Download teaseren som pdf her

KULTURO #35 er i trykken og udkommer torsdag den 14. marts. Derfor inviterer vi denne dag til releasefest i Møllegades Boghandel på Nørrebro.
Se facebook event for mere information:
http://www.facebook.com/events/431805146897790/?fref=ts

Vi glæder os til at se jer!

‘Kriton, vi skylder Asklepios en hane! Den må I ofre! Forsøm det ikke!’ - Sokrates’ sidste ord.

Asklepios var den græske lægegud, og man ofrede en hane til ham som betaling for kurering. Sokrates udtrykte derimod taknemmelighed for at blive befriet for den sygdom, livet udgør. Ifølge Platons overlevering af dødsscenariet skældtes tilskuerne ud; de græd og var oprevne, men burde ifølge Sokrates forholde sig roligt og tålmodigt.

Der ses her et skel i dødsopfattelser, der fortsat florerer i dag. Hvis livet er en øvelse i at dø, som den amerikanske filosof Simon Critchley – med udgangspunkt i blandt andre Sokrates – påstår, burde døden være et naturligt og afklaret endepunkt. Den massive opmærksomhed, døden får i kunsten og kulturen, indikerer dog, at selvom mennesket efterhånden har øvet sig på at dø i nogle tusinde år, er det endnu ikke lykkes os at acceptere vores egen mortalitet. Tværtimod er døden stadig en grænse, vi kæmper med. Måske endda the final frontier -  det sidste erkendelsesområde, der indeholder både det religiøse, det mystiske, det fremmede og det uundgåeligt kropslige i en ellers affortryllet og mekaniseret verden.

Menneskets eksistentielle forhold til døden undersøges hos Thomas Schwarz Wentzer i ‘Mortalitet, mulighed og mening’, hvor han kaster et filosofisk blik på, hvad det betyder for os som mennesker, at der er et endeligt for vores liv. Med udgangspunkt i overvejelser omkring tilværelsen og sin datters opfattelse af døden ser han på, hvad det betyder for os, at livet er endeligt, og diskuterer med udgangspunkt i cryonics (en slags uorganisk krops-maskine, hvori vi kan implementere vores hjerne og leve evigt), hvori forskellen på at udskyde og afskaffe døden består.

Døden som en del af livet er også udgangspunktet for Rane Willerslevs artikel ‘Freuds dødsdrift og den sibiriske cirkulation af sjæle’. Freuds begreb thanatos (dødsdrift) revurderes gennem en nordøst-sibirisk genfødselstro og gentolkes som et overskud af liv, der rækker ud over den biologiske cyklus af liv og død.

Tim Flohr Sørensen undersøger i sin artikel ‘Den lukkede kiste’, hvordan den æstetiske og rumlige udformning af kirkegårde – samt begravelsespraksisser mere generelt – som iscenesættelser af døden påvirker menneskets erfaring af og relation til den.

Michel Foucaults analyser af magtens udvikling fra det 18. århundrede ‘kapper hovedet af kongen’ og lader os forstå, at den sort/hvide juridiske magt, hvor suverænen enten ‘lader dø eller holder i live’, ikke længere er den primære magt i den vestlige verden. På dette punkt er samfundet blevet mere komplekst, og såvel magten som dennes forbindelse til døden må defineres med større finesse. Magtens komplekse relation til døden har foranlediget den camerounske teoretiker Achille Mbembe til at videreudvikle Foucaults forståelse af biomagten i retning af en nekropolitik.

Et fremtrædende nutidigt eksempel på denne politiske brug af døden kan findes i den territorielle konflikt mellem Israel og Palæstina, som er udgangspunktet for Runa Johannessens artikel ‘Nekroarkitektur’. Johannessen illustrerer, hvordan Israels krigsstrategier frem for alene at orientere sig mod den sårbare menneskekrop i højere grad sigter mod en eliminering af selve betingelserne for liv. Som led i en art ‘omvendt byplanlægning’ indgår destruktionen af civil arkitektur i en strategisk kamp om rumlig dominans, hvor intentionen ikke nødvendigvis er død, men snarere umuliggørelse af liv.

