KULTURO header image 2

LEDER #35 : DØD

 

 

‘Kriton, vi skylder Asklepios en hane! Den må I ofre! Forsøm det ikke!’ – Sokrates’ sidste ord.

Asklepios var den græske lægegud, og man ofrede en hane til ham som betaling for kurering. Sokrates udtrykte derimod taknemmelighed for at blive befriet for den sygdom, livet udgør. Ifølge Platons overlevering af dødsscenariet skældtes tilskuerne ud; de græd og var oprevne, men burde ifølge Sokrates forholde sig roligt og tålmodigt.

Der ses her et skel i dødsopfattelser, der fortsat florerer i dag. Hvis livet er en øvelse i at dø, som den amerikanske filosof Simon Critchley – med udgangspunkt i blandt andre Sokrates – påstår, burde døden være et naturligt og afklaret endepunkt. Den massive opmærksomhed, døden får i kunsten og kulturen, indikerer dog, at selvom mennesket efterhånden har øvet sig på at dø i nogle tusinde år, er det endnu ikke lykkes os at acceptere vores egen mortalitet. Tværtimod er døden stadig en grænse, vi kæmper med. Måske endda the final frontier –  det sidste erkendelsesområde, der indeholder både det religiøse, det mystiske, det fremmede og det uundgåeligt kropslige i en ellers affortryllet og mekaniseret verden.

 

Menneskets eksistentielle forhold til døden undersøges hos Thomas Schwarz Wentzer i ‘Mortalitet, mulighed og mening’, hvor han kaster et filosofisk blik på, hvad det betyder for os som mennesker, at der er et endeligt for vores liv. Med udgangspunkt i overvejelser omkring tilværelsen og sin datters opfattelse af døden ser han på, hvad det betyder for os, at livet er endeligt, og diskuterer med udgangspunkt i cryonics (en slags uorganisk krops-maskine, hvori vi kan implementere vores hjerne og leve evigt), hvori forskellen på at udskyde og afskaffe døden består.

Døden som en del af livet er også udgangspunktet for Rane Willerslevs artikel ‘Freuds dødsdrift og den sibiriske cirkulation af sjæle’. Freuds begreb thanatos (dødsdrift) revurderes gennem en nordøst-sibirisk genfødselstro og gentolkes som et overskud af liv, der rækker ud over den biologiske cyklus af liv og død.

Tim Flohr Sørensen undersøger i sin artikel ‘Den lukkede kiste’, hvordan den æstetiske og rumlige udformning af kirkegårde – samt begravelsespraksisser mere generelt – som iscenesættelser af døden påvirker menneskets erfaring af og relation til den.

Michel Foucaults analyser af magtens udvikling fra det 18. århundrede ‘kapper hovedet af kongen’ og lader os forstå, at den sort/hvide juridiske magt, hvor suverænen enten ‘lader dø eller holder i live’, ikke længere er den primære magt i den vestlige verden. På dette punkt er samfundet blevet mere komplekst, og såvel magten som dennes forbindelse til døden må defineres med større finesse. Magtens komplekse relation til døden har foranlediget den camerounske teoretiker Achille Mbembe til at videreudvikle Foucaults forståelse af biomagten i retning af en nekropolitik.

Et fremtrædende nutidigt eksempel på denne politiske brug af døden kan findes i den territorielle konflikt mellem Israel og Palæstina, som er udgangspunktet for Runa Johannessens artikel ‘Nekroarkitektur’. Johannessen illustrerer, hvordan Israels krigsstrategier frem for alene at orientere sig mod den sårbare menneskekrop i højere grad sigter mod en eliminering af selve betingelserne for liv. Som led i en art ‘omvendt byplanlægning’ indgår destruktionen af civil arkitektur i en strategisk kamp om rumlig dominans, hvor intentionen ikke nødvendigvis er død, men snarere umuliggørelse af liv.

