KULTURO header image 2

LEDER #41: STØJ

I begyndelsen var støjen

Ifølge den naturvidenskabelige kosmologi opstod universet fra en tilstand af ekstremt høj tæthed og temperatur for næsten 14 milliarder år siden med et enormt brag.

Senere var ordet. Med menneskets opståen for kun 500.000 år siden udvikles den første bevidsthed, der er i stand til at italesætte og erkende virkeligheden. Det er denne bevidsthed, der tildeler verden betydning: inddrager symboler, billeder og lyde i kulturelle systemer, som vi bruger til at orientere os med og således etablere grænsen imellem betydning og uforståelighed – imellem mening og støj. Støjen er det, der bliver siet fra i betydningsdannelsen, og den eksisterer således kun i relation til, hvad den ikke er: valid information, musik, budskab etc. Big Bangs store brag, den første, største og af ingen hørte lyd, er således kun retrospektiv støj. Som en forestilling om et usammenligneligt, øresønderrivende dunder kategoriserer vi universets begyndelse som en lyd uden semantisk betydning – som støj.

At høre og lytte

Støj er det uønskede, fremmede og overskydende, som vi ikke er i stand til at tildele kohærent betydning, og som vi derfor er tilbøjelige til at afskrive. Hvad vi ikke kan tildele betydning afhænger imidlertid af, hvordan vi er i stand til at strukturere vores lytning. Her kan det være frugtbart at ihukomme den traditionelle sondring imellem hørelse og lytning: Hørelse er ørets umiddelbare modtagelse af lydbølger; en præbevidst og ubearbejdet reception af sansestimuli. Hvor hørelsen er en passiv og ureflekteret hændelse, er lytning den aktive handling, hvor subjektet retter sin opmærksomhed mod en lyd, underlægger den rationel kontrol og afkoder den. Imidlertid er lytning ikke en specifik, subjektiv oplevelse, men en kulturelt betinget proces. Og kultur er ikke noget, subjektet har; kulturen har subjektet. Hvordan vi afkoder lyd og tildeler den betydning – hvordan vi lytter – er altså bestemt af den kulturelle struktur, vi er underlagt. Støj er i denne forstand lyd, vi ikke er i stand til at tildele betydning, fordi den ikke indgår i vores kulturelle system. Hvilke lyde, der er støj; hvilke, der har betydning og værdi, og hvilke, der ikke har, er bestemt af en tillært kultur.

Mark Tholander, uden titel, 2013

Mark Tholander, uden titel, 2013

Støj er altså et negativ. Et kulturelt betinget fænomen, der kun eksisterer i relation til sin modsætning – betydningen. Ikke kun universet har sin oprindelse i støjen. Alle fremkomster i verden, som indordnes under den menneskelige bevidsthed og kultur må have sit udspring i støjens ursump: Af verdensaltets kaos fremtvinges betydningens konturer i den menneskelige erkendelse. Det er denne proces, som den franske filosof Michel Serres (f. 1930) beskriver i sin ontologi Genese (1982): ‘Baggrundsstøjen er måske værens grund’. Ethvert fænomen må skille sig ud fra støjens mangfoldighed for at blive til, som figur fra grund, som et lys igennem tågen, som enhver meddelelse og ethvert signal må skille sig fra den resterende virkelighed for at være til. Så snart et fænomen manifesterer sig, forlader det støjen, så snart noget fremtræder og tager skikkelse, viser det sig netop ved at skjule støjen. Dette er fænomenernes genese og støjens død.

Musikkens antistof

Støjen spiller en vigtig kunsthistorisk rolle. Eftersom at støj ikke er et objekt med uforanderlig essens, men et kulturelt og historisk betinget fænomen, er dets udstrækning konstant til forhandling. Og i denne forhandling er kunsten en vigtig aktør. Imens terts-intervallet i middelalderen blev betragtet som en dissonans, er den i dag en basal byggesten i vores harmoniske struktur. Da slagtøjsinstrumenter vandt indpas i den klassiske kompositionsmusik, var det først og fremmest som støjinstrumenter, der kunne illustrere kaotiske tilstande og ikke instrumenter med egentlig musikalsk signifikans. Selvom denne kontinuerlige indlemmelse af nye lyde i musikken har foregået siden mennesket rytmisk slog to pinde sammen, er det først i det tyvende århundrede, at kunstnere bevidst har forsøgt at nedbryde skellet imellem støj og musik. Med en æstetisering af støjen erobrer avantgardens kunstnere den del af virkeligheden, som kulturelt er blevet siet fra og dømt ude. Således er støjen en subversiv kraft, der kan sabortere de værende strukturer og indvarsle nye paradigmer.

Denne subversive idealisme er imidlertid ingenlunde uproblematisk. Hvis støj er den kulturelt valide informations modsætning, må den fungere som musikkens antistof. Ved at æstetisere støjen indlemmer vi den i vores kulturelle system og mister dermed i en forstand sin status som støj. Som etnologen David Novak skriver om den ekstreme japanske noise-musik i sin etnografi Japanoise – Music At The Edge Of Circulation: ‘At blive hyldet som støj, hvor anderledes det end er, er at blive anderkendt som en form for musik’. Den afstandstagen til musikalske normer, som noise-musikken dyrker, bliver selv i en forstand et nyt musikalsk imperativ, der indgår i et kulturelt system. Støj er i sin æstetisering således simultant destruktionen af de værende strukturer og fødslen af de nye. Eller som den franske kulturteoretiker Jacques Attali (f.1943) skriver i Noise: The Political Economy of Music: ‘For til trods for den død, den rummer, bærer støjen orden i sig selv; den bærer ny information’.