Dødens vanskeligt håndterbare karakter behandles også i Lars Östmans artikel ‘Die Stolpersteine og det Nøgne Liv’. Med Gunter Demnigs kunstværk Die Stolpersteine som paradigmatisk eksempel viser Östman, at mindesmærkerne for grusomhederne begået af det III Rige kan have svært ved at rumme kompleksiteten af nazisternes gerninger. Ved hjælp af den italienske filosof Giorgio Agambens Homo Sacer-værker illustrerer han, hvordan de tyske koncentrations- og arbejdslejre behandlede sine ofre på en måde, der ikke kan begribes med vores gængse etiske, juridiske og politiske begreber.

Med udgangspunkt i William Faulkners As I Lay Dying og Euripides’ tragedie Alkistes udarbejder Mikkel Krause Frantzen en præliminær skitse til en ‘nekroæstetik’ – en æstetik der behandler ligets egen dødsverden og ser på, hvad der sker, når liget i kunsten nægter at forblive dødt. Med teoretikere som Derrida og Heidegger vises det, hvordan liget udkaster en egen dødsverden, hvor tempo og kausalitet har det med at måtte vige for ligets egen logik.
Der skydes og sprænges, drænes og dræbes i Ernst Jüngers beretning fra 1. Verdenskrig, In Stahlgewittern. Karsten Wind Meyhoff undersøger i artiklen ‘Ernst Jünger i gruens solløse bolig’, hvordan døden gestaltes i det berømte og berygtede værk. Med perspektiveringer til renæssancemalerne Bosch, Bruegel og Cranach viser Meyhoff, hvordan Jüngers dødsrepræsentation består af en sønderdeling af alle lemmer og relationer og dermed trækker tråde tilbage til renæssancemenneskets værste mareridt.
Hele eller dissekerede lig skorter filmhistorien heller ikke på og med det centrale argument om, at den filmiske død ofte er den senmodernes verdens memento mori, gennemgår Michael Hviid Jacobsen og Janet Ferrari Wanseele historiske eksempler på, at døden på film typisk finder sin repræsentation i enten Hollywoods æstetisering og heroisering af døden eller i krimigenrens kropsfetichisme.

Katakomberne under slottet heavy metal er mange og forgrenede, og selvom alt metalmusik ofte associeres med død og ødelæggelse, findes der en undergenre, som tager døden særligt alvorligt og personligt. I doom metallen er livet ensomt, mørkt og selvmordsfordrende, og selvmordet bliver dermed livets umulige løfte og mulighedsperspektiv. Troels Hughes Hansen analyserer eksempler på dette ‘nedstemte’ livs- og dødssyn hos de tre nutidige doom-bands Pallbearer, Ahab og Candlemass i artiklen ‘Sorg og udslettelse’.

Uanset om den er befriende eller deprimerende, er døden også allestedsnærværende i operaens spectacle. Nila Parly demonstrerer i artiklen ‘Døden på scenen’, hvorfor det ikke er helt slut, før den fede dame har sunget – og i mange tilfælde også gået bort. Med udgangspunkt i operahistoriske nedslag og Wagners Niebelungens Ring vises det, hvordan dødsfald – særligt blandt kvinder – ofte er helt centrale kompositoriske elementer i operaen.
Vi er endvidere stolte af at præsentere nye tekster af Ida Marie Hede, Jonas Rolsted, Preben Major Sørensen og Janina Katz samt nyoversættelser af den østrigske forfatter Thomas Bernhard. Hertil kommer kunstneriske bidrag af Peter Callesen, Saskia Te Nicklin, Torben Eskerod, Emil Westmann Hertz og Lea Porsager. Honey Biba Beckerlee pryder for- og bagsiden med hendes værk There is a difference between a shaky or out-of-focus photograph and a snapshot of clouds and fog banks. Værket udgøres af to identiske polaroid-indscanninger, og titlen er et citat fra et brev den østrigske fysiker Erwin Schrödinger skrev til Albert Einstein i 1935 i deres fælles diskussion af kvantemekanikken.

Døden tvinger os ofte ud i det banale, da vi ikke har sprog for det, vi ikke begriber. Det er redaktionens ambition, at dette nummer af KULTURO skal tilbyde en række artikler, der forsøger at forstå og nuancere den intime relation mellem liv og død – kulturelt såvel som politisk og æstetisk. Vi håber derfor, at I med friske øjne vil åbne dette nummer og læse om dødens mange forklædninger.

