Kulturo har eksisteret i 16 år og udgives af redaktionen selv uafhængigt af institutioner. I hvert nummer belyses et tema ud fra forskellige samfundsmæssige og æstetiske vinkler, gennem artikler, interviews og kunstneriske og skønlitterære bidrag.
Kulturo udkommer halvårligt og kan købes hos udvalgte boghandlere og museer.

Du vil indgå i en redaktion med fem andre medlemmer og vil få medansvar for hele processen fra idéudvikling til færdigt tidsskrift, samt diverse administrative opgaver. Du får dermed rig mulighed for at præge arbejdet og det endelige tidsskrift ud fra dine egne faglige interesser.
En stor del af arbejdet består i at redigere artiklerne i samarbejde med skribenterne. Det er derfor en forudsætning, at du foruden en særlig interesse for moderne kultur og det tværæstetiske felt har erfaring med sprog og formidling.
Desuden er erfaring med opsætning i InDesign eller lignende programmer en fordel, men ingen nødvendighed.

Vi forestiller os, at du er studerende, og at du vil være med i redaktionen i ca. to år.

Arbejdet er ulønnet.

Er du interesseret, så send en ansøgning til post@kulturo.dk
Du er velkommen til at inkludere idéer og temaforslag til tidsskriftet i ansøgningen.

Ansøgningsfrist 4. oktober 2010

Samtaler afholdes 11. og 12. oktober. Som ny redaktør vil du blive tilbudt at deltage i redaktionsarbejdet umiddelbart derefter.

Venlig hilsen,
Redaktionen

Titlen synes at pege frem mod et fremtrædende aspekt ved det netop afsluttede årti: jeg-forhandlingen. Med dette nummer, som både markerer bladets 15-års fødselsdag og dets udgivelse nummer 30, gør Kulturo status over det forgangne årti under denne overskrift, som vi, ikke skribenterne, har udpeget.

De sidste ti års stigende brug af spin-tendenser, salgsfremmende kommunikationsstrategier (storytelling, branding, viral kampagnestrategi) og konstruerede fjendebilleder (’smagsdommere’, ’afviste asylansøgere’, ’lømler’, ’aktivister’, ’socialistiske ballademagere’) tegner et billede af et politisk landskab i iscenesættelsens vold. Den stigende dyrkelse af jeget på 00’ernes kulturelle scene kan ses som et modstykke til en sådan politisk virkelighed, der helt åbenlyst er præget af fiktionalisering. Den kunstneriske, sociologiske og politiske ’biografisme’ er i vores øjne udtryk for en jeg-forhandling ansporet af behovet for jeg-iscenesættelse og -konstruktion eller for en autentisk jeg-essens.

Jeg-dyrkelsen som reaktiv tilbagetrækningstaktik er en af de fire teser, som Mikkel Bruun Zangenbergs opstiller i sin indledende artikel. I 00’erne er det på godt og ondt blev reglen snarere end undtagelsen for danske forfattere at gøre op med hovedstolsforbuddet, og Zangenberg spørger med den britiske filosof David Hume, hvornår mon jeget i litteraturen ikke bare dør, men bliver fuldstændig opløst eller fraværende.

Hvis jeg-dyrkelsen i 00’erne er koblet på en strømning af ideer om, at det enkelte jeg har ret til at dyrke sin egen version af virkeligheden, er det et paradoks, at dette ofte sker gennem terapeutiske forløb, der tilpasser den enkelte til arbejdsmarkedets krav. Det er temaet hos René Rasmussen, som overvejer sammenhængen mellem 00’ernes senkapitalistiske, nyttebaserede samfund og terapiformer som coaching og kognitiv terapi. Jeg-dyrkelsen er også en del af, snarere end et frirum fra, det dominerende virkelighedsbillede.

Når pop-produktet Britney Spears pludselig giver den som sårbart subjekt, udvisker hun grænsen mellem privat og offentligt jeg. Derved fremstår hun som en person, der er i stand til at forhandle og fortolke sin egen position som superstjerne. Katrine Hornstrup Yde bruger i sin artikel ’Gimme more’ karrusellen som metafor for Britneys selvreferentielle cirklen om sig selv som person og brand.