Den amerikanske komponist John Cage (1912-1992) opfordrede til at lytte til og nyde al forekommende lyd som musik, sådan at støjen helt ophører som kategori. Det er påfaldende, at en komponist, der er kendt for sit arbejde med stilhed, er en essentiel figur i støjens historie. Ikke desto mindre har Cages tanker om lyd været definerende for forholdet imellem musik og støj. I hans meget berømte værk 4’33′ fra 1952 spiller de optrædende musikere ingenting i stykkets varighed. Ved at lade publikum sidde i tavshed ønsker han at rette deres opmærksomhed imod alle de lyde, der måtte opstå i koncertsalen –  hvilket skal minde dem om, at stilhed ikke eksisterer. Musikalitet handler ifølge Cage om, hvordan vi lytter til verden, og med 4’33′ påpeger han hele verdens iboende musikalitet. Dette er tanker, som allerede kommer til udtryk i hans tekst ‘The Future of Music: Credo’ fra 1937:  ‘Hvorend vi er, er det, vi hører mestendels støj. Når vi ignorerer den, forstyrrer den os. Når vi lytter til den, finder vi den fascinerende.’

David Rios, uden titel

David A. Rios, uden titel, 2015

Akustisk støj

Selvom støj er et kulturelt og relativt begreb, kan bestemte akustiske fænomener også omtales som støj. Akustikken beskæftiger sig nemlig med lydens fysiske beskaffenhed, og i dennes optik er støj irregulære lydbølger. Det er lyde, hvis frekvensstruktur er vilkårligt sammensat, og som grundet deres kompleksitet ikke kan differentieres af lytteren. Akustikken opererer med signalbestemte betegnelser for støj, og ’hvid støj’ betegner et signal, hvor alle frekvenser i et bestemt spektrum er repræsenteret med lige stor effekt. Men også havets brusen, en jetmotor og noise-musikkens lydforvrængning er karakteriseret ved irregulære frekvensstrukturer, der i deres kompleksitet fremtræder amorfe og udechifrerbare for den menneskelige bevidsthed. Den akustiske støj er Serres’ mangfoldige baggrundsstøj, hvor fænomenerne ikke træder tydeligt frem. Nok kan man kategorisere den akustiske støj (vi kan for eksempel skelne mellem vindens susen, havets brusen og ren hvid støj), men øret kan ikke differentiere dens mangfoldighed af frekvenser. Den akustiske støj er således, som Torben Sangild skriver i Støjens æstetik, en fænomenologisk restkategori: Det er de lyde, vi ikke kan overskue og skelne, men som må frasorteres som et amorft kompleks af uoverskuelige elementer. Denne støj overstiger i sin formløshed vores sanseapparats formåen og bærer lighed med Kants begreb om det sublime, der betegner den lyst, vi oplever i mødet med størrelser, der sprænger rammerne for, hvad vi sansemæssigt kan begribe. Denne støj overstrømmer, invaderer og fylder os med ufiltreret information og destabiliserer vores rationelle erkendelse.

Informationsstøj

Men støjen er ikke kun et sonisk fænomen. På samme måde, som lyd kan antage former, hvis kompleksitet overstiger vores sanseapparat og bevidstheds kapacitet, kan visuelle forekomster have samme virkning. Fjernsynets hvide sne kan således siges at være visuel pendant til akustikkens hvide støj, hvor vi ikke kan hæfte os ved detaljer, men må lade støjens sanseoverbelastning skylle ind over os.

Undertiden forvandler kommunikationsteknologierne desuden menneskets stemme og sprog til en støjkilde. Selv den mest klarmælede tale eller tekst kan fortone sig som kommunikativ støj, hvis radiosignalet forvrænges, eller hvis kommentarerne i facebooktråde hober sig op og kaster sagligheden ud i et virvar af meninger.

Støjen er et hermeneutisk vilkår ved at opholde sig i den moderne verden. Som mennesker i det 21. århundrede er vi udsat for helt ubegribelige mængder information hver eneste dag, og vi har ikke mulighed for at forholde os til blot en promille af den. Internettet er naturligvis pragteksemplet herpå. Som et informationslager, hvis datamængde vokser eksponentielt, uden censur og mulighed for central redigering, er internettet en uudgrundelig, støjende portal af radikalt uoverskuelig karakter, som det kræver øvelse at kunne navigere i. Internettet er imidlertid blot en virtuel afspejling af hele virkelighedens informationsflow. Busreklamer, aviser, varedeklarationer, hundredevis af tv-kanaler og radioudsendelser fylder vores hverdag med enorme mængder information, som stiller store krav til det moderne menneskes evne til at fokusere og sortere fra i den heterogene støjende virkelighed.

Ud fra en hermeneutisk betragtning er støjen et sammenbrud for vores forståelse af verden. Så snart vi tilegner os støjen, italesætter og forstår den, aftager den: Ligesom mening i det hele taget er noget, der først opstår i tilegnelsen af information, kultur og kunst, er støjen et fænomen, der blotlægger grænselandet mellem det endnu utilegnede og det meningsfulde.

God læselyst!