Modsat kartografiens stramt optegnede linjer er virkelighedens grænser en elastisk størrelse. I den territorielle konflikt mellem Israel og Palæstina er grænserne på landkortet ikke blot en forhandling om, hvor grænsen mellem de to lande skal trækkes op, men også noget, der materialiserer sig rumligt som juridiske og politiske zoner. De er demarkationslinjer, der streges op, skubbes og trækkes i; på den ene siden rent fysisk ved hjælp af arkitektur og infrastruktur – mest iøjnefaldende gennem separationsmuren – og på den anden side gennem politiske og juridiske definitioner af, hvem der befinder sig inden for – og hvem der falder uden for visse rettigheder.

Arrangementet indgår som led i IKK-festivalen og vil finde sted fredag den 8. marts kl. 14-15 på Københavns Universitet (KUA), bygning 21, stueetagen, lokale 19.

Runa Johannessen (1978) er Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, med en baggrund som arkitekt fra Arkitektskolen i København, 2008. Hendes forskning kredser om sammenhængene mellem territoriel konflikt og rumlige konfigurationer i palæstinensisk kontekst med en grundlæggende interesse for, hvordan det politiske kommer til syne gennem arkitektur og planlægning. Hendes kommende udgivelse ‘Nekroarkitektur – Eliminering af livsgrundlag som krigsstrategi’ kan læses i Kulturo #35.

Den italienske filosof Giorgio Agamben understreger i teksten ‘What is a People’? den indlejrede semantiske ambivalens der altid er på færde, når man benævner folket. Begrebet betragtes ifølge Agamben ofte som stabilt og betydende ‘identifikation’ og ‘tilhørsforhold’, selvom det i virkeligheden er et fleksibelt begreb, der hele tiden må redefinere sig selv gennem eksklusion, sprog, race og territorium. Denne dobbelthed grunder i ordets to forskellige, men sameksisterende betydninger: forestillingen om folket som summen af en stats integrerede politiske borgere, og folket som udtryk for de underprivilegerede eller ekskluderede. På lignende vis synes begrebet folkelighed at indtage en ofte modsætningsfyldt rolle, hvor det på den ene side anvendes som slagord for det, som ‘hele folket’ eller ‘de brede masser’ i en befolkning står bag, mens det på den anden side kan benyttes som sproglig ammunition, hvor det folkelige defineres ved at udgrænse noget andet.

Især i forholdet til kunsten og kulturen indtager folkeligheden en kompleks rolle. På forskellige måder har den eksperimenterende kunst gennem det seneste århundrede søgt at bryde båndet til ‘det bedre borgerskab’ ved at fornægte det autoritære og elitære og forene sig med hverdagslivet. Men ofte er den blot blevet indlemmet i museumsinstitution til trods for, eller måske netop på grund af sine overskridende kvaliteter. De mest radikale forsøg på at bryde med institutionen er på ironisk vis ofte endt med at blive besunget mest af ‘elitære’ kunstkendere. Balanceakten mellem kunstnerisk kvalitet og folkelig appel optræder som central problemstilling i mange af samtidens kulturdebatter, herunder eksempelvis den fortsatte debat om kunststøtten, opgøret med smagsdommeriet og Kulturkanonen.

Artiklerne i dette KULTURO diskuterer folkelighed med mange forskellige indgangsvinkler og perspektiver, men de er fælles om et skeptisk blik på begrebet, hvor folkeligheden ikke udgør en fast defineret størrelse. Snarere kredser mange af bidragsyderne om folkelighedens forskellige anvendelser, og påviser hvordan begrebet i disse sammenhænge både kan bruges som en effektiv politisk og kulturel inklusions- og eksklusionsstrategi.

Forholdet mellem æstetik og social klasse behandles i Bjørn Schiermers essay God smag, dårlig smag, der tager selve smagsbegrebet op til revision. Med udgangspunkt i en kritik af sociologen Pierre Bourdieu foreslår Schiermer et smagsbegreb, der – i stedet for at forstå smag som en social markør – opfatter smag som en slags dyd. På den måde bliver smagen demokratiseret, idet det Bourdieuanske skel mellem ‘folkelig’, dårlig smag og aristokratisk, god smag blødes op.
Weimarrepublikkens eksperimenterende designskole Bauhaus behandles af den amerikanske kunsthistoriker Juliet Koss i artiklen Bauhausfolket. Den ser nærmere på skolen som et socialt eksperiment, der forsøgte at ophæve grænsen mellem det menneskelige subjekt og designobjektet og arkitekturen i et omfattende folkeligt og industrielt Gesamtkunstwerk af arkitektur, design, selskabsliv, hverdagsliv, politik og farvestrålende kostumer.