I værket The Street tematiserer svenske Lars Arrhenius sammensmeltning af inde- og udeliv ved at lade grænsen mellem mennesket i bygningen og på gaden markere af en tynd hvid streg. I ’Om at bo i glashus’ tager Marie Stender netop fat på den arkitektoniske drøm om at forene inde og ude. Stender overvejer 00’ernes glasbyggerier som en fiktionaliseret enhed mellem den enkelte og omgivelserne. Snarere end en konkret sammensmeltning gør glasset drømmen om en sådan endnu mere præsent, mens glasset fungerer som en art usynlig ligusterhæk.

Spørgsmålet om jegets ret til at ytre og realisere sig ubegrænset kom til at fylde meget i 00’ernes samfundsdebat. Henrik Jensen og Lilian Munk Rösing er to stemmer i denne debat. I et dobbeltinterview problematiserer begge det, Henrik Jensen kalder ’rettighedskulturen’. Mens Munk Rösing advarer mod installationen af en ny moralsk vertikalitet for at komme de egoistiske tendenser til livs, plæderer Henrik Jensen netop for sammenhængen mellem autoritet og moral og for nødvendigheden af at genfinde autoriteten.

Autoritetsopgør er også et nøgleord i Bodil Marie Thomsens analyse af Lars von Trier og Jørgens Leths De fem bespænd (2003). Thomsen viser, hvordan mødet mellem to realismeformer – 60’er-nybølge og 90’er-dogme – resulterer i en art ’fiktio-biografisme’, der er kendetegnet ved kunstner-jegets performative involvering i den æstetiske praksis. Det, der kunne ligne selvsmagende kunstnerisk narcissisme, rummer ifølge Thomsen muligheden for et æstetisk opgør med essentialistisk identitetstænkning.

Mikkel Thykiers litterære bidrag ryster ligeledes den konventionelle forståelse af narcissisme. Med Blanchot reflekterer han over Nacissus’ selvforelskelse og ser jeg-forhandlingen som opløsende snarere end identitetsskabende. I Maja Lucas’ tekst ’Den tredje mulighed’ farer jeget vild på en gåtur i Søndermarken og må erkende, at det er afhængigt af det ’dig’, det er i færd med at forlade, hvis det vil finde hjem igen.

Den kendte postkoloniale figur, at tidligere kolonier tager til genmæle over for kolonimagterne for at skabe egen identitet, nuanceres i Marianne Ping Huangs artikel om den dansk-grønlandske kunstner Pia Arke. Ved at investere sin krop i sit værk og ved at insistere på både og frem for os og dem, forhandler Arke den postkoloniale diskussion og kunstner-jegets identitet.

Den tyske performanceinstruktør Magdalena Ludewigs brug af det enkelte ’dagligdags’ jeg på scenen er et eksempel på, hvordan 00’ernes scenekunst forsøgsvis demokratiserer scenerummet for at belyse abstrakte problemstillinger. Cecilie Ullerup Schmidt diskuterer i sin artikel, hvordan eksponeringen af et stykke individuelt dagligliv modsat kan betragtes som en problematisk reproduktion af faste samfundshierarkier.

En lignende konflikt mellem reproduktion og subversion ligger i Kristian von Hornsleths kunstprojekt H.A.I.C. - Hornsleth Arms Investment Corporation. Investér i våbenindustrien, og finansiér humanitære projekter, lyder opfordringen. Samtidig er der en jeg-forhandling i spil – ved at købe en signeret H.A.I.C.-aktie finansierer du Hornsleth-brandet. Kulturo bringer sociolog Rasmus Willigs tale, som han holdt ved første H.A.I.C.-generalforsamling, hvori han tager værkets kritiske potentiale i forsvar. Camilla Møhring Reehstorff kaster heroverfor et blik på værket i et etisk perspektiv, idet hun reflekterer over det grænsefelt mellem engagement og reproduktion af problematiske samfundsstrukturer, velgørenhed og våbeninvestering, som værket befinder sig i.

