KULTURO header image 2

LEDER #38: LUFT


Air has no Residence, no Neighbor,

No Ear, no Door,
No Apprehension of Another
Oh, Happy Air!

- Emily Dickinson, 1856

Luften er blevet operativ. Den utilsigtede forurening af jordens atmosfæriske luft går langt tilbage i historien, men først i løbet af det tyvende århundrede blev det i stigende grad muligt at manipulere direkte med dette baggrundsfænomen, og videnskabsfolk begyndte at gribe ind i det uhåndgribelige.

I KULTURO #38 sætter vi fokus på, hvordan luft drages ind i kulturen, kommer til syne æstetisk i kunst, film og litteratur, samt får betydning for kulturelle netværk og kommunikationssystemer.

Indendørs
Menneskets forhold til luften går oftest ubemærket hen. Naturbestemt trækker vi vejret og opholder os i luften. Vi manipulerer med den, hvilket aircondition nok er det klareste og mest hverdagslige eksempel på: Med en termostat – koblet til et skjult ventilationssystem – indstiller vi et aflukket rums atmosfære og åndbarhed.

Historisk opstår aircondition imidlertid ikke i hverdagsrummet, men slår ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk igennem med opfindelsen af gasmasken i modsvar til gasangrebene under Første Verdenskrig. Brugen af flydende kloringas og sennepsgas udgør en militarisering af vejret og en ny måde at rette sig mod fjenden på: Der sigtes ikke længere på en fjendtlig krop med sværd, kugler og granater, men på dens omgivende luft og dermed på individernes respiration.

Da luften pludselig også kan obstruere vejrtrækningen, bliver vi dermed bevidste om luftens åndbarhed som et grundvilkår for vores eksistens, men også på luften som et manipulerbart miljø og faren for, at en krigsmaskine sætter sig i naturens sted.

Fra lungerne og ud
Poesien har en særligt intim forbindelse til åndedrættet. Både bundne, metriske verseformer og frivers ånder og luften får symbolsk form i den poetiske rytme: Digtet fungerer dermed altid som model for og med åndedrættet.

I This Connection of Everyone with Lungs af den amerikanske digter Juliana Spahr indtager lungen som organ den fremtrædende rolle, frem for et centrallyrisk subjekt forankret i bevidsthed og sansning. I digtsamlingen, der er skrevet i forlængelse af 11. september 2001 og invasionen i Afghanistan, bliver vejrtrækningen et middel til at skrive om luften som det, der både katastrofisk og kærligt forener mennesker med hinanden og med verden:

as everyone with lungs breathes the space between the hands
and the space around the hands and the space of the room and
the space of the building that surrounds the room and the space
of the neighborhoods nearby and the space of the cities and the
space of the regions and the space of the nations and the space
of the continents and islands and the space of the oceans and
the space of the troposphere and the space of the stratosphere
and the space of the mesosphere in and out.

Ethvert rum erfares hos Spahr som adskilt fra et andet og vejrtrækningen binder rytmisk luftens forskellige sfærer sammen og lader dem glide ind og ud af hinanden i et messende in and out, der får skriften til at skride frem og tingene til at sammenblande og ophobe sig. I digtet bliver lungeorganet et billede på, at mennesket tager del i den fysiske verden gennem luften.

Lungen er som organ mere fysisk end menneskelig og vejrtrækningen bliver en måde at tænke luften som forbindelse mellem adskilte rum og sfærer. Menneskeligt fællesskab er tænkt som et forhold til verden, altså i kraft af dets forhold til dets omverden som fysisk stof. Det private liv kan aldrig afsondres i et lokalt rum, og intimsfæren åbner sig mod et luftrum, der også er fuglenes og flyenes, samtalens og erotikkens, tv’ets og radioens, krigens og terrorens.

Udenfor
På paradoksal vis skaber klimakrisen også et fællesskab. Vejret har traditionelt været et lokalt anliggende, men det er nu tydeligt, at vejret altid er forbundet til et globalt klima, der på én gang er menneskeligt påvirkeligt og ustyrligt. Mennesket er i dag ikke entydigt betinget af naturen, men behersker den på måder, der gør omgangen med naturen kunstig, reguleret eller i værste fald destruktiv.

I sin bog Naturpagten skriver den franske filosof Michel Serres:

Det væsentlige foregår inde og med ord, aldrig mere ude og med ting. Vi har endog muret vinduerne til for bedre at kunne høre hinanden eller for lettere at komme til at skændes. Vi kommunikerer, ubetvingeligt. Vi beskæftiger os kun med vore egne netværker.

Vi kan ikke komme bagom den menneskelige verden til en natur, der ikke er indspundet i vores egne handlingsmønstre, forestillinger og begreber. Det, vi kan gøre, er at genoverveje vores omverdensforhold, så menneske og natur ikke udelukkende forstås som henholdsvis subjekt og objekt.

Som hos Juliana Spahr, hvor det skrevne følger luftens bevægelser mod atmosfærens grænse og samtidig fører den globale luft tilbage til lungens lokale intimitet, bliver mennesket via luften forenet med atmosfæren. Den sårbare atmosfære er på én gang en trussel og en mulighed: katastrofisk truer den alt liv på jorden, men giver på samme tid muligheden for at forstå verden som en global helhed.

Den nye pagt med naturen er for Michel Serres netop en måde at overskride et fastlåst binært forhold mellem subjekt og objekt, menneske og verden, der ikke skaber sameksistens, men skaber afstande – murer vinduerne til. Pagten skal ikke og kan ikke redde naturen, men er et forsøg på at forstå den på flere måder end naturvidenskabens – og lægge mærke til den gennem andre linser end klimaforskerens.

I dette nummer af KULTURO fremmanes luften i filosofien, litteraturen og kunsten. Gennem blandt andet prosa, film og teori sætter vi fokus på luft med klimatiske konnotationer i kunsten eller luftens evne til at puste liv i film ved at skabe bevægelser i billedet. Det uhåndgribelige fænomen bliver sat i centrum i bogstavelig og overført betydning; som et middel til både krig og kommunikation eller som et medie til at overvåge det usammenhængende samfund med, hvor man oppefra kan forstå luftperspektivet som formgivende for en fælles kultur, der er dystopisk dissocieret, men måske også rummer nye potentialer.