WURST…
Pølse, sagde Immanuel Kant, da matematikeren Carl Friedrich Gauss besøgte den berømte filosof i Königsberg. Gauss håbede at få bekræftet sin matematiske teori om, at rummet var foldet, krummet og i det hele taget mere mærkværdigt end hidtil antaget, men fik kun en senil mands respons. Lampe skal købe pølse, sagde Kant. Pølse og stjerner. Det skal han også købe.

Kants udbrud serveres som pointen i en vits og udgør det komiske højdepunkt i kapitlet ‘Tallene’ i Daniel Kehlmanns roman Opmålingen af verden (2005), hvor vi lærer at le og føle med Gauss’ genstridigheder. Personificeret ved Gauss finder den matematiske erkendelse sig hos Kehlmann kastet ud i en verden, hvor tandpine behandles hos barberen, der trækker den forkerte kindtand ud, men hvor pinen også samtidig fører til et søvnløst nybrud – den første konstruktion af en syttenkant med passer og lineal.

Nok udgør den rene fornuft grundlaget for såvel filosofisk som matematisk erkendelse, men den huserer i urene kroppe, der kan blive ramt af tandkødsbetændelse og demens. Tallenes orden og logik lader sig ikke af dén grund besmitte, men tallene tjener omvendt også formål, der går videre end deres matematiske funktion: Tallene bruges til at fæstne, skabe og ordne forhold i verden, som når Gauss på grund af monetære bekneb nødsages til at løsrive sig fra løsningen af aritmetikkens grundspørgsmål – hvad tal er, og hvordan de virker på hinanden – og blive landmåler for den prøjsiske stat.

Såvel økonomien som territoriet reguleres ved hjælp af tal. Hvor diskret denne regulering end måtte være, udgør den en baggrund, der er afgørende for, hvordan vores livsverden er indrettet – også selvom tallene ikke træder frem for vores perception og bevidsthed. At verden kan matematiseres og tingene tælles, måles og vejes, medfører med andre ord ikke kun en aritmetisk anvendelse af tallene, men også en social inskription af tingene med tal – uanset om tallets anvendelse er diskret som en af internettets bagvedliggende algoritmer, eller om tallene bliver til kulturelle tegn, vi som subjekter tænker og tæller med.

TAL, DER VISER SIG
Tallene er in og har været det længe: Det vrimler med kryptografiske genier og febrilsk tællende konspirationsteoretikere på de store biograflærreder, systemdigtere som Inger Christensen, Klaus Høeck og de franske OuLiPo-forfattere har for længst vist os, at tal og matematiske formler kan mønstres som produktive principper for kunstnerisk skabelse, og perspektivtegningens symmetriske idealer leder og forleder endnu vores opmærksomhed i billedsfæren.

I dette nummer af KULTURO sætter vi fokus på tallenes og cifrenes betydning for kulturen. Tallet er måske nok noget matematisk, som vi lærer at regne med fra barnsben, men det er samtidig værd at tage tallet seriøst både som kulturel forestilling og som del af sociale formationer. I kunsten og litteraturen virker de kvantificerende tal som en formel målestok for både produktion og reception, og tallene viser sig også eksplicit som indhold, når skriften benytter sig af talbegrebet eller tallet bliver til et tegn i billedet.

En roman som Kehlmanns lægger op til en humanistisk talforståelse ved at vise, hvordan der er nogen, der forestiller sig tallene. Fornemmelsen for tal er som led i betydningsdannelsen med til at forme, hvad en forestilling overhovedet er. Skolebarnets spæde beregninger fører ikke altid videre end en følelse af fortabelse i tallenes abstraktion; omvendt kan en fuldblodsmatematiker som romankarakteren Gauss ane, at tallene ikke fører én bort, men bringer virkeligheden nærmere og gør den klar og tydelig, selv når der falder tagsten om ens ører under en gåtur.

Men en rent humanistisk talforståelse, der udelukkende tænker den subjektive side af erfaringen af det tællelige, har også sin begrænsning i forestillingsevnen – for så vidt den reduceres til den repræsentationslogik, som både humanismens og naturvidenskabens subjektbegreb kan forfalde til. For at forstå, hvordan sociale formationer struktureres gennem tal og cifre, må vi se udover et subjekts begrænsede synsfelt og forstå det som situeret i et magtforhold, det ikke selv er herre over.