Den virkelighed, som 90’ernes kulturelle scene hungrede efter at afdække, synes i jeg-forhandlingens årti afløst (eller udvidet) af en insisteren på jeget som udgangspunkt for enhver virkelighedstilnærmelse. Når Højholt i digtet ’Personen i overskud’ skriver til sit jeg, at det ville gøre sig bedst ’som mangel!’, er det måske netop en erkendelse af, at jeget som virkelighedsvidne er et uløseligt problem, som – hovedstolsforbuddet til trods – nødvendigvis må antage en eller anden form. Det er muligvis sådan, man skal forstå Lotte Fløe Christensens anonyme jeg på omslaget: kunstneren, der tager fra hovedstolen ved at inddrage sin egen camouflerede identitet i værket.

God læselyst!

Det er blevet forbudt at være kedelig. Et forbud, der afføder en stærk trang til at understrege en særegen individualitet gennem formbevidste udtryk. Retro-æstetikker som f.eks. punk og rockabilly optræder nu som politisk tomme og uskadelige forsøg på - i individualitetens navn - at tage en radikalitet på sig. Det radikale gøres altså her kedeligt og konformt i et forfængeligt forsøg på at skille sig ud fra mængden. Radikaliteten i dag indeholder derfor et paradoks: Den politiske radikalitet marginaliseres, mens vi oplever et tiltagende forbrug og kommerciel dyrkelse af radikale symboler i et bredt kulturelt perspektiv.

Det radikale og det kedelige kan umiddelbart virke som hinandens modsætninger. Radikaliteten (symbolsk eller ej) associeres nemlig i første omgang med et opgør med og en fornægtelse af det kedelige. Det radikale kan imidlertid i sig selv indeholde en træghed – en ganske kedelig og uspektakulær proces. Endeløse opremsninger, lister og arkiver præger adskillige avantgardistiske praksisser. I disse kunstneriske praksisser spiller den langsommelige, insisterende og minutiøse proces derfor en central rolle i vores forståelse af det kunstneriske arbejde og af de værker, det afføder. Det kedelige og hverdagslige bliver i mange tilfælde objektet for den radikale kunsts undersøgelser, mens brugen af radikaliteten som æstetisk virkemiddel eller symbolsk gestus bliver død-kedelig kunst.

Kulturo vil med #31 RADIKALT, KEDELIGT undersøge, hvad radikalitet vil sige i kunsten og kulturen i dag. Er radikaliteten blevet ordinær og kedelig? Hvilke kunstneriske genrer og metoder kan siges at være radikale? Hvor står de radikale tænkere, og hvad vil det sige at tænke radikalt i et samfund præget af umiddelbar politisk homogenitet? Hvad er forholdet mellem den kedelige, minutiøse og insisterende kunstneriske praksis og radikaliteten, og hvordan bliver det kedelige udtryk for radikalitet?

Læs mere om, hvordan du bidrager under NÆSTE NUMMER

I 00’erne gjorde det fiktionaliserede, biografiske jeg sig gældende i litteraturen, på scenen, på lærredet og i politiske diskussioner. Kulturo har givet bolden op til fortolkning af 00’ernes jegforhandlinger.

Den franske filosof Henri Lefebvre definerer i La production de l’espace (1974) det sociale rum som det rum, der omfatter det sanselige såvel som det imaginære. I dette nummer af Kulturo ser vi nærmere på den del af det sociale rum, som udgøres af forestillinger og fantasier. Disse kan med et politisk plusord skabe sammenhængskraft i samfundet, men også holde os stangen i forældede sociale mønstre, som kan føles forkerte og konfliktfyldte for den enkelte. Sociale fantasier kan være diskursive eller ideologiske fantasier om det naturlige, nationale fællesskab, om det fremmede, om det perfekte liv eller om den lurende apokalypse. Nogle er konstruerede fra oven, mens andre ser ud til at gro frem gennem kulturen, herunder sproget og kunsten.

Forestillingen om en særlig dansk nationalitet må siges at leve i bedste velgående, men den udfordres også i kunsten. Fantasier og idéer indeholdt i ordet ‘Danmark’ er temaet i to af konceptkunstneren Jens Haanings seneste værker, som Peter van der Meijden reflekterer over i nærværende nummer. Her konfronterer han publikum med noget, de kender til, men ikke tænker videre over og måske tager for givet. På den måde forsøger han på én gang at gøre danskheden mindre selvfølgelig og mere personlig.