Dødens vanskeligt håndterbare karakter behandles også i Lars Östmans artikel ‘Die Stolpersteine og det Nøgne Liv’. Med Gunter Demnigs kunstværk Die Stolpersteine som paradigmatisk eksempel viser Östman, at mindesmærkerne for grusomhederne begået af det III Rige kan have svært ved at rumme kompleksiteten af nazisternes gerninger. Ved hjælp af den italienske filosof Giorgio Agambens Homo Sacer-værker illustrerer han, hvordan de tyske koncentrations- og arbejdslejre behandlede sine ofre på en måde, der ikke kan begribes med vores gængse etiske, juridiske og politiske begreber.

Med udgangspunkt i William Faulkners As I Lay Dying og Euripides’ tragedie Alkistes udarbejder Mikkel Krause Frantzen en præliminær skitse til en ‘nekroæstetik’ – en æstetik der behandler ligets egen dødsverden og ser på, hvad der sker, når liget i kunsten nægter at forblive dødt. Med teoretikere som Derrida og Heidegger vises det, hvordan liget udkaster en egen dødsverden, hvor tempo og kausalitet har det med at måtte vige for ligets egen logik.
Der skydes og sprænges, drænes og dræbes i Ernst Jüngers beretning fra 1. Verdenskrig, In Stahlgewittern. Karsten Wind Meyhoff undersøger i artiklen ‘Ernst Jünger i gruens solløse bolig’, hvordan døden gestaltes i det berømte og berygtede værk. Med perspektiveringer til renæssancemalerne Bosch, Bruegel og Cranach viser Meyhoff, hvordan Jüngers dødsrepræsentation består af en sønderdeling af alle lemmer og relationer og dermed trækker tråde tilbage til renæssancemenneskets værste mareridt.
Hele eller dissekerede lig skorter filmhistorien heller ikke på og med det centrale argument om, at den filmiske død ofte er den senmodernes verdens memento mori, gennemgår Michael Hviid Jacobsen og Janet Ferrari Wanseele historiske eksempler på, at døden på film typisk finder sin repræsentation i enten Hollywoods æstetisering og heroisering af døden eller i krimigenrens kropsfetichisme.

Katakomberne under slottet heavy metal er mange og forgrenede, og selvom alt metalmusik ofte associeres med død og ødelæggelse, findes der en undergenre, som tager døden særligt alvorligt og personligt. I doom metallen er livet ensomt, mørkt og selvmordsfordrende, og selvmordet bliver dermed livets umulige løfte og mulighedsperspektiv. Troels Hughes Hansen analyserer eksempler på dette ‘nedstemte’ livs- og dødssyn hos de tre nutidige doom-bands Pallbearer, Ahab og Candlemass i artiklen ‘Sorg og udslettelse’.

Uanset om den er befriende eller deprimerende, er døden også allestedsnærværende i operaens spectacle. Nila Parly demonstrerer i artiklen ‘Døden på scenen’, hvorfor det ikke er helt slut, før den fede dame har sunget – og i mange tilfælde også gået bort. Med udgangspunkt i operahistoriske nedslag og Wagners Niebelungens Ring vises det, hvordan dødsfald – særligt blandt kvinder – ofte er helt centrale kompositoriske elementer i operaen.
Vi er endvidere stolte af at præsentere nye tekster af Ida Marie Hede, Jonas Rolsted, Preben Major Sørensen og Janina Katz samt nyoversættelser af den østrigske forfatter Thomas Bernhard. Hertil kommer kunstneriske bidrag af Peter Callesen, Saskia Te Nicklin, Torben Eskerod, Emil Westmann Hertz og Lea Porsager. Honey Biba Beckerlee pryder for- og bagsiden med hendes værk There is a difference between a shaky or out-of-focus photograph and a snapshot of clouds and fog banks. Værket udgøres af to identiske polaroid-indscanninger, og titlen er et citat fra et brev den østrigske fysiker Erwin Schrödinger skrev til Albert Einstein i 1935 i deres fælles diskussion af kvantemekanikken.

Døden tvinger os ofte ud i det banale, da vi ikke har sprog for det, vi ikke begriber. Det er redaktionens ambition, at dette nummer af KULTURO skal tilbyde en række artikler, der forsøger at forstå og nuancere den intime relation mellem liv og død – kulturelt såvel som politisk og æstetisk. Vi håber derfor, at I med friske øjne vil åbne dette nummer og læse om dødens mange forklædninger.