TAL, DER VIRKER
Æstetisk indvirker tallene på og viser sig i vores omgang med kulturelle artefakter, men de er samtidig socialt virksomme på mere omsiggribende måder end som målestok for smagsdommen. CPR-nummeret er garant for statsborgerens identitet, men personregistrering er også en betingelse for tilvejebringelsen og opretholdelsen af politiske, juridiske og økonomiske magtforhold. Tallene i Det Centrale Personregister indekserer imidlertid individer efter køn svarende til skellet mellem lige og ulige tal, og denne binære logik tilbyder så begrænsede kategorier for den kønslige selvforståelse, at folketinget den 25. juni 2014 vedtog lov nr. 752, der gør det muligt for transkønnede at få ændret deres CPR-nummer og dermed deres identitetspapirer og politisk-juridiske status efter det køn, de skifter til.

Kønsskiftet bliver med andre ord ikke juridisk muligt i kraft af noget kirurgisk indgreb, men i kraft af en ændring af den måde, hvorpå staten tæller og kategoriserer sin befolkning. Lovændringen kan forstås som opfindelsen af en ny aritmetisk operation, der går ud på at det at overskride skellet fra et lige tal til et ulige eller fra et ulige til et lige svarer til det at skifte køn, netop fordi det dermed bliver muligt at ændre den forkerte ækvivalens mellem tal og køn til den rette (hvad end dét så er lige tal-kvinde eller ulige tal-mand). For at råde bod på den strukturelle uretfærdighed ved kønsindekseringen anerkender lovændringen, at borgersubjektet under visse omstændigheder har ret til så at sige at blive optalt igen.

Det statslige tælleapparat ændrer sin virkemåde, så befolkningen igen kan optælles smidigt og uden at øve vold med de kategorier, optællingen medvirker til at legitimere.

Men ingen delvis ret til om-tælling ændrer på, at befolkningen stadig skal tælles.

FRA POLITISK ARITMETIK…
At være statsborger er at være del af, hvad man kunne kalde statens politiske aritmetik. Den politiske aritmetik betegnede ved demografiens grundlæggelse i 1600-tallets England en måde at analysere menneskelig adfærd nummerisk og ud fra vægt og mål, mens staten endnu var ved at udtænke metoder og teknikker til at konsolidere sig og endnu ikke var kommet på begrebet statistik.

Men optællingen kan også betragtes som noget, der altid er på spil i det politiske. Historisk går folkeoptællingerne langt længere tilbage end den moderne stat, og i filosoffen Jacques Rancières politiske tænkning finder vi en forståelse af politisk orden som beroende på en aritmetik, der opdeler befolkningen i dele, der kan repræsenteres og tage del i det offentlige liv, og så dele, der er indordnet uden at kunne artikulere sig adækvat politisk. De transkønnede kan indtil lovændringen i juni siges at have udgjort et eksempel på sidstnævnte, med Rancières begreb en del uden del, og tildelingen af et nyt CPR-nummer kan i den optik forstås politisk som en manøvre, der skaber lighed, hvor den politiske orden før opretholdt en ulighed mellem, hvordan grupper med forskellige kønsforståelser kunne komme til orde og syne.

Det er helt grundlæggende for statsmagtens politiske logik, at befolkningen kan tælles og dermed beskrives, men samtidig vil magten ikke selv tælles i sin autoritetsudøvelse: Efter de ulovlige masseanholdelser under COP15 i 2009 verserede debatten, om hvorvidt politibetjente skulle nummereres for lettere at kunne blive identificeret, men politiforbundet var med henvisning til betjentenes sikkerhed fra chikane og personlige trusler principielt imod. Autoriteten skal forblive unummereret, så betjente som myndighedspersoner kan fungere som en uinddelt enhed, der i relativ anonymitet opretholder den politiske orden.