Mads Rosendahl Thomsen ser nærmere på begrebet verdenslitteratur, som oprindelig blevintroduceret af Georg Brandes tilbage i 1899, og som i dag har fået en revival i nyere litteraturteori. Verdenslitteraturen kan ikke sige sig fri for forestillinger om fællesskaber, men kan problematisere præmisserne for det enhedsskabende, eksempelvis dikotomier som det nære og det fjerne, det velkendte og det fremmede. Inden for de senere år har særligt Kina, Egypten og Afghanistan givet stemme til en ny, globaliseret verdenslitteratur.

De forestillede fællesskaber er virkelighedsbeherskende, skriver den tyske litteraturprofessor Albrecht Koschorke i sin artikel, der indgår i vores minitema om USA. Han fremhæver ikke troen på nationen, men troen på fremtiden som den største moderne fantasi. Vi investerer konstant i fremtiden for at opnå fjerne, fiktive gevinster, hvilket kan afholde den enkelte fra at tage kritisk stilling til de aktuelle forhold. Fremtidstroen er kernen i den amerikanske drøm instrumentaliseret i et økonomisk system, hvis sammenbrud vi så for nylig.

Ud over Koschorkes analyse af den globale økonomiske krise med amerikanske rødder bringer vi to andre artikler om USA: Søren Staal Balslev ser på det politiske ideal om kosmopolitten som social fantasi og tolker Barack Obamas sejr som kosmopolittens renæssance. Desuden er vi stolte af at kunne præsentere et nyt værk forfattet eksklusivt til Kulturo af den sprogeksperimenterende, amerikanske digter Lyn Hejinian.

Fremtidsfantasier er også at finde i science fiction-traditionen. Karsten Wind Meyhoff – en kærkommen genganger hos Kulturo – behandler science fiction og kontrafaktisk litteratur som en fremtidsarkæologi, der blotlægger de sociale strukturers fragilitet og skaber nye fantasier om det mulige.

Katastrofen er en klassisk dystopisk fremtidsfantasi, men den er ikke en fantasi i den forstand, at den er løsrevet fra den samfundsmæssige realitet. Isak Winkel Holm beskriver med udgangspunkt i orkanen Katrina, hvordan vores opfattelse og kulturelle behandling af katastrofen griber ind i samfundet og påvirker vores håndtering af den. I kunstfilmen ‘Flooded McDonald’s’ trækker Superflex også på verdensoversvømmelsesdystopien som en fælles fantasi. Her oversvømmes et hverdagssted – og i antikapitalistiske bevægelser et ikon for overforbrug af verdens ressourcer – nemlig en fiktiv McDonald’s-butik. Der er dog ikke kun tale om en dystopi; med destruktionen af McDonald’s opstår også muligheden for noget nyt.

Arkitekturen er en kunstart, som i sin kerne arbejder med, hvordan sociale rum kan organiseres. En fantasi, der har løbet igennem det moderne samfund, såvel som arkitekturen, er tiltroen til teknologiens emancipatoriske kraft. Den legendariske arkitektgruppe Archigram arbejdede med at realisere denne fantasi. Til trods for at deres arkitektur forblev på tegnebrættet, er flere af deres visioner blevet opfyldt i vores hverdagsliv. Også i kunsten lever visionerne videre, blandt andet i Thomas Saracenos værker. Arven fra Archigram er tydelig i de fantastiske bobler, som publikum kunne kravle rundt i på Hayward Galleri i 2008. Saracenos værker opfylder for en stund en utopi ved at tillade publikum at betræde himmelrummet.

Sammenstillingen af ‘social’ og ‘fantasi’ kan virke modsætningsfuld: Det sociale fastlægger en særlig forestilling om virkeligheden, mens fantasien frigør os fra den umiddelbare virkelighed. Det er måske netop fantasien, der gør, at vi kan forestille os noget uden for den sociale boks. Denne tilsyneladende modsætning opløser Jøker Bjerre i sin artikel om ideologi og utopi hos filosoffen Slavoj Žižek. Han fremlægger det sociale fællesskab som en nødvendig fantasi-konstruktion, som får os til at fortrænge, at der ikke er nogen virkelighed bag konstruktionen. Samfundet findes ikke, men det fungerer alligevel, fordi det opretholdes af selvinterpellerende individer, der holder fast i fantasierne.

