KULTURO header image 2

LEDER #40: PATOLOGIER

“Sygdom er ikke længere genstand for den sunde mands angst; sygdom er blevet objekt for sundhedsteoretikerens studier.”

‒ Georges Canguilhem, Det normale og det patologiske

“De sundes sygdom lader sig ene og alene diagnosticere objektivt ved deres rationelle livsførelses misforhold til den mulige fornuftige bestemmelse med deres liv.”

‒ Theodor Adorno, ‘Sundheden til døden’ i Minima Moralia

Hvem har lært det moderne menneske at skelne sygt fra sundt? Tidsånden er sundhedsfikseret på grænsen til det sygelige, og mens sundheden som det normale livs omdrejningspunkt bestandigt truer med at slå over i sin modsætning (i form af stress, overtræning eller ortoreksi), synes enhver bekymring eller skavank omvendt at kunne diagnosticeres og behandles. Lægmænd nøjes ikke længere med at holde doktoren fra døren, men tager behandling og medicinske begreber i egen hånd, og hos lægen er borgeren på én gang forbruger og patient, når medicineringen i stigende grad bliver til pilleforbrug.

Det spektrum, patologierne er indskrevet i, må i dag betragtes som udvidet fra det simple enten-syg-eller-rask: Den anti-autoritære gør-det-selv-sundhed udgør det sundes subjektive ekstrem, hvis patologiske variant en eksileret Theodor Adorno allerede i 1951 kunne observere i den amerikanske ophøjelse af sundheden til livsstil og benævne som ‘de sundes sygdom’; samtidig får det objektive forhold til sundhedsmyndighederne til tider en sådan karakter af patologisering, at det gør det muligt at undre sig over, om det patologiske ikke snarere er normen end undtagelsen.

Med temaet ‘patologier’ ønsker vi i dette nummer af KULTURO at sætte fokus på sygdommenes både konstruerede og konstruerende karakter. Sygdomme er ikke naturgivne fænomener, vi uden forforståelse kan få øje på, men forstås bedre som patologier, der kommer til syne i et felt betinget af såvel videnskabelige og institutionelle diskurser som sociale og politiske omstændigheder. Såvel den narrative som billedlige repræsentation af det patologiske kan bidrage til at stille skarpt på patologiernes kulturelle betydning, ligesom der er brug for kritiske og historiserende perspektiver for at tage bestik af den situation, de moderne patologier sætter os i.

Stefan Bakmand: Ornatus Totem 4

Stefan Bakmand: Ornatus Totem 4

Det normale

I sit hovedværk Det normale og det patologiske fra 1950 viser den franske filosof, videnskabshistoriker og læge Georges Canguilhem, hvordan skellet mellem det syge og det sunde i løbet af det nittende århundrede blev begrebsliggjort og institutionaliseret ud fra en idé om identitet mellem det normale og det patologiske, der gjorde det systematiske og empiriske studium af sygdomme til grundlaget for forståelsen af menneskets normale fysiologi og psykologi. Positivismens og sociologiens ophavsmand August Comte populariserede, som Canguilhem viser, den teoretiske opfattelse, at de patologiske og de almindelige fysiologiske mekanismers virkemåde kun afveg i intensitet. Med dette princip kunne de love, der kunne udledes af iagttagelsen af de patologiske symptomer, anvendes på hele biologiens domæne og mere eller mindre spekulativt kompensere for, at den nyligt grundlagt biologiske videnskab med sine midler dårligt kunne kaste sig ud i eksperimentel undersøgelse af den normale fysiologi. Mens Comte afviser at matematisere biologien, forsøger lægen Claude Bernard ‒ der havde en afgørende indvirkning ikke bare på den videnskabelige patologiforståelse, men også på den litterære naturalisme ‒ i hans spor at give idéen om identitet mellem det normale og det patologiske en kvantitativ, numerisk fortolkning, der forstår det patologiske fænomen som en kvantitativ variation af det normale.

Canguilhem viser, hvordan vores teorier og viden om menneskets fysiologi historisk grunder i en begrebsliggørelse af skellet mellem det normale og det patologiske, endda af og til med udgangspunkt i det patologiske. Den medicinske tænkning af det patologiske har gennem tiderne oscilleret mellem to poler i form af for det første en ontologisk teori, der repræsenterer sygdom som en ontologisk heterogen tildragelse af noget for organismen fremmed ‒ hvorfor vi ikke kan regne med, at naturen læger os, men må ty til magiske eller tekniske midler. For det andet har man siden grækeren Hippokrates’ humoralpatologiske lære om fire temperamenter, der afhænger af ligevægten mellem fire kropsvæsker, tænkt i en dynamisk forbindelse mellem det syge og det sunde, der ser ydre påvirkninger som en forstyrrelse af balancen i organismens inhærente harmoni og ligevægt. Louis Pasteurs bakteriologiske teori om smitte udgør det måske mest prominente eksempel på den første opfattelse og har til trods for samtidig kritik fra blandt andet Bernard sat sig igennem i den almene sygdomsopfattelse.

Den begrebslige udvikling af idéerne om det normale og patologiske, som Canguilhem sporer i den moderne, patologiske fysiologis opståen inden for livsvidenskaberne, har psykoanalysen siden Freud suppleret med en gennemgribende fortolkning af det psykiske. I psykoanalytikeren og lægen Jacques Lacans forståelse af det psykopatologiske som struktur viser det psykopatologiske sig som en uundslippelig patologisk norm: Slipper du af med dine neuroser, kan du allerhøjest ryge over i en ny psykopatologisk struktur. Der er kun neurose (i form af fobi, hysteri, tvangstanker og så videre), psykose (skizofreni, paranoia og så videre) og perversion (sadisme, maschisme og så videre).