Hverken nummerering af politiet eller optælling af befolkningen er politisk neutrale anvendelser af tal og cifre, men forskellige måder at synliggøre individer og dermed føre regnskab med deres mulige handlinger og identiteter. Forstået som regeringsteknik er optællingen da også stadig mere gennemgribende end nogen overvågning i billedsfæren, men i takt med, at personregistrering forbindes med mere statistisk materiale, bliver optælling og overvågning svære at skelne fra hinanden. Når vores persondata aktuelt ender i medicinalindustriens hænder, ændrer den statistiske viden om os karakter, idet den går fra at være del af sundhedsvæsenets register – hvor den sundhedsfaglige viden er en fortrolighed mellem patient og læge, og det vil sige borger og stat – til at være udspændt mellem statens interesse i sundhedsfremme og økonomiske interessenter i en langt mindre fortrolig database.

… TIL DIGITALISERING 
Det er værd at spørge om, hvorfor vi stadig frygter det at blive set på et overvågningskamera mere end at blive til et ciffer i en database. Billedsfæren forekommer transparent, men ændrer sig med regeringsteknikkerne og samfundsformerne. Opgaven er ikke i teknologiforskrækkelse at undgå, at der bliver taget billeder af os. Det afgørende er at opdage, hvordan billeder (men også personfølsomme lægejournaler og litteratur, identitetsmarkører og kulturelle artefakter i det hele taget) kastes ind i et krydsfelt af blikke og beskrivelser alene i kraft af, at vi deler dem med andre. Når det såkaldt mandlige blik grupperer sig i form af Viborgs teenagedrenge, der uden samtykke videresender intime billeder af piger, de kender, er det delingskulturen (og ikke som sådan billederne), der udgør det virkelige problem.

Det er i den digitale tidsalder blevet svært at gennemskue både databasernes rækkevidde og akkumulering af information og dermed ikke bare delingen af persondata, men også hvad der deles, når informationstyperne og måderne at bruge vores museklik på skyder knopper om ørerne på os.

Digitaliseringen er radikalt nummerisk, ikke bare fordi ‘digit’ bogstaveligt talt betyder og er et ciffer, men fordi det er en tendens til at indføre alt i den binære kode, som computerteknologien gør materielt mulig, og som programmørerne spænder ud som et net af algoritmer imellem os. Det gamle disciplinærsamfund, som ifølge Michel Foucaults klassiske analyse af fængselsvæsenets fremkomst krystalliserede sig i 1800-tallets institutioner, har underskriften og matrikelnummeret som to poler, der angiver henholdsvis individet og dets position i en masse. Dette ændrer sig med kontrolsamfundet, hvor det væsentlige, med Gilles Deleuzes viderefortolkning af Foucault, ikke længere er

en underskrift eller et tal, men et ciffer, for cifferet er en adgangskode, hvorimod disciplinærsamfundet reguleres af befalingsord (såvel fra det samfundsskabendes som fra modstandens synsvinkel). Kontrollens numeriske sprog udgøres af cifre, der giver adgang eller formener adgang til information.

Deleuze så i 1990 kontrollen som en opløsning og videreførelse af den kriseramte disciplins institutioner. På lignende vis kan digitaliseringen – alt efter om man lader sig inddele som teknologipessimist eller -optimist – ses som en enten aggressivt muterende eller progressivt udviklende videreførelse af kontrolsamfundets flydende virkemåde.

… UND STERNEN 
Først med forståelsen af sig selv som et subjekt, der kan stille objekter foran sig, begyndte mennesket at forestille sig verden som billede, hævdede teknologikritikeren og antihumanisten Martin Heidegger i 1938. Vi kan nu sige, at det først var med optællingen, at konturerne af en befolkning begyndte at tage form for regeringen af samfundsordenen, først med landopmålingen at staten med matematikkens mål bemægtigede sig jorden som territorium, først med det disciplinære befalingsord blev vi for alvor til individer i massen, først med adgangskoderne og personregistreringen blev vi til cifre, og nu med internettet er vi blevet til IP-adresser, der efterlader brødkrummer i gudvedhvilke databaser.

Endnu har ingen digitaliseret stjernerne. Eller formået at købe dem, som selv de mest stringente tænkere i senile stunder fantaserer om at gøre.

God læselyst!