KULTURO header image 2

LEDER #43: FRYGT

‘Frygt – det er nemlig menneskets arve- og grundfølelse; ud fra frygten lader alting sig forklare, arvesynd og arvedyd.’
– Nietzsche, Friedrich. 2010. Således talte Zarathustra, Det lille forlag.

I denne udgave af Kulturo beskæftiger vi os med begrebet frygt, hvilket i sig selv kan være et angstprovokerende projekt at begive sig ud i. For hvordan afgrænser man frygten? Skal vi kigge på den gennem naturvidenskabens linse, som et biologisk bestemt overlevelsesinstinkt? Eller skulle vi snarere lægge fokus på de sociokulturelle omstændigheder, der forudsætter de ting, vi frygter? Er frygt en ahistorisk, universel størrelse, eller skifter den form ud fra de historiske betingelser, der har skabt den? Inden for psykologien finder man en grundlæggende patologisk skelnen mellem frygt og angst. Hvor angst typisk defineres som en irrationel tilstand, er frygt en instinktiv, forbigående reaktion på en konkret fare. Men hvordan ændres dette forhold i en medieskabt virkelighed, hvor hundredvis af trusler ligger klar til at udløse forøget hjertebanken bag hver avisside eller feed-swipe. Frygten synes i den grad at være en altoverskyggende fremtid, der påvirker vores blik på nutiden, eller, som den canadiske filosof og affektteoretiker Brian Massumi (f.1956) skriver i en artikel fra 2010: ‘Frygten er den forventningsfulde virkelighed over for en truende fremtid.’

Vi går fra at tænke frygt som en instinktiv, naturlig reaktion på en nærtstående fare, til, med globaliseringens og de nye mediers overskridelse af rumlige og temporære grænser at blive determineret af en overhængende fare, som udgør en endnu ukendt høj faktor for kollektive adfærdsmønstre. Man kunne måske endda se den som et eksistensvilkår i en tid, hvor krisen synes permanent og allestedsnærværende. Man snakker om en culture of fear, hvorfor det synes at være en populær forteelse at sammenligne nutiden med tredivernes Tyskland. Men når sammenligninger af denne art gør deres indtog i det kollektive imaginarium, risikerer vi en lavineeffekt: Vi er bange, fordi vi taler om, at vi er bange. En udvikling, som demagoger og populister slår plat på, og som sensationshungrende medier spinder guld på.

Frygt som krisebevidsthed

Det kan være svært at indkredse det samtidige, men hvis vi lever i en frygtens epoke, finder der et veritabelt paradigmeskift sted i 2001. Året før, i år 2000 reflekterer den amerikanske litterat James Berger i en tidsskriftsartikel over fraværet af apokalyptisk frygt i samtiden, hvilket han tilskriver fraværet af kriser:

‘For det første findes der ingen overvældende global krise, som kan tilskynde apokalyptisk frygt og begær. Der er naturligvis en meget reel økologisk krise, men det er tilsyneladende lykkedes virksomhederne og regeringerne at dulme offentlighedens bekymring for den. Uden den kolde krig og Sovjetunionen er der ikke længere noget Ondt Imperium, ingen Antikrist, ingen trussel om forestående udslettelse. Det synes ikke sandsynligt, at de forfærdelige og blodige lokale konfliktudbrud skulle kunne udvikle sig til Armageddon’er; og selv konflikten i Mellemøsten, der nu ikke længere blusser op som følge af supermagternes ideologiske kappestridigheder, er veget tilbage og er nu blot et brutalt, lokalt idioti på lige fod med andre, til trods for ivrige fanatikere, der forsøger at gøre konflikten til meget mere, end den er.’
I dag virker denne beskrivelse nærmest parodisk, morsom, men på den glædesløse måde. Alle de parametre, Berger fremhæver, er fuldkommen inverterede i dag:

Med terrorangrebene 11. september 2001 og den efterfølgende war on terror har islamismen i Vesten overtaget sovjetkommunismens status som ideologisk ‘Antikrist’ i skikkelse af Taleban, Al Qaeda og senest Islamisk Stat, og konflikterne i Mellemøsten er brudt ud i lys lue med borgerkrige i Libyen, Syrien og Irak.