Carsten Friberg derimod holder fast i eksistensen af en virkelighed bag fantasierne. Han spørger med filosoffen Odo Marquard, om fantasierne ikke dominerer tidens samfund i en sådan grad, at sansen for virkeligheden mistes. Sociolog Rasmus Willig har med et lignende udgangspunkt undersøgt, hvordan kritik er mere en fantasi end en realitet på flere arbejdspladser. Mangel på kritik, eller værre: mangel på mulighed for kritik, kan forhindre de sociale fantasier i at udvikles og overskride sig selv. De sociale fantasier risikerer altså at blive dogmatiske og stagnerede. Det er problematisk, fordi der skal være plads til alternative fantasier om fortiden, nutiden såvel som fremtiden for – siger vi med lån fra Wind Meyhoffs artikel – at vi kan ”drømme med åbne øjne”.

God læselyst!

TEMA: Sociale fantasier
Udgivelse: 22. oktober 2009 

Med en samling artikler om blandt andet arkitektgruppen Archigram, katastrofen som social imagination, Slavoj Žižeks utopibegreb samt et minitema om USA spørger Kulturo i et spændende nyt format, hvilke sociale fantasier der gemmer sig i vore dages kultur, kunst og politik.

Nummeret byder desuden på et interview med sociologen Rasmus Willig og en tekst af den amerikanske languagepoet Lyn Hejinian - eksklusivt forfattet til Kulturo no. 29.

Artikler af: Isak Winkel Holm, Søren Staal Balslev, Mads Rosendahl Thomsen, Henrik Jøker Bjerre, Albrecht Korschorke, Peter van der Meijden, Carsten Friberg, Karen Olesen og Karsten Wind Meyhoff

Kunstnerbidrag af: Lyn Hejinian, Tomas Saraceno, Jens Haaning, Superflex, Gregory Flores, Ilkka Halso, Jakob Ferri, Shepard Fairey og Kirstine Roepstorff

Klik her for at se en oversigt

00′erne: Jeget til forhandling

Hvis man i 90’erne inden for stort set alle livets sfærer kunne spore en samlet bevægelse væk fra postmodernismens labyrinter og hen imod Virkelighedens åbne landskab, var 00’erne både en fortsættelse af og en afvigelse fra denne bevægelse.

På den ene side vidner de sidste ti års interesse for demonstrativt at påpege (men ikke dermed at tage afstand fra) brugen af spin-tendenser i politik, salgsfremmende kommunikationsstrategier i marketing (storytelling, branding osv.), ’smagsdommeri’ i kulturen og den helt åbenlyse fiktionalisering af det biografiske jeg i film, billedkunst og litteratur om et begær efter at eksponere endnu et af virkelighedens mange lag – og dermed tilføje en ekstra dimension til dens komplekse helhed. På den anden side peger netop denne interesse på en erkendelse af, at Virkeligheden i 00’erne ikke længere var én universel konstant, som alle havde lige ret og adgang til, men at den nu udelukkende tilhørte de enkelte jeger, som forstod at gennemskue den (eller som måske ligefrem havde produceret den).

I et årti, hvor VKO-regeringen har kontrolleret billedet af det officielle Danmark, måtte mange kunstnere derfor søge indad i sig selv for at finde alternative afsæt for virkelighedsforståelse og -repræsentation. Den virkelighed, som 90’ernes kulturelle scene hungrede efter at afdække, havde man mistet smagen for i 00’erne. I stedet klamrede man sig nu på den ene side til jeget som virkelighedens sidste, uforurenede kilde, mens man på den anden side satte spørgsmålstegn ved den etiske og kunstneriske forsvarlighed af netop sådan en opførsel. Kort sagt: I 00’erne blev JEGET sat TIL FORHANDLING som virkelighedens kerne og kunstens fundament.