Olafur Eliasson fortæller i et interview med KULTURO om sit arbejde med kunstværker, der gennem deres sanselige umiddelbarhed og fænomenologiske kvaliteter kan opleves af alle og enhver, men samtidig indbyder sin beskuer til kritisk refleksion. Eliasson ser kunsten som virkelighedsprocurende og dermed også politisk.

God, samfundsrevsende og skelsættende kunst er ikke kun tilgængeligt på fine kunstmuseer eller i det offentlige rum, men kan også findes på et lokalt folkebibliotek i Sønderjylland. Karsten Wind Meyhoffs essay åbner vores øjne for tegneseriehæftets kunstneriske særegenhed og bevidsthedsudvidende kvaliteter, selvom genren almindeligvis betragtes som ren populærkultur. På baggrund af en gennemgang af Meyhoffs egen idiosynkratiske liste over yndlingstegneserier viser han tegneseriens særlige potentiale til at udfolde sansemættede, komplekse og visionære fantasiverdener for sin læser.

Jens Tang Kristensen undersøger folkelighedsbegrebets aktualitet i en senmoderne kunst- og kulturpolitisk debat i dansk perspektiv. Ved på historiografisk manér at spore begrebets transformationer og anvendelser i kunsten siden 1800-tallet bliver det klart, at folkeligheden er et fleksibelt begreb, der tilpasser sig henholdsvis de modernistiske, senmodernistiske og postmodernistiske epistemer inden for kunsten.

Samme tilpasningsdygtige og fleksible folkelighedsbegreb finder vi i Jacob Skovgaard-Petersens artikel, der retter opmærksomheden mod den arabiske folkelighed, som er kommet i mediernes søgelys efter revolutionerne under Det Arabiske Forår. Artiklen ser på hvordan begrebet ‘folket’ (al-Shaab) er opstået og har formet sig gennem forskellige epoker af den arabiske verdens udvikling. Blandt andet viser Skovgaard-Petersen, hvordan det politiske både har dikteret (og styret) den folkelige retning og dannelse, og hvordan den enkelte politiker samtidig har ligget under for krav om netop folkelighed.

Fokus rettes igen mod folkeligheden i specifik dansk kontekst i Kassandra Wellendorfs visuelle analyse af de videoer, vi møder på TV-skærmene i S-toget. VisitDenmark, en erhvervsdrivende fond under Økonomi- og Erhvervsministeriet der markedsfører dansk turisme, har skabt en serie videoer benyttet i S-togene, der omhandler Danmark og den danske befolkning. Artiklen går kritisk til den diskrepans, der opstår i mødet mellem VisitDenmarks glansbilleder af Danmark, og på den anden side den virkelighed, man møder på togturen.

En helt anden slags folkelighed er på færde i DRs velkendte søndagsdramatik, der med populære tv-serier som Krøniken og Forbrydelsen har trylledundet halvdelen af Danmarks befolkning hver søndag aften. Eva Novrup Redvall undersøger modtagelsen af DRs produktion af fiktionsserier på nationalt og internationalt plan, henholdsvis som en bred, folkelig genre i Danmark og som finkulturelt nicheprodukt i udlandet.
Helt ekstraordinært genoptrykker KULTURO en artikel af kunstneren Poul Gernes fra den sjældne pamflet Forskningsforpligtelsen fra 1987 med særlig tilladelse fra hans datter, Ulrikka Gernes. Bidraget diskuterer kunstens samfundsmæssige rolle, og plæderer herigennem for et kunstliv, der er virksomt, folkeligt og uden for museumsinstitutionens rammer. Bidraget er medtaget for at sætte nutidens kunstdebat i relief – og viser samtidig, hvordan mange af datidens centrale problemstillinger om kunsten stadig er højaktuelle.

Herudover er KULTURO stolte over at præsentere et nyt litterært bidrag af Lea Løppenthin, et uddrag af Glenn Christians Fabriksnoter, samt at kunne publicere udvalgte indlæg fra Caspar Eric Christensens blogeksperiment Fragmenter mod et kulturelt arkiv. Vi viser desuden nyere kunstværker af blandt andre Nils Viga, Kasper Pyndt og Taryn Simon, og forsiden prydes af et værk af Alexander Tovborg.