Alt dette har skabt en flygtningekrise, der har sat især det euro­pæiske samarbejde under pres, og med den globale finanskrise, der startede i efteråret 2008 er uligheden og arbejdsløsheden i den vestlige verden steget, mens regeringer har reddet spekulations­villige banker ved hjælp af austerity measures. En politisk krise er under hastig opsejling i de vestlige demokratier, hvor højrepopulismen har vind i sejlene, fra Donald Trumps valgsejr i USA, til UKIP i Storbritannien og Brexit, Geert Wilders i Holland, Marine le Pen i Frankrig, Alternative für Deutschland, Grækenlands neofasci­stiske Gyldent Daggry og herhjemme stiftelsen af Nye Borgerlige. Der­udover er klimakrisen mere aktuel og påtrængende end nogen­sinde, og frygten for globale sygdomsepidemier som Ebola og svine- og fugleinfluenza står som symbolet på de ængsteligheder, globaliseringen har medført.

I hver eneste retning man vender hovedet, synes der med andre ord at lure en ny krise, og denne krisebevidsthed aflejrer sig i kulturproduktionen, der som et andet hurlumhejhus kaster frygten tilbage i hovedet på os i form af billeder, der nogle gange er forvrængede og andre gange er klarere end virkeligheden selv.

Naturen, som vi før kunne regne med, ses nu i stigende grad som noget, der risikerer at svigte os. Klimaforandringer er ikke noget nyt, men en ny form for klimapessimisme kan alligevel siges at have spredt sig inden for de senere år. I science fiction-storfilmen Interstellar (2014), som beskriver en nær fremtid, hvor jorden er blevet redu­ceret til en gold ubeboelig klode, fremstilles opgivelsen af livet på jorden som den eneste mulighed for menneskehedens fortsatte eksistens. Og mens rumrejse endnu ikke er på tale i den virkelige verden, er der udpræget bekymring for, hvad valget af Donald Trump – en hårdnakket klimabenægter – vil betyde for kampen mod klimaforandringer. Kampen for kloden synes i stigende grad at være motiveret af vores frygt for en fremtid, hvor den ikke længere vil være beboelig. Vi er i mindre grad bekymret for at miste nuttede eller majestætiske dyr som pandaen eller det hvide næsehorn, mens vi – hvilket den norske forfatter Maja Lundes roman Biernes historie (2016) kan ses som et litterært eksempel på – i højere grad er bekymrede for at miste dyr som bien, der er helt afgørende for økosystemer, og dermed for vores fødevareressourcer.

Den afgørende politiske kamp i dag handler måske mere end nogensinde om, hvilket mere eller mindre dystert fremtidsscenarium, der skal diktere politikken. Er det ikke netop det, der definerer populismernes nylige fremgang? En svækkelse af den liberaldemo­kratiske ideologi og dens ukuelige tro på fremskridtet og fremtiden. I stedet strides forskellige aktører om retten til at definere den hegemoniske frygtfortælling, om den så handler om multikulturalisme, tilbagerulningen af velfærdsstatens hævdvundne sikkerhed eller et nært forestående økologisk kollaps.

Frygtens manifestationer

Men det er ikke blot inden for det politiske, at frygten sætter dagsordenen. I takt med at en fremtid med robotter med kunstig intelligens kommer tættere på, er menneskets ubøjelige tillid til teknologien som en sikker garant for fremskridtet ligeledes blevet udfordret. Bevidstheden om de potentielle problemer knyttet til automatisering og kunstig intelligens er langt fra nye; de har tvært­imod længe været centrale temaer i science fiction (tænk blot på 2001: A Space Odyssey (1968)), som med titler som Ex Machina (2015) og Westworld (2016-) oplever en fornyet popularitet. I en dansk sammenhæng er frygten i de seneste år i særdeleshed kommet til udtryk i poesien, hvor yngre digtere fra Asta Olivia Nordenhof over Theis Ørntoft til Lea Marie Løppenthin kredser om frygten i deres værker. Selv i Christoffer Ugilts automatdigte, som sampler overskrifter og klistrer dem sammen til en rablende monolog, er frygten overalt. Ugilts cut up-metode og dekontekstualiserede jeg- og vi-udsagn viser måske bedre end noget andet, hvor bange den offentlige debat synes at være.

