar og DJ.

Dørene åbner kl. 20:00, hvor der vil være GRATIS ØL fra Carlsberg og optræden fra 2 gram m.fl.

Alle venner af KULTURO, Dome of Visions og andre interesserede er velkomne.

Til arrangementet kan KULTURO med glæde præsentere:
Performance ved 2 gram // Amalie Smith – Marble // No Magnets // Oliver Riel – Duft // Tobias Zehntner – Aquarium // m.fl.

kulturo38-release_invitation