God læselyst!

Giorgio Agamben er citeret fra teksten ‘What is a People’ fra Means without end: Notes on Politics, University of Minnesota Press, 2000

KULTURO #34 er lige på trapperne og udkommer den 27. september 2012. Vi inviterer i den forbindelse til releasefest samme aften. Se facebook event for mere information: KULTURO #34 Release

Artikelbidrag (max. 15.000 anslag inkl. mellemrum)
modtages på post@kulturo.dk inden 29. maj 2012.

Den danske folkeligheds ideologiske rødder kan spores tilbage til N.F.S. Grundtvig, der især brugte begrebet som folke-lighed – en demokratisk og anti-autoritær forestilling om folkelig lighed og solidaritet inden for nationalstaten. ’Folkelighed’ benyttes stadig i mange sammenhænge i dag, men synes i stigende grad at udgøre et paradoksalt og skrøbeligt begreb. Eksisterer der stadig en fælles-folkelighed i vores individualiserede og multikulturelle samfund? Og i så fald, hvor og på hvilke præmisser kan man tale om folkelighed?

Folkeligheden knyttes ofte til den universalistiske rettighedstænkning, der i Danmark har udmøntet sig i institutioner som folkeskolen, folkepensionen og folkebiblioteket. Denne rettighedstænkning står i dag over for afgørende omvæltninger med en økonomisk krise, der sætter forestillingen om grundrettigheder til debat. Modsat den institutionaliserede folkelighed, synes de seneste års omfattende folkelige oprør på globalt plan at udtrykke en ny opblomstring af kampe for lighed og rettigheder, der kommer fra folket, og ikke fra staten.

Kunsten synes at have et komplekst forhold til folket, hvor den, især gennem det seneste århundrede, har søgt en balance mellem folkelig appel og kunstnerisk værdi. Avantgarden forsøgte eksempelvis at nedbryde skellet mellem høj- og lavkultur, men formåede sjældent at få folket med sig. Denne balanceakt har affødt mange værdikampe i Danmark bare inden for de seneste år – herunder opgøret med smagsdommeri, oprettelsen af en kulturkanon og begrebet om ´sammenhængskraft´ i samfundet.

Mediernes distributionskanaler bliver i stigende grad indtaget af den almindelige borger. Her er det ikke masserne, men individet, der deltager i reality-programmer og eksponerer sig selv via blogs og Facebook-profiler. Men er denne ’den almene borgers’- synlighed udtryk for en ny folkelighed i fjernsynet og på nettets sociale medier? Hvem sidder tilbage som publikum, når alle står på scenen? Og kan fællesskabet ske på selvrealiseringens præmisser?

Folkelighedsbegrebet virker på den ene side til at være et centralt og aktuelt begreb i mange nationale og globale problemstillinger, imens det på den anden side kan virke som et forældet og sentimentalt begreb med rødder i nationalstatens kamp mod ydre og indre fjender. Kulturo ønsker med dette nummer at søge efter folkeligheden i vor tid. Vi ønsker at afspejle folkeligheden i dens mange facetter og belyse dens flertydighed og udviskede grænser.

Download teaseren som pdf her.
Læs mere om, hvordan du bidrager her.

Denne figur antager adskillige former fra sørøveren til piratkopisten. Fælles for dem alle synes at være udøvelsen af en særlig praksis, der intervenerer i verdens orden.

KULTURO #33 tager fat på piratens mange ansigter ud fra henholdsvis en politisk, kunstnerisk, historisk, populærkulturel, performativ og avantgardistisk kontekst. Artiklerne i dette nummer diskuterer pirateri fra vidt forskellige perspektiver, men de samler sig alle omkring en diskussion af en praksis lokaliseret et sted mellem allemandseje og ingenmandseje.

Der er således tale om en praksis, der udfordrer forestillingerne om, hvad der tilhører hvem, og hvem der må gøre hvad. Piraten udfordrer og nedbryder forestillinger om ophavsret og identitet. Piraten iscenesætter og intervenerer direkte i de rammer, der konstituerer hverdagen og forsøger at skitsere konturerne af en tilstand hinsides ejendomsretten.

I tråd med dette ønske om at sætte viden fri af en begrænsende ejendomsret og gøre den til allemandseje, har vi i KULTURO valgt at lægge #33: Pirat op som en gratis pdf.

Download PDF.

Køb