Med udgivelse nummer 30 ønsker Kulturo at undersøge, hvordan denne jeg-forhandling gestaltede sig i 00’ernes kunst, kultur og politik, og ikke mindst: hvad den førte med sig. Har idéen om individets ukrænkelighed udmøntet sig i kulturel og kunstnerisk konservatisme? Eller har den kunstneriske/kreative (over)eksponering af jeget snarere ført til, at det enkelte menneskes ’værdier’ er blevet relativeret og udhulet? Er der med den stigende jeg-fiksering ligefrem tale om kunstens ansvarsløse tilbagetrækning fra samfundet til sin egen autonome sfære? Eller er iscenesættelsen af selvet nærmere en ny måde at engagere sig på? Kan man sige, at vi er blevet bedre, klogere, gladere mennesker af at læse, høre, snakke om os selv? Er det overhovedet etisk forsvarligt at sætte jeget over (idéen om) fællesskabet? Eller for den sags skyld i centrum for verden? 

Det betyder imidlertid ikke, at de kritikere, der vil affærdige princippet om universelle menneskerettigheder som tomme løfter eller virkelighedsfjerne konstruktioner, nødvendigvis har ret. I bedste fald lader rettighedserklæringerne et spænd mellem ideal og realitet komme til syne, som igen kan inspirere til konstruktive følelser af indignation og uretfærdighed. Det ses, at der er friheder, som man ikke har, og rettigheder, som man burde have. Formuleret tilstrækkelig ambitiøst kan de universelle menneskerettigheder således vedblive at inspirere til oprør, til kamp for lighed og frihed mod i det mindste visse magtformers undertrykkelsesstrategier.

Nationalstaten har længe været en prominent skueplads for disse kampe. Som scene for mere eller mindre demokratiske forhandlinger om sikring af sociale og politiske rettigheder har nationerne indadtil kunnet levere bemærkelsesværdige fremskridt. Anskuet som magtpolitisk rum har nationalstaten imidlertid fungeret som en stålsat inklusions/eksklusionsmaskine, der bestræber sig på at sikre total identitet mellem territorium, befolkning og rettigheder. Enten inkluderes man som statsborger med juridiske og politiske privilegier til følge, eller også ekskluderes man og er dermed prisgivet fremmede magters vilkårlighed. Bevægelser og tvetydigheder accepteres ikke i nationalstatens territoriale logik.

I forhold til det statiske ideal har demografien dog aldrig villet makke ret. Folkeskolens flerfarvede verdenskort er udtryk for en politisk utopi om Suverænen og hans totalt afsondrede magtrum. Som eksempelvis Hannah Arendt har demonstreret i et studie af mellemkrigstidens Europa, producerer nationernes hygiejniske enten/eller-maskiner til stadighed en rest af statsløse, udstødte og fordrevne. Arendts analyseobjekt var de nationale mindretal, der uden statslig eller overstatslig beskyttelse blev de store tabere i det 20. århundredes europæiske historie. ’Tunesersagen’, der udspillede sig i efteråret 2008, er blot et nyligt eksempel på, hvordan personer i Danmark uden dansk statsborgerskab ikke kan forvente, at deres formelle ret, til eksempelvis at blive stillet for en dommer, respekteres. 

I dette blads indledende artikel demonstrerer Frederik Tygstrup, hvordan globaliseringen, forstået som ’en stadigt stigende mobilitet af mennesker, kapital, varer, teknologi, kultur og ideologi’, medfører en voksende asymmetri mellem ’stedets, magtens og rettens områder’. Hvis den klassiske nationalstat ud fra en rettighedsmæssig betragtning tidligere har været en problematisk størrelse, synes det klart, at forestillingen om territoriet som en fast container for befolkning, rettigheder og lovgivning i dag ganske simpelt er ude af trit med den globale virkelighed. Magten er i tiltagende grad privatiseret, globaliseret og flygtig, hvorfor selve grundbetingelserne for nationsbegrebet er under fundamental forvandling. Spørgsmålet er, hvordan man kan beskrive og adressere magten i en tid, hvor stadig flere aktører, grupper og samfund, hverken kan eller vil identificere sig med en bestemt statsdannelse?

På hver deres måde forsøger såvel Jeppe Wedel-Brandt, Kirsten Hyldgaard og Christian Borch i deres artikler at forholde en abstrakt teoretisk diskussion til et konkret virkelighedseksempel. På baggrund af henholdsvis Giorgio Agamben, Alain Badiou og Peter Sloterdijk gives der tre aktuelle nedslag, hvor spørgsmålet om rum og rettigheder bliver problematisk.