Men er frygten kun destruktiv? Fra horror vacui, frygten for det tomme rum i kunsten, til den forenende frygt, der hos tænkere som Thomas Hobbes (1588-1679) skaber fællesskaber, er vort emne en positiv, skabende kraft. Hverken en uskyldig eller en ufarlig størrelse, men produktiv.

Frygt og abjektion

At frygten aflejrer sig i forskellige billeder i det kulturelle landskab er naturligvis ikke noget nyt. Julia Kristevas udlægning af begrebet ‘abjektion’ kan være en måde at forsøge at begribe de mekanismer, som gør at frygt kan manifestere sig i voldelig undertrykkelse. Abjektion vedrører den frygt, subjektet oplever i mødet med noget uforståeligt og utåleligt, som fører til et sammenbrud i subjektets distinktion mellem sig selv og ‘det andet’. Dette ‘noget’ forstyrrer grænserne ved at være hverken subjekt eller objekt, men abjekt. Kristevas klareste eksempel er den døde krop, som på den ene side er fuldstændig genkendelig, fordi døden er en ufravigelig del af subjektiviteten, men som på den anden side er lige så fremmed, fordi den døde krop er et objekt. Abjektet er altså ‘det jeg som ikke er mig’ og mødet med det er så utåleligt for subjektet, at det foranlediger et behov for at genoprette grænserne (i dette tilfælde rekonstituere sig selv som levende) ved at afvise, frastøde, abjekte det utålelige.

Frygten for det abjekte fører ofte til marginalisering og undertrykkelse, men indeholder også subversive potentialer. I stedet for at forsøge at gøre sig forståelig og klassificerbar for at undgå abjektpositionen, kan den udstødte tage sin abjekte identitet på sig og sige ‘Ja, jeg er et monster, jeg er en heks og en freak, og I har al mulig grund til at frygte mig!’ og på den måde udnytte frygten til at udfordre kønskonstruktioner og magtstrukturer. Også her er frygten produktiv: de frygtede og udstødte kan påtage sig outsiderrollen og vende den til deres fordel. Andres frygt kan være en styrke.

Som disse eksempler har vist, har frygten mange ansigter og kan (på)virke på forskellig vis. De seneste års sociologiske og kulturteoretiske debatter har vist, at frygt er et endnu tiltagende hedt emne. Måske skyldes dette et skifte i den måde, vi anskuer frygten på: hvor den engang var en konstruktiv kraft, der sikrede vores overlevelse, er den blevet til en irrationel hæmsko for den progressive verdensorden i kraft af dens fantastiske evne til at manipulere hele befolkninger. Samtidig er det hverken forkert eller naivt at frygte mange af truslerne omkring global forandring som klimakrise, militære oprustninger, terror, økonomiske nedsmeltninger, cyberkrig og et hav af katastrofiske profetier, der udfolder sig i vores hverdagslige medie-bombardement allerede før morgenkaffen. Som Brian Massumi bekendtgør: ‘Vi lever i en tid, hvor det, der ikke har hændt, er forsidestof.’ Det har blandt andet været affektteoriens opgave at afsøge nogle af de dynamikker, som styrer vores emotionelle responser, herunder frygt, hvilke kulturelle objek­ter vores følelser klistrer sig til, og hvordan dette påvirker vores virkelighedsopfattelse og i sidste ende vores adfærd. Frygten er i stigende grad blevet en normaliseret del af hverdagslivet, og derfor er det presserende at kigge på den som en tilgang til verden, som en bestemt måde at skabe mening på. Det er motivationen bag denne udgivelse af KULTURO.

God læselyst!

Henvisninger:

Massumi, Brian. 2010 ‘The Future Birth of the Affective Fact – The Political Ontology of Threat’. The Affective Theory Reader, s. 54. (Redaktionens oversættelse).

Berger, James. 2000. ‘Introduction: Twentieth-Century Apocalypse: Forecasts and Aftermaths’. Twentieth Century Literature 46 (4): 387–95, s. 388. (Redaktionens oversættelse).