Patologisering

Patologisering er en social teknologi, og dens konkrete teknikker udgøres af de forskellige behandlingsformer (for eksempel medicinering, bedøvelse og diagnosticering). Patologisering betegner som proces de måder, hvorpå individer (som borgeren, der på én gang bliver patient og forbruger) subjektiveres i forbindelse med sine symptomer. Med dette begreb kan man træde et skridt bag om forestillingen om patologier som konstanter og se dem som effekter af beslutninger, vilje og magt.

En sådan konstruktivistisk drejning af patologibegrebet står i gæld til idéhistorikeren Michel Foucault (1926-1984), der i værkerne Galskabens historie (1961) og Klinikkens fødsel (1963) analyserede, hvordan henholdsvis psykiatrien og medicinen historisk set institutionaliseredes som adfærdsregulerende magtinstrumenter i den moderne nationalstat. Ifølge Canguilhem-eleven Foucault konstitueres det raske og normale gennem en negation af det syge, afvigende og unormale. Når vi får øje på det syge, får vi med andre ord mulighed for at forstå det ikke-syge som raskt.

Patologisering er på den ene side en magtudøvelse, der ikke blot udlægger forskellen på syg og rask, men direkte bestemmer, hvem der kan inkluderes i det normale, og hvem der ikke kan. Tydeligst fremstår denne magtudøvelse, når man betragter fænomener, der ikke længere figurerer som sygdomme – eksempelvis homoseksualitet, der først blev fjernet fra World Health Organizations (WHO) liste over psykiske sygdomme i 1990. Et andet eksempel er hysteri, der i det gamle Grækenland blev forklaret som et symptom på en ‘vandrende livmoder’ (livmoder hedder hystera på græsk). Ifølge Hippokrates drev den drilske livmoder, i jagten på befrugtning, rundt i kroppen på hysterikeren ‘som et dyr inde i et dyr.’ Den utilregnelige livmoder var skyld i al mulig slags sygdom og lidelse, men kunne dog lokkes tilbage på plads gennem seksuel kontakt eller velduftende væsker placeret ved kvindens underliv. I dag forstås hysteridiagnosen især som et forsøg på at kategorisere og normalisere ‘kvinden,’ og hysteri kan hermed forstås som (den mandlige) videnskabs patologisering af de kvinder, der faldt uden for tidens norm. Sigende er det i denne sammenhæng, at verdenshistoriens mest kendte hysteriker, Josef Breuers patient Anna O. (hvis navn i virkeligheden var Bertha Pappenheim) var en af de tidlige feminister og stiftede Jüdischer Frauenbund – det jødiske kvindeforbund – i 1904.

På den anden side kan patologiseringer afsløre magthierarkier; både ud fra hvem, der gives magten til at patologisere andre (historisk set hvide, vestlige mænd) men også ud fra hvem, der (ikke) patologiseres. Eksempelvis patologiseres bestemte (hvide) kroppes voldshandlinger og gøres til et spørgsmål om syge individer (tænk på Anders Breivik), mens andre (ikke-hvide) kroppes voldshandlinger betragtes som dele af et voldssystem, ofte kaldet terrorisme. I 2013 var der eksempelvis i gennemsnit cirka et skoleskyderi hver anden uge i USA, langt de fleste begået af unge, hvide mænd. Nok bliver skoleskyderierne italesat som et problem, men det bliver i høj grad anset som et psykologisk, og hermed individualiseret, problem frem for et socialt eller identitetsbaseret problem. Det til trods for, at den form for massevold skoleskyderierne udgør, med sociologiprofessor Michael Kimmels ord nok er ‘mental illness speaking: but it is mental illness speaking with a voice that has a race and a gender.’

I den forstand kan patologiseringen bruges til at individualisere tilstande, der måske har sociale eller strukturelle årsager. Et eksempel på dette er bølgen af positiv psykologi og selvhjælp, som psykologiprofessor Svend Brinkmann har kritiseret i bogen Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang fra 2014. Brinkmann forstår denne tendens som et udtryk for hvad han kalder ‘den accelererende kulturs’ konstante optimerings- og tilpasningskrav, man må efterleve for at kunne være produktive borgere i et produktivitetsorienteret samfund. Ved at optimere og ændre den enkelte, træder muligheden for at forandre samfundet ud af fokus. Skifter man optik fra at se sygdom som noget, der skal helbredes og i stedet undersøger, hvorfor sygdomme og patologier opstår, er det altså muligt at betragte sygdom som et fænomen, der ikke lader sig begrænse til individet, men som udspiller sig i samspil med det omkringliggende samfund.

Vi lever længere end nogensinde før, men at dømme ud fra den massive mængde diagnosticerede (og selvdiagnosticerede) individer såvel som samfundsgrupper er vi også sygere end nogensinde før. Hvis Lacans forståelse af de psykologiske strukturer som inhærent patologiske er korrekt, har vi måske intet andet valg end at tage sygdommen på os eller leve i en tilstand af naiv fortrængning af vores egen dødelighed. En ting er sikkert – det er en syg verden vi lever i.

God bedring!