Wedel-Brandt tager udgangspunkt i nyere sydamerikanske films tematisering af den voksende sociale ulighed i storbyer. Privilegerede klasser lukker sig inde bag mure i ’gated communities’ for at undgå konfrontationen med slumkvarterer og deres beboere. På baggrund af en kritik af menneskerettighedserklæringernes insisteren på at frede offeret argumenterer artiklen for etableringen af et offentligt rum, hvor også den i dag politisk stemmeløse kan komme til orde. På denne måde skal ikke alene retten til at eksistere, men også retten til medbestemmelse sikres.

Som Hyldgaard skriver, er også franske Badiou kritisk over for den populære kamp for menneskerettigheder, da interventionen på den undertryktes vegne blot ’reproducerer asymmetrien mellem offer og redningsmand’. I stedet skal bestræbelsen gå i retning af at etablere et nyt politisk rum, hvor kulturelle og identitetsmæssige forskelle ikke længere har betydning. Et sådant rum, hvor det eksempelvis er ligegyldigt, om kvinder går med tørklæde eller ej, sikres imidlertid ikke af langsommelige politiske forhandlinger, men af en skelsættende begivenhed. Efter begivenheden kan man blot tale om et ’før’ og et ’efter’, hvilket gør skellet mellem ’os’ og ’dem’ meningsløst.

I Borchs artikel om Sloterdijks modernitetsteori og forståelse af byens rum argumenteres der for en reformulering af menneskerettighedsbegrebet i topologiske termer: ’Ikke alene er mennesker født frie og lige, men de er også forpligtede til at tage sig af det rum de lever i og sikre at dets miljø er beboeligt.’ Som artiklen gør opmærksom på, er dette en etik, man kender som ’det offentlige toilets etik’ – efterlad venligst toilettet som du fandt det!

Wedel-Brandts fokus på selvartikulation og medbestemmelse, Badious kritik af velgørenhedens paternalistiske bagside og Sloterdijks fordring om rum- og miljøbeskyttelse brydes alle på prægnant vis i Danmarks forhold til Grønland. Som tidligere koloniherre har Danmark efterladt et Grønland med massive sociale og økonomiske problemer. Fra grønlandske politikere lyder kravet om ”grønlandisering” i form af øget kulturel og politisk autonomi. Spørgsmålet er, hvordan Danmark på én gang kan indrømme grønlænderne deres egen politiske stemme, optræde som økonomisk og uddannelsesmæssig bistandsyder, og samtidig undgå at fastholde grønland i en postkolonial offerrolle. Med en artikel af Marianne Krogh-Andersen, en nyskrevet novelle af Kim Leine og et kunstnerisk bidrag af Julie Edel Hardenberg, udgør relationen mellem Danmark og Grønland et lille tema i temaet i denne udgivelse om rum og rettigheder.

God læselyst!

torsdag den 12. marts kl. 19 i

LiteraturHaus, Møllegade 7, Nørrebro.

19.00 :: Køkkenet serverer god og billig aftensmad.
20.00 :: Simon Fruelund læser op fra sit bidrag til tidsskriftet.
21.00 :: Silas Emmery & Fredrik Auster vender plader.

Om Kulturo #28:

Med en samling artikler om politiske rum, Alain Badious etiske filosofi og Sloterdijks sfæreteori belyser Kulturos 28. udgivelse temaet ’Rum & Rettigheder’ og trækker linjerne op til en diskussion af rettighedsproblematikker i vores postnationale tidsalder.

Nummeret byder desuden på et interview med kunstnerduoen Elmgreen og Dragset samt et minitema om Grønland med en nyskreven novelle af Kim Leine. Forsiden har Ferdinand Ahm Krag leveret specielt til Kulturo.

Med bidrag af Frederik Tygstrup, Christian Borch, Kirsten Hyldgaard, Kim Leine, Marianne Krogh Andersen, Simon Fruelund m.fl.

Nummeret kan i aftenens anledning købes til en særlig releasepris.

Redaktionen glæder sig til at se dig!

Download den